Læsetid: 2 min.

Elizabethtown

Cameron Crowe skuffer med 'Elizabethtown', der fungerer som lang musikvideo, men ikke som film
25. november 2005

Cameron Crowe synes at have gjort det til sin mission at fortælle om mennesker, især mænd, på jagt efter et eller andet - det være sig indhold i tilværelsen, den eneste ene eller en interessant fremtid. I sine bedste film - Say Anything, Singles, Jerry Maguire, Almost Famous - er den tidligere rockjournalist og manuskriptforfatter på sikker grund, fordi han fortæller om noget, han selv kender til, Almost Famous er decideret selvbiografisk, og det følelsesmæssige fokus i filmene forplanter sig fra de sympatiske karakterer til publikum.

Det sker ikke i Elizabethtown, der ellers godt kunne minde lidt om Jerry Maguire med sin historie om en mand, der mister alt og må bygge sit liv op fra bunden igen. Men Crowe kan ikke finde den afgørende balance mellem humor og drama, der bærer hans andre film. Måske fordi han ligesom hovedpersonen ikke føler sig hjemme i det sydstatsmiljø, som meget af filmen foregår i, og derfor ikke formår at skildre det overbevisende og nuanceret.

Man aner allerede problemerne i de første scener, hvor hovedpersonen, skodesigneren Drew Baylor (Orlando Bloom, hvis begrænsede mimik for en gangs skyld passer til rollen), kaldes til møde med den øverste chef i sit firma (Alec Baldwin). Drew har i otte år arbejdet på en sko, som skulle revolutionere måden, vi opfatter fodtøj på, men skoen sælger ikke, og denne fiasko - ikke fejltagelse - koster nu firmaet en milliard dollar.

Forceret humor
Elizabethtown vil gerne være et lunt og skævt drama om personlig udvikling og åndelig vækst, men Crowe bruger karikaturen og den brede komik i sin skildring af Drews fald fra beundret vidunderdreng til udskældt syndebuk. En halv time inde i filmen er man endnu usikker på, hvor den egentlig vil hen. Ingen, selv ikke Susan Sarandon som Drews mor eller Kirsten Dunst som pigen, han møder og forelsker sig i, synes at slappe af med deres karakterer, og i Crowes instruktion strækker deres spil sig fra det afdæmpet rørende til det hysterisk overgearede.

Drew er i munter desperation ved at begå selvmord, da hans søster ringer og fortæller, at deres far er død om, og at Drew er nødt til at rejse til Elizabethtown, Kentucky, farens hjemby, og hente ham hjem. På turen går det op for Drew, hvor meget han i de seneste otte år er gået glip af, og hvor langt væk fra sin familie og sig selv, han er drevet.

Crowes force er den humor, der tager udgangspunkt i almindelige mennesker og kommer sig af alle de dumme ting, de gør. I Elizabethtown prøver han for hårdt at være morsom og fylder scenerne med fjollede bifigurer og situationer, der forstyrrer mere, end de bidrager til historien om Drews vej tilbage til de levende.

Cameron Crowe forstår dog stadig at skrue et soundtrack sammen, så det i sig selv beretter en historie gennem musik og sangtekster. Og som en to timer lang musikvideo har Elizabethtown nogle kvaliteter, den som filmisk fortælling ikke kommer i nærheden af.

Elizabethtown. Instruktion og manuskript: Cameron Crowe. Amerikansk (Palads i København og en håndfuld biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu