Læsetid: 5 min.

Et element af håb

Ken Loach erobrede torsdag filmfestivalen i Cannes med en stærk og stærkt politisk film om den mangeårige konflikt i Irland
19. maj 2006

Cannes - Ken Loach graver dybt i Irlands smertefulde historie i sin nye film, The Wind that Shakes the Barley, der er en af de første og foreløbig bedste film i hovedkonkurrencen her i Cannes.

Konkurrencen blev sparket i gang onsdag med den kinesiske instruktør Lou Yes Summer Palace, hvor en problematisk kærlighedshistorie mellem to unge universitetsstuderende udfolder sig over et par årtier og på baggrund af sen-80'ernes og 90'ernes vældige politiske omvæltninger. Der er store følelser på spil, men personligt blev jeg ikke grebet af filmen, der varer 150 minutter og hele tiden hopper i tid og sted.

Gribende er Loachs film ikke overraskende. Den britiske instruktør har altid været god til at balancere mellem det politiske og det menneskeligt følelsesmæssige i sine samfundsengagerede film, og The Wind that Shakes the Barley er ingen undtagelse.

Filmen foregår i Irland i begyndelsen af 1920'erne og skildrer med en blanding af fakta og fiktion perioden op til vedtagelsen af den traktat, der førte til delingen af Irland og dannelsen af IRA. I centrum af historien står to brødre, Damien (Cillian Murphy) og Teddy (Pádraic Delaney), der sammen med deres venner får nok af den britiske besættelsesmagts brutale fremfærd og derfor beslutter sig for at blive involveret i de irske republikaneres modstandskamp.

Det er en blodig strid med mange gråtoner, og det er Loachs bedrift, at han forstår at skabe en balance, hvor vores sympati nok er på irernes side, men vi heller ikke er helt uforstående over for briterne, der trods alt ikke alle er lige brutale og ondskabsfulde.

Falsk argument

I filmens pressemateriale siger Loach, at The Wind That Shakes the Barley ikke er decideret anti-britisk: "Jeg vil opfordre folk til at brede deres loyalitet ud på tværs af landegrænser, således at dette ikke er en film om briterne, der tæver irerne. Folk har meget mere at gøre med folk i den samme sociale position i andre lande end med folk i toppen af deres eget samfund. Man kan argumentere for, at vi har en forpligtelse til at angribe de fejltagelser og den brutalitet, vores ledere er skyld i, før og nu. Det er interessant, at Blair for nylig har diskuteret anti-amerikanisme. På den måde vil han sætte befolkningen lig med regeringen, dvs. at man ikke skal angribe de dårlige ting, som regeringen gør, fordi så angriber man befolkningen. Det er et falsk argument, der er blevet brugt i lang tid."

"Briterne efterlod en forfærdelig arv i Irland, og progressive kræfter led store nederlag, efter at traktaten blev vedtaget. Men på trods af det og på trods af de lidelser, der bliver skildret i filmen, er det stadig et faktum, at briterne forlod Irland. I det ligger et element af håb."

Filmens titel, The Wind that Shakes the Barley, er hentet fra en gammel, irsk folkesang, der handler om, at nok er Irlands skønhed stor, men at det svært at bære skammen over at være underlagt en fremmed magt. Sangen ender med ordene: "The mountain glen/I'll seek at morning early/and join the brave united men/while soft winds shake the barley."

I lommen på briterne

Frihedskamp eller terrorisme - det er efterhånden blevet en lidt banal diskussion, som skygger for en dybere forståelse af problemerne, og det er heldigvis heller ikke Loachs ærinde i filmen. I stedet vil han fortælle om de tragiske konsekvenser, en væbnet konflikt altid vil have, og samtidig vise, hvordan to brødre glider fra hinanden, fordi de ikke har samme syn på, hvad der skal til for at give det irske folk, hvad det har behov for og krav på.

Hvor Teddy tror på værdien af at indgå en fredstraktat med briterne, der giver irerne udstrakt selvstyre under britisk kontrol, vil Damien og mange andre med ham slås for total uafhængighed. Han taler varmt for en socialistisk republik, hvor alt deles ligeligt mellem landets fattige og sultende borgere, og han mener, at Teddy og de øvrige, irske politikere i Sinn Féin er i lommen på briterne.

Det er ikke ukendt land for Loach, der tidligere i sin karriere, i thrilleren Hidden Agenda (1990), har dristet sig til at kritisere briternes dubiøse metoder i Nordirland, og som har beskæftiget sig med den spanske borgerkrig i Land and Freedom og amerikanernes krig mod sandinisterne i Nicaragua i Carla's Song.

En af de spændende ting ved The Wind that Shakes the Barley er, at den skildrer en voldsom periode i Irlands historie, som desværre ikke er unik og har gentaget sig med jævne mellemrum både før og efter 1920'erne. Der er ikke nogen nemme løsninger på konflikten i Irland.

Usund underholdning

Loach siger, at han "var overrasket over, hvor velkendte argumenterne (for uafhængighed, red.) stadig er i og omkring Cork, hvor vi optog. Naturligvis er det stadig aktuelt i Nordirland, fordi de stadig kæmper nogle af de samme slag. Jeg troede, at det ville være døet hen i syden, men vi mødte hele tiden mennesker, der havde historier at fortælle. De fleste kendte navnene på de folk, der var involveret og havde viden om datoer og begivenheder."

Og nu til noget helt andet: Ungarske Pálfi Györgys groteske komedie Taxidermia, der vises i Un Certain Regard. På forhånd er jeg blevet advaret om, hvor ekstrem denne film er - presseagenter har det med at smøre tykt på - og om at hvis nogen film skaber skandale i Cannes i år, så vil det være Taxidermia.

Altså var jeg forberedt på det værste, og måske var det derfor, at jeg egentlig ikke blev spor chokeret over det jeg så, højst en smule utilpas - eller også er jeg blevet helt uhyggeligt blasert af alle de splatter- og spekulationsfilm, jeg har set.

Kort fortalt består filmen af tre dele, hvor man følger tre mænd ned gennem generationerne. Filmen begynder altså med en bedstefar, fortsætter med en far og slutter med sønnen, og det er, så vidt jeg kan regne ud, hvad de tre dele har tilfælles - ud over en temmelig opfindsom billedside og, ja, en del udfordrende scener, der nok skal få mange til at vende sig væk i afsky.

Det er den midterste del af Taxidermia, der fungerer bedst, fordi den ved at fortælle historien om en verdensmester i den ædle sportsgren hurtigspisning samtidig udstiller et absurd, totalitært politisk system, som det manifesterede sig i Østeuropa indtil for små 15 år siden. Der ædes og ørles i lange baner, og Györgys sans for detaljen gør denne tredjedel af filmen underholdende på en temmelig bizar og sikkert ganske usund måde.

Med mindre Taxidermia bliver vist på en dansk filmfestival, forekommer det helt og aldeles usandsynligt, at filmen dukker op i en hjemlig biograf. Og det er måske også meget godt.

Følg Informations Cannes-dækning på:

tema.information.dk/cannes2006 og:

blog.information.dk/forsidesensationen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu