Læsetid: 4 min.

Efter Elmquist

23. marts 1998

ET AF DE mere triste resultater af valget var, at Folketingets retsudvalg mistede sin formand. Den i konservative lov-og-orden kredse radikale Bjørn Elmquist faldt af i svinget, slået af det nyeste politiske skud på den helvegske stamme. Aviserne har for fleres vedkommende med slet skjult skadefryd taget afsked med denne omstridte og forkætrede retsudvalgsformand, der i bedste tradition for besindige retspolitikere pådrog sig fundamentalisternes til afsky grænsende foragt. Elmquist forlod i sin tid Venstre i frustration over Uffe Ellemann-Jensens ledelsesstil, men nok så meget i protest mod holdningen til Tamil-sagen, samt i det hele taget de fremherskende retssynspunkter i - på det felt - det misvisende benævnte liberale parti, som man jo ellers skulle vide, hvor man har. Siden sluttede Bjørn Elmquist sig til de radikale, i hvis smalle folketingsgruppe han hurtigt skaffede sig position og altså overtog den vigtige post som retsudvalgsformand. Især i den svage og usikre Bjørn Wesths justitsministerperiode kunne man til tider komme i berettiget tvivl om hvem der egentlig var minister. Eller rettere sagt: hvem der burde være det. Ministeriets ledende medarbejderes holdning til gerningen og deres håndtering af samfundets mere følsomme juridiske forhold forbedrede sig jo ikke i de år videre overbevisende. Heller ikke Wesths efterfølger syntes at have bevaret det mål af selvstændighed over for embedsværket, der er første forudsætning for tiltrængte mentalitetsændringer og reformerede arbejdsgange. Bjørn Elmquists tilstedeværelse i det retspolitiske landskabs absolutte forgrund fornemmedes som noget af en garant mod de narrestreger - med en mere eller mindre manipuleret minister som budbringer - Justitsministeriet har diverteret med i de senere årtier. Ingen af sagerne nævnt, men heller ingen glemt.

STEDET OG TIDEN er nemlig ikke her til at se bagud og græde snot over Elmquists tabte mandat, selvom man ved en hastig gennemgang af det nye folketings retspolitiske emner godt kan føle trang til det. Kun skal den faldne have et tak for indsatsen med på vejen, som forhåbentlig ikke bliver alt for stenet. Og så må man jo endelig også konstatere at karaktermordet på retsudvalgsformand Elmquist til sidst lykkedes. Elmquists retspolitiske modstandere med Venstres afgåede formand, partiets retspolitiske ordfører, Pia Kjærsgaard og den nykårede konservative gruppeformand i spidsen forsømte nødigt en lejlighed til at udtale sig mopset om den tidligere tv-stjernes hyppige medieoptræden. Dén var uomtvistelig, og Elmquist var i den forstand et nemt bytte for allehånde populistisk smålighed. Men sådanne indvendinger mod en iøvrigt seriøst og hårdt arbejdende politiker - for det turde jo ingen af karaktermorderne hævde, at Elmquist ikke var - bør ikke afsvække den kendsgerning, at retsudvalgsformænd til hver en tid så at sige lever i en glasklokke. Det siger næsten sig selv. Retsudvalgets og retsudvalgsformandens vurderinger er pr. definition altid interessante for offentligheden. Eller næsten altid. Herfra defineres trods landets folkevalgte retsbevidsthed, herfra - ikke i kirkeudvalget - vor verden går og alting udmåles - uanset om det drejer sig om hastigheds-, promille- eller anstændighedsgrænser. I betragtning af Bjørn Elmquists personlige retsindighed, hans oftest klare overblik og befriende fornuft er det næppe en af verdensgåderne, hvorfor han pådrog sig den retspolitiske højrefløjs - og iøvrigt en stor del af det mere betonfunderede systems og ikke mindst politiorganisationernes - ringeagt og afsky. Som sine forholdsvis få forgængere udi den kritiske og modererede retsopfattelse, Ole Espersen og afdøde Bernhard Baunsgaard, opnåede Elmquist at få påklistret sin person de sædvanlige fjendebilleder: politihader, forbrydernes ven, ofrenes fjende etc. Men Elmquist stod på sit, forsvarede - med et par mindre flatterende undtagelser som rockerlov og Tvindsag, hvor hensynet til regeringsamarbejdet åbenbart vejede tungest - retssamfundet med dets garantier. Juristen Elmquist argumenterede ud fra fornuft og retsvidenskabelige synspunkter, styrede vognen midt på vejen, holdt de værste idioter i udvalget nede, udtalte sig døgnet rundt til højre og venstre - og tabte.

MEN FOR NU at skue fremefter er det jo modsvarende af stor betydning, hvem der så skal efterfølge Elmquist. Det skal forhåbentlig og helst en kritisk, konstruktiv jurist med civilcourage og medietække. Sådan nogle hænger sgu ikke på træerne. Men sådan én er påkrævet i en tid, hvor - som advokaten Thorkild Høyer skrev i Berlingske Tidende søndag: "Politikerne forgæves [har] forsøgt at mætte folkedybets formodede krav om indgreb, hårdere straffe og udvisning af udlændinge". Samtidig med, som Høyer også skriver: har vi "...bevæget os nærmere til overvågningsstaten, den korporative stat, der forener alle samfundsinteresser og varetager borgerens samtlige forhold, mod at borgeren hos staten deponerer sin frihed". Det er ikke for meget sagt. Det er heller ikke for meget sagt at udskridningerne i de klassiske retsgarantier i senhalvfemserne, voldspakken etc. samt meget mere der er på vej i den kommende folketingssamling, bestandigt understreger statsmagten over for borgerne og tilsvarende svækker individets fundamentale retsstilling. Såfremt det vigtigste folkelige retspolitiske kontrolorgan, retsudvalget, ikke fremtvinger en anden kurs, vil borgeren, der af den ene eller anden grund er kommet i klemme i systemet over for domstolene snart skulle bevise sin egen uskyld, fremfor myndighederne, der i et retssamfund jo ellers bør løfte bevisbyrden.
Thorkild Høyers advarsler er tankevækkende. Burde også være det for det folketingsflertal, der skal udpege en værdig retspolitisk afløser for Elmquist. mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her