Læsetid: 3 min.

Et element af beton

3. april 2001

»Beton karakteriseres ofte ved sin styrke, som er det tryk, betonen kan modstå.«
»Beton, der befinder sig indendørs i tørt miljø, vil have en meget lang levetid...«
Den Store Danske Encyklopædi

BETON ER blevet et element i den interne magtkamp i det københavnske socialdemokrati. Ikke fysisk, men som begreb og udtryk, og, bevares, det er ikke første gang. Men bølgerne er gået højt, og to stridende fraktioner har kastet slemme ord efter hinanden. Det handler om politik, men det handler også om person, i dette tilfælde Poul Øland, formand gennem 12-13 år, som nu har fået en modkandidat, den tidligere borgmester gennem 10 år i Fredensborg-Humlebæk, Svend Erik Christensen. Den seneste tids debat – eller hvad man vælger at kaldet det – viser, at det altså ikke kun er på landsplan, Socialdemokratiet er i fare for at slå revner.
Luften er tyk af beskyldninger. Således er udfordreren blevet betegnet som »en afdanket borgmester fra provinsen« og han og hans tilhængere som »barnlige«, mens Øland er blevet betegnet som »hoven og doven«, »Stalins uægte søn« og »københavnerhistoriens største kupmager« og så altså...»det rene, skære beton«. Situationen leder tanken hen på Det Konservative Folkeparti i sammenbruddets stund, selvom underholdningsværdien ikke har nået helt de samme højder. Også dengang spillede beton en vis rolle.

DEN DOVNE eller den afdankede? Sikken et valg, og mens ånden således flyver højt, kan det være mere end vanskeligt udefra at se, hvad der skiller de to parter i praktisk politik. Kan være det forbliver en sød hemmelighed, for i aften mødes 19 partiformænd med partisekretær Willy Stig Andersen, og det er øjensynligt – Nyrup er bekymret! – at uroen skal dæmpes. I aften skal 200 delegerede så på et repræsentantskabsmøde vælge formand - og til november er der valg til borgerrepræsentationen.
»Partiet er kommet så langt over i højre side af kørebanen, at hjulene er ved at ramme kantstenen«, har Poul Øland sagt til Berlingske Tidende, og hvis ordet betonsocialdemokrat har en mening, er han nok den af de to kandidater, der kommer nærmest med topstyring, kadaverdisciplin og hele snurrepiberiet. Svend Erik Christensen betegnes som kompromissøgende og moderne i sin indstilling.
Selv om Øland frygter, at partiet kører ind i en betonklods mod højre, hindrer det ham dog ikke i at have gjort flere parkeringspladser og mere biltrafik i København til en personlig mærkesag.

KØBENHAVNERNE har været vidner til bl.a. en KUC-sag, en AOF-sag, en sag om Arbejdernes Ligkistemagasin, og ingen af dem har været flatterende for Socialdemokratiet i deres stad. Samtidig har man fået på puklen for sparepolitik på sundhedsområdet med reducering af hjemmehjælpen og lukning af plejehjem. De har oplevet tre medlemmer stemme imod budgettet, fordi de ikke ville være med til at skære ned på børneinstitutionerne. De overlevede trods ledelsens forsøg på at stække dem. Jette Bautrop og Finn Rudaizky fik endda høje stemmetal ved en urafstemning for nylig.
Problemer er der således ikke mangel på, og oveni må det være en skuffelse for den nuværende overborgmester, at Øresundsbroen ikke har fragtet så mange af de forventede svenskere til byen. Ligesom håndteringen af havnefronten er et kapitel for sig. Busterminalen ligger desuden stadig på Rådhuspladsen som symbol på noget tilsyneladende uflytteligt.

CEMENTINDUSTRIEN har lært os, at beton er et yderst fleksibelt materiale, forklarede en humoristisk Poul Øland sine kritikere i Berlingske Tidende, en bemærkning, som fremkaldte følgende kommentar i Jyllands-Posten: »Problemet med beton er, at det er svært at omforme, når det først er stivnet. Enten holder det eller også krakelerer det totalt.«
Problemet for Socialdemokratiet i Hovedstaden er, at såvel medlemstallet i partiforeningen som talentmassen blandt yngre kandidater er til at overse.
For – Øland eller ej – både København og Socialdemokratiet i Hovedstaden trænger til en fornyelse. Fyrre år med de tre røde byskulpturer, Urban Hansen, Egon Weidekamp og Jens Kramer Mikkelsen, kan rimeligvis have medført en vis betontræthed og dermed, at en periode i opposition ikke nødvendigvis ville være det værste for byen, om så styret måtte gå over på en alliance af borgerlige og SF. Det drejer sig jo om kommunalpolitik. Imens kunne Socialdemokratiet så krybe i støbekassen til nye former.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu