Læsetid: 4 min.

Vi, der elsker fodbold

27. maj 2002

»Hvad skal det til for? Har jeg brug for det? Vil min kone og mine børn holde mindre af mig, hvis jeg
ikke interesserede mig for fodbold? Næppe! Vil mit arbejdsmæssige og politiske engagement lide skade, hvis jeg holdt op med at komme på Århus Stadion? Selvfølgelig ikke! Ville jeg miste den mindste tøddel af min livsforståelse, hvis jeg pludselig blev uinteresseret i fodbold? Naturligvis ikke!«

Biskop Kjeld Holm i antologien
Fodbold set fra månen

DER ER JO NOGET om det: Hvad skal det til for – fodbolden? Det betyder jo ingenting. I en verden plaget af nød, elendighed, krige, hungersnød, aids og miljøproblemer på det globale plan og skilsmisser, sygdomme, ensomhed, indeklima og psykisk syge på det lokale plan, er fodbold jo inderligt ligegyldigt. Det kan vist alle blive enige om – men så hører enigheden også op. For det store flertal af os, som elsker fodbold (og jo, det er flere mænd end kvinder), synes jo alligevel, at når først kampen fløjtes i gang, ja, så befinder vi os lige midt i det allervigtigste i verden. Den intensitet, den spænding og den nervøsitet, der præger en tæt fodboldkamp i dens to gange 45 minutter, overgås næsten aldrig af noget som helst andet – hvor forbandet meget mere vigtigt det end måtte værre. Ud over nyforelskelse, selvfølgelig.
Fodbold er et af verdens mest enkle spil, og i Europa, Latinamerika, Afrika og store dele af Asien er det suverænt den mest populære sportsgren.
FODBOLD BINDER FOLK sammen. Stort set overalt på kloden kan man sikre sig en indforståethed om fodbold. Selv når man ikke forstår hinandens sprog, kan man som dansker komme langt ved at sige Laudrup eller Schmeichel. Vi har set de samme kampe – beundret de samme spillere – forbandet det samme fejldømte straffespark – begrædt det forkerte holds sejr – følt med de samme tabere – jublet om det vidunderlige mål – båret over med vores favoritters nederlag. Fodbold er måske den ene begivenhed, som er bedst overhovedet til at skabe mellemfolkelig forståelse, fordi den del af spillet, som foregår på græsplænen, er så befriende renset for politik. Fra det øjeblik verdensmesterskaberne begynder på fredag klokken 13.30 dansk tid i Seoul med åbningskampen mellem Frankrig og Senegal, og til finalen er afsluttet midt på eftermiddagen dansk tid i Tokyo den 30. juni, vil fodbold fylde mere for måske halvdelen af klodens befolkning end ret meget andet. Om du er dansker, senegaler, slovener, polak, irer, nigerianer, ecuadorianer, japaner eller hvor du end er fra, så er der mere end halvtreds procent chance for, at du elsker fodbold så meget, at du, i hvert fald når din egen nation spiller, holder op med alt muligt andet.

DANMARKS TRE INDLEDENDE kampe mod Uruguay, Senegal og Frankrig spilles i Sydkorea, og på grund af tidsforskellen er det enten klokken 8.30 eller 11.00 dansk tid. De sendes selvfølgelig direkte i dansk fjernsyn – midt i arbejds- og skoletiden. Det har ført til en diskussion om, hvorvidt danskerne bør have lov til at stoppe arbejdet og skolegangen i de godt to timer, en landskamp varer.
Det er en omsonst debat – for selvfølgelig stopper al almindelig aktivitet for den halvdel af befolkningen, der vil se kampene. Kan man overhovedet forestille sig, at alle de titusindvis af danske børn, som spiller fodbold i timevis hver eneste uge, roligt vil sætte sig til rette om formiddagen og bøje tyske verber, løse ligninger eller stave sig igennem et digt, når det eneste de (naturligvis og heldigvis) tænker på i det øjeblik, Danmark spiller, er, om Ebbe Sand banker bolden i nettet?
Nej, det kan man selvfølgelig ikke forestille sig. De vil se bold – og det skal de have lov til. Jamen, hvad så med alt det andet fjernsyn, der sendes i dagtimerne – skal man så ikke have lov til at se det, spørger puritanerne, for der skal jo være en grænse? Svaret er ret enkelt – grænsen bør være Danmarks kampe ved VM i fodbold.

I FODBOLD HOLDER MAN med sit land. Ved VM klæder man sig i danske flag, synger nationalsangen, råber Danmark af fulde hals – og får en klump i halsen, når andre roser det danske hold. Vi, der kan
lide fodbold, siger ’vi’ om landsholdet – som om vi selv spiller med. Alligevel er fodbold det modsatte af navlebeskuende nationalisme. Alle de nationer, vi spiller mod, opfattes ved VM som fodboldnationer. Et øjeblik glemmer vi politik, og kan nøjes med glædes over en dygtig saudiarabisk libero, en elegant nigeriansk midtbanespiller og en lynhurtig kinesisk fløjspiller – vi undlader i netop det øjeblik at tænke på de autoritære regimer, der med jernhånd styrer disse lande. Vi ser i stedet hver spiller som et individ – som en repræsentant for et folk, der selv midt i den elendighed, de måtte leve i, alligevel spiller bold som alle os andre. Det er et af de få eksempler på, at selv den, der vokser op under de vanskeligste kår, kan blive en stjerne og et forbillede for børn på hele kloden.
Den franske superstar, Zinedine Zidane, som voksede op i et fattigt indvandrermiljø, er et lysende eksempel. De kommende fire til fem uger vil fodbolden være den mest dækkede begivenhed i hele verden – og også denne avis vil følge tæt med. De, der holder af fodbold, kan næsten ikke vente til på lørdag, når Danmarks første kamp spilles. Mod Uruguay. Inderst inde drømmer vi om den legendariske 6-1 sejr over samme nation ved VM i Mexico i 1986 – tænk hvis det sker igen.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu