Læsetid: 7 min.

Elementært, min kære Barnes

Juian Barnes' nye roman genopliver sir Arthur Conan Doyle og et mysterium fra det virkelige liv. Robert Hanks har talt med Barnes om historien, spekulationer - og sex
21. juli 2005

Alle skønlitterære forfattere må til en vis grad identificere sig med deres fortæller, uanset om det er en jeg-fortæller, en alvidende eller en upålidelig fortæller. Det har slået mig, at Julian Barnes muligvis føler en særlig tæt tilknytning med fortælleren i det første kapitel af sin bog A History of the World in 10 1/2 Chapters: en bogorm, der rejser som blind passager ombord på Noahs Ark. Den borer sig ind i begivenhedernes materiale og laver små huller, den kan bo i - hvilket minder lidt om en romanforfatters adfærd. Han trænger ind i begivenhederne og skaber et sted, hvor hans fantasi kan folde sig ud.

Det er lidt det samme, Barnes gør i "Arthur & George". George er en ung advokat, der bor i Birmingham. Han er søn af en landsbypræst og bliver i 1903 ud fra nogle yderst spinkle beviser dømt for at have lemlæstet en række heste forskellige steder i faderens sogn, Great Wyrley i Staffordshire. Hans historie flettes sammen med Arthurs historie - sir Arthur Conan Doyle, der inspireret af de tydelige uretfærdigheder begået mod George under retssagen beslutter sig for selv at agere Sherlock Holmes og bevise Georges uskyld. Great Wyrley-skandalen udløste et ramaskrig for 100 år siden, og den medførte bl.a., at appelmuligheden blev indført i det britiske system. "Der er ingen, der løfter et øjenbryn over det længere. Jeg skrev den bog, fordi jeg ikke kunne holde ud at læse om den sag." Mens Barnes sidder i sit hjem i det nordlige London og ind imellem vender sig mod sit fjernsyn for at se Roger Federer sejle lige igennem semifinalen i årets Wimbledon-turnering, fortæller han mig om sit første møde med Great Wyrley-skandalen. Det var, da han læste en bog om Dreyfuss-affæren af den nu afdøde Douglas Johnson. I en note påpegede Johnson ligheden mellem de to sager. Begge sager involverede myndighedernes manipulation med bevismateriale, fordi de var overbeviste om, at de havde fat i den skyldige, bedrageri, uretfærdighed, hårdt arbejde og et race-element: Georges præstefar var konverteret parser fra Bombay. I begge sager kom en berømt forfatter de dømte til undsætning: Zola forsvarede Dreyfuss, Conan Doyle forsvarede George. Hvorfor var Georges historie så forsvundet helt?

En tyk franskmand

Ganske vist drejede Dreyfuss-affæren sig om forræderi, mens Great Wyrley-skandalen handlede om dyremishandling, men briter bliver nu nok også mere chokerede over dyremishandling end over forræderi. Midt i denne ukendte historie er der et element, der forekommer endnu mere dunkelt: selve manden George. For Barnes var det en del af det tiltrækkende ved historien.

"Det er noget af en udfordring at operere med én figur i en roman, som allerede er meget kendt og beskrevet mange gange og en anden figur, som man skal skabe helt fra bunden. Da der findes meget lidt materiale om sagen, optræder George ikke i de historiske optegnelser. George eksisterer i Conan Doyles opfattelse af ham i form af en kort beskrivelse, som jeg i bogen lader George være uenig i, og så har han skrevet et par avisartikler og en bog om lovene for jernbanedrift."

Barnes satte sig for at skabe figuren George ud fra bl.a. det juridiske sprog i bogen om jernbanerne.

"Der var en humor i det, som jeg på en eller anden måde ikke havde forventet ud fra det, jeg havde læst om ham."

Romanen indeholder nogle af de eksempler, som George valgte ud, f.eks. historien om den enormt fede franskmand, der p.g.a. sin kæmpemæssige mave ikke kunne komme gennem dørene til kupeerne på 2. og 3. klasse, men som nægtede at købe billet til 1. klasse. "George var tydeligvis en meget kvik ung mand," siger Barnes, "og det gør det hele så meget desto mere bittert. Han var kommet til byen, han havde opbygget en tilværelse og var en autoritet i byen." Og så kom skandalen.

Flauberts trick

"På sin vis var det nemmere at skabe figuren George - og mere tilfredsstillende," indrømmer Barnes. Med Arthur "var der allerede skrevet så meget, og det var svært at vælge noget ud og stadig være tro over for det, vi ved i forvejen."

Barnes gennemførte en detaljeret research på Conan Doyles liv - besøgte de steder, han havde været, gennemgik de gamle togkøreplaner for at finde ud af, hvordan han kom fra A til B, og hvor han muligvis stoppede undervejs.

Mange af detaljerne blev aldrig brugt, men det gør dem ikke ubrugelige. Barnes citerer sin litterære helt, Flaubert.

"Flaubert sagde altid: 'Jeg skal vide en masse, jeg skal udstyre et værelse med møbler, men ikke altid beskrive alle møblerne i det. Homais i Madame Bovary har jeg altid forestillet mig som lettere koparret, men jeg nævner det ikke med ét ord i romanen.' Det er fremragende eksempel, for når man læser romanen, vil man opdage, at han faktisk skriver, at Homais er lettere koparret. Det er et godt eksempel på, at forfatteren glemmer, hvad han har skrevet. Det er også et godt eksempel på de ting, man ved enten via reseach-arbejde eller i kraft sin fantasi, men ikke bruger. De skal være presente alligevel."

Under Boer-krigen meldte Arthur Conan Doyle sig til at gøre tjeneste som militærlæge. Han er med i slagmarken i nogle måneder og falder i en passage, som Barnes har gjort til et guddommeligt øjeblik, over liget af en unavngiven britisk soldat.

"Jeg var nødt til at sende ham til Sydafrika, fordi der opstår en afgørende situation med liget på græssletten. Men hvor meget mere har jeg brug for? Jeg ved, hvad hans officielle ærinde var, men hvad var hans formål i romanen?"

Midt i alle de faktuelle oplysninger var der med Barnes' ord "stadig et stort, stort, sort hul inde i Doyle, som er forfatterens naturlige territorium." Det er her, bogormsfantasien skal sættes i gang; "Der var alle disse mange år, hvor han dydigt var gift med sin første kone og - lige så dydigt - var forelsket i sin anden kone."

Eller også var det slet ikke så artigt: I stort set samtlige 10 år, Conan Doyles første kone, Louise, var syg af tuberkulose, sværmede han for sin anden kone, Jean Leckie. Den officielle historie er, at Jean og Arthurs forhold ikke blev fuldbyrdet før deres lovformelige bryllup, der fandt sted efter en passende sørgeperiode, da Louise var død. Mange antager dog, at Doyle ikke kan have været så ædel en kavaler i alle de år.

"Der var to parellelle spor af skyld og uskyld i hans privatliv. Jeg mente, at jeg skulle gå let hen over det - forklaringen er ret primitiv."

Noget lusk

Romanen er hovedsageligt skrevet ud fra Arthur og Georges synsvinkler, så det implicit er deres version af begivenhederne, som læseren får, men der er da et par tvetydige passager ind imellem. Om Barnes selv tror fuldt og helt på deres uskyld, er en helt anden sag. "Jeg ved det simpelthen ikke," siger han.

"Min tolkning og andres tolkning af Doyles person er, at han var nogenlunde lige så god eller skidt som sit ry. På den anden side talte jeg med en forfatter, der har skrevet Doyle-biografer, og som sagde: "Jeg tror, at han lavede en Clinton."

Romanen antyder, hvad denne 'Clinton', der ikke helt kan kaldes et ægteskabsbrud, måske kan have været.

"Set i lyset af de beviser der blev lagt frem, skulle han selvfølgelig aldrig være dømt," siger Barnes om George.

Men "den eneste person jeg kender, som ved mere om denne sag end jeg gør, og som har forsket i den et eller andet sted mellem 20 og 30 år, mener faktisk, at han var skyldig."

Barnes selv mener, at "George var en klassisk syndebuk, men ikke en oplagt en af slagsen. Det er min mening som læser. Min holdning som forfatter er mere kompliceret end som så."

I romanen rystes Conan Doyles ellers klippefaste tro på Georges uskyld, da politikommissæren i Staffordshire viser ham et kompromitterende brev, som George har skrevet, hvori han forklarer, at han skyldte mere end 200 pund til tre ågerkarle. Barnes fandt selv brevet på hovedbiblioteket i Birmingham.

"Da jeg så der ligge der foran mig, tænkte jeg 'hmm, det er kompliceret. Måske foregår der noget lusk.' George var ikke så ren endda. Eller det var han måske alligevel."

Det jeg bedst kunne lide ved Arthur & George - bortset selvfølgelig fra Barnes'usædvanligt flydende og letlæselige sprog - var den måde, hvorpå bogen undgår at blive nedladende over for fortiden og forbliver tro mod personernes overbevisninger. Et eksempel er Barnes' behandling af Doyles sexliv, der ikke er påvirket af den moderne opfattelse af, at den victorianske moral udelukkende var undertrykkende og hyklerisk. Et andet eksempel er tilgangen til religion. Barnes siger selv, at han aldrig selv har troet "bare det mindste", men han portrætterer uden ironi Georges inderlige anglikanisme og Doyles mere skæve, spirituelle overbevisning.

For Julian Barnes er det en af fornøjelserne ved at skrive romaner: "Man kan skabe figurer, der har fundamentalt forskellige overbevisninger- Man tager de ting, folk tror på, så alvorligt, som deres tro berettiger til."

Måske er det dét, der i sidste ende gør Barnes' romaner så tillokkende: Selv om han skriver med et elegant underforstået vid, er det altid forfatteren og forfatterhvervet, han gør grin med. Hans læsere og hans figurer - dem tager han til gengæld alvorligt, uanset om de er verdensberømte forfattere, ukendte advokater fra landet eller bare bogorme.

kultur@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her