Læsetid: 2 min.

Elegi

Efteråret oplevet som var det en litterær begivenhed
18. november 2005

Det pludselige syn af en tilstand. Den blege sol, der stadig har fundet på at mildne disse efterårsmåneder, skinner over gårdanlægget. Jeg går langs hækken af risbøg, der endnu har grønne blade mellem de gule, passerer den fantasifuldt indrettede legeplads, drejer om hjørnet, og så er det der. I krogen foran plankevæggen står en hvid kurvestol i græsset og taler om sin forladthed efter sommerens brug. Den trykker sig op mod kirsebærtræet, som har drysset sine blade ud over sceneriet, et enkelt ligger på kurvestolens sæde. Andet er der ikke, men med nærmest teatralsk effekt er udtrykket klart nok. Scenen er tom denne formiddag. Stilheden komplet, afskærmet fra trafikken, som gården er, af solide boligblokke, mødrene har kørt børnene i vuggestue og børnehave, folk er taget på arbejde. Noget er sket, andet er ikke indtrådt. Tingene taler på egne vegne om den lange sommer, den lille rustne grill derhenne har længe været kold.

Det er opbrugthedens tilstand koncentreret i et øjeblik, hvor en formiddag går i stå, og jeg får fornemmelsen af at have overrasket stedet. Som at slå op i en bog, der har hvilet længe i reolen. Lyrikken tilbyder mængder af sådanne tystladne situationer. Skulle man kunne finde den hvide kurvestol og risbøgenes hegn hos Johannes Jørgensen eller Sophus Claussen? I stedet finder hånden Gunnar Ekelöfs mærkværdige En Mölna-elegi fra dengang omkring 1960, da langdigte med ét blev aktualiseret i sporet af T.S. Eliot. Mistrøstige kunne de være, men også legende groteske ved at sætte kontraster og stilarter i spil. Sådan hos Ekelöf:

Jag sitter på en bänk i det

förflutna.

Jag skriver på ett blad av det

förgångna.

September snöar ned i röda

löv.

Oktober töar bort i gula löv.

Og så indfører han en nar, der spiller en stum vise for en døv i november. Det udløser rim og remser: og det var på den tid, da den benløse sprang/og den fingerløse spillede guitar så det klang. Mölna er en lokalitet ved Mälaren lidt uden for Stockholm. Der lå og ligger måske endnu et hjem for vanføre, som digteren har kunnet betragte i parken, benløse på krykker. Syn af en tilstand, en kultur i lemlæstet form, udsat for sørgmodig musik og bellmanske klange.

Lysten til at iscenesætte gårdkulissen med træk fra det virkelige liv behøver kun hukommelsen fra forgangne måneders syn, hørelse og lugt af raske lemmers gang, solbadning, snak ved bordene mellem planter og blomster i krukker, børnenes skrig fra gynger og rutsjebane og skovlenes skraben i sandet, lugten af grillpølser, røgen fra brændte koteletter og gårdfesters bægerklang og guitartoner.

Nu er hverdagenes sanseglæde pakket sammen og gemt væk i oktobers gule løv og stilhedens november. Nu bliver den hvide kurvestol taget ind og elegien blæst væk sammen med bladene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu