Læsetid: 2 min.

EL: Offentlige indkøb skal være fri for børnearbejde

Hvordan undgår det offentlige at handle med firmaer, der bruger børnearbejdere? Et nyt forslag vil gøre det til lov, men det mener de konservative ikke er nødvendigt
20. februar 2007

Når det offentlige køber ind, skal det være klart, at producenterne overholder de grundlæggende konventioner fra ILO (Den internationale arbejdsorganisation i FN).

Det foreslår Enhedslisten i dag, hvor spørgsmålet diskuteres i Folketinget.

"Vi skal stoppe den negative globale spiral, der presser løn og arbejdsvilkår," siger Frank Aaen, økonomiordfører for Enhedslisten.

Men selvom de konservative er enige i indholdet af forslaget, vil de afvise det, når det i dag kommer op i Folketinget.

"Det er lovmæssigt overkill", siger den konservative erhvervsordfører, Per Ørum Jørgensen.

"Hvis ikke det allerede er sket, så kan ministerierne bede alle statslige virksomheder om at skrive overholdelse af ILO-konventionerne ind i kontrakterne. Det behøver man ikke lovgivning for at gøre," siger Per Ørum Jørgensen, som ellers støtter ideen.

Foreløbig er det dog de færreste, der har indarbejdet ILO-konventionerne om børnearbejde og fagforeningsrettigheder i deres kontrakter.

LO-magasinet Kontrast lavede for nylig en undersøgelse, hvor kun tre ud af 18 kommuner eksempelvis havde taget skridtet.

Kommune går foran

Gladsaxe er en af de kommuner, der er gået foran. Her vedtog et enigt byråd for nylig at tage højde for beskyttelsen af arbejdere ved kommunale indkøb.

"Det er naturligt at kræve, at vores leverandører ikke bruger for eksempel børnearbejde", siger Gladsaxes borgmester, Karin Søjberg Holst.

Men kommunerne har ikke ressourcer til selv at kontrollere, at leverandørerne faktisk lever op til kravene. Derfor er man afhængig af, at eventuelle sager bliver rejst eksempelvis i pressen.

Nestlé er et af de firmaer, der leverer til det offentlige, og som har været i søgelyset for overtrædelse af ILO-konventionerne.

"Der er anklager om, at Nestlé stadig bruger børnearbejdere i Vestafrika," siger Frank Aaen fra Enhedslisten.

"Her vil vores forslag hjælpe offentlige institutioner med at presse Nestlé til at forbedre forholdene eller simpelthen opsige aftalerne," siger Frank Aaen.

På europæisk plan går byer som Oslo, Bonn og Barcelona foran i netværket CARPE, der handler om at tage socialt og etisk ansvar, når der skal købes ind.

Både Oslo og Bonn har tidligere indført kontrakter, der svarer til det danske forslag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu