Læsetid: 6 min.

Elskov i fuld offentlighed

Med oversættelsen af Ovids 'Amores' føjes endnu en fornem bedrift til Otto Steen Dues klassiker-oeuvre
15. december 2005

"Ak, jeg elendige Menneske! nu veed jeg, hvad det er, jeg feiler; Ovidius har sagt mig det, han har ganske accurat beskrevet mig min Sygdom. Dersom jeg ikke tager feil, saa hedder den Amor, paa Dansk: Kjærlighed eller Elskov, og den jeg er charmeret udi, maa uden al Tvivl være Frøken Sophie. Ak, jeg arme Daare!"

Sådan på én gang jamrer og jubler Morten Vinge, hovedperson og fortæller i Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Han er nemlig stiv i latinen og købte Elskovskunsten og Midler mod Elskov, da hans lærer var død.

"Engang havde jeg faaet fat paa dem i Hr. Sørens Studerekammer, men saa kom han og snappede dem fra mig, og sagde: 'abstine manus! Fingrene af Fittefadet! Det er ikke for dig!'"

At læse Ovid på latin og forstå ham, som man forstår en dansk digter, var i ældre tider en luksus, som kun latinlærere af lektor Blomme-typen kunne dyrke. Det påstås endda, at nogle udsatte nydelsen af Amores, Ars Amatoria og Remedia Amoris til ud på aftenen, ovre i portvinskrogen, eller til studier under dynen med bogen i den ene hånd og en lommelygte i den anden.

Metamorfoser igen

Senere fik man gode (eller i det mindste nogenlunde hæderlige) oversættelser af dem, så fikse i formatet, at de kunne være i en jakke- eller pyjamasskjortelomme. Men en dansk Amores blev det ikke til. Nu foreligger den heldigvis, takket være Otto Steen Due, der efter sliddet med Vergils Aeneide og de to homeriske kæmpekvad er vendt tilbage til udgangspunktet Ovid, digteren, der måske bedst matcher hans lærde, men vittige hoved og hans livslystne gemyt.

Tidligere i år kunne Due udsende en gennemrevideret, ja, på en måde helt nyoversat version af Ovids Metamorfoser, afrenset for de 'danske' unoder i versbehandlingen, som efter nogles kræsne opfattelse trak fra i 1989, og tillige nu behørigt kommenteret, alt i alt et værk, som garanteret vil få et langt og lykkeligt liv, også som undervisningsobjekt.

Elegant ordkunst

Amores eller Ovids Eskapader kan næppe få samme udbredelse, men hold da op, hvor er det bare en herlig bog - så underfundig, så rig på viden om kærlighedslivet, så raffineret som ordkunst.

Versemålet er det såkaldt elegiske distichon, skiftende mellem (lange) daktyliske heksametre og (kortere) pentametre, med et markant stavelsessammenstød i midten. Grundlægger af genren var, ifølge romersk tradition, Cornelius Gallus, der omkring 40 f.Kr. udgav en samling på fire hæfter, hvoraf kun én sølle linje findes bevaret. Senere blev formen rendyrket af Albius Tibullus (Tibul) og Sextius Propertius (Properts); den første skrev om sex foruden om dødsangst, krigshad og flugten til fortiden og landet, den anden er svært tilgængelig, men højt værdsat af latinisterne, måske fordi han taler til en moderne smag ved "sin forunderlige blanding af intens lidenskab, skarp ironi, herunder selvironi, og psykologisk skarphed", for nu at citere Otto Steen Dues efterord til Ovid (noget forvirrende kaldet en "Indledning").

Despekt for normerne

Sine første erotiske elegier skrev Publius Ovidius Naso allerede, da han var omkring de 20; disse fem samlinger haves ikke, til trods for at de gjorde ham fejret og berømt. Dele af dem er dog muligvis medtaget i de tre hæfter, han færdiggjorde, da han var ca. 40 år. Her er den kritiske holdning over for samfundet og dets normer (eskapistisk hos Tibul, satirisk hos Properts) afløst af en ligegladhed med normer overhovedet, men også af en fin, højtudviklet bevidsthed om det at frembringe kunst og selve det at være digter. Man ser det, når Ovid åbenlyst bekender, at han iscenesætter sine forelskelser for siden hen at kunne sætte dem i scene æstetisk, men hans metablik på sin aktivitet fremgår også af den prægtige elegi, hvor Tragedien dadler digteren for driveri og flaneren og konkurrerer med Elegien (det anvendte, skiftevis seks- og femfodede, metrum) om herredømmet over hans sind. Sidstnævnte dames ene ben er en lillebitte smule for kort, men: - "Nydelig var hun, med lokkende blik, i sin florlette kjole, / fejlen med benet var blot endnu et raffinement."

Sådan en linje forpligter! Andetsteds hengiver poeten sig skælmsk til et "du", som både kan være hans elskerinde og selve verset: "Venus er gift med Vulcanus om end han på vej fra sin ambolt / halter sig latterligt frem på sine vanføre ben. / Digtformen her er ej heller symmetrisk, men nydeligt føjes / til det heroiske vers et af en kortere slags. / Du kan, min skat, få mig på hvert et tænkeligt vilkår. / Hersk over mig suverænt, selv i fuld offentlighed!"

Og kom så ikke og påstå, at skrifttematisk selvtematiserende, meta-poetiske manøvrer er noget, postmodernismen har fundet på!

Sex med tjenestepigen

Indholdsmæssigt gennemspiller Eskapaderne kærlighedslivets evige, typiske situationer: Forelskelse, ulykkelig tilbedelse, den lykkelige forening, kvaler med rivaler, egne sidespring - reelle såvel som dem, der kun eksisterer i hovedet på en partner, som er besat af jalousi. Respektløst underfundig bliver Ovid, da han eller hans poetiske "jeg" i andet hæftes syvende elegi anklages for at have haft sex med sin kones frisør og højtråbende bedyrer sin uskyld:

Hvilken fribåren herre har lyst

til en tjenestepige

og til at ae en bag, stribet af

slag med en pisk?

Dertil kommer jo så hendes

flid som din frisørinde,

og at hun ved du kan li at hen-

des hånd er så ferm.

Skulle jeg vælge en tøs som jeg

ved er trofast mod dig?

For at få nej og dertil meldes af

hende til dig?

Nej, jeg tør sværge ved Venus

og hendes bevingede pode:

Jeg er uskyldig i det som du

beskylder mig for!

Ikke desto mindre spørger han i det følgende digt frisøren, hvem det mon er, der har røbet, at just de to har elsket (med) hinanden. Var det ham selv, der blev rød? Eller røbede han med et uheldigt ord, at han var bevidst om sidespringsskyld? Nå, hvorom alting nu er: hvis ikke pigen er ham til vilje, lige nu og på stedet, røber han hende til fruen!

Siger du nej, utaknemlige

skarn, og tør ikke mere?

Det er dog nok at du gør én af

dit herskab tilpas!

Gir du mig, tosse, et nej, så bekender jeg alt om vort forhold,

og vil bevidne min skyld selv -

og desuden jo din -

synge for fruen om både hvor-

når og hvor ofte, Cypassis,

alt vil jeg røbe om alt og om

enhver positur.

Klarere kan det nok ikke siges, at hovedprincippet hos Ovid er at være principløs. Alt vil han røbe om alt, og allerhelst dyrker han ren, skyldfri, lystspækket elskov. Som i første hæftes femte elegi, hvor Corinna i middagsstundens brændende hede kommer i sin bare chemise, som hendes elsker imidlertid snart får flået af - skønt den egentlig intet skjulte.

Som hun stod dér for mit blik,

ej længer dækket af noget,

var hendes skikkelse helt

blottet for hver en defekt.

Ah, hvor dejlige skuldre og

arme jeg så og berørte!

Som dog brysternes form

passede godt i min hånd!

Og hendes mave så glat under

barmens trimmede buer!

Lænden så rund og fin, låret så

pigeligt ungt!

Hvorfor gå i detaljer når intet

var andet end pragtfuldt?

Og hendes nøgne krop drog jeg

så ind imod min.

Resten - er kendt! Der lå vi så

begge og hvilede trætte.

Gid jeg ofte må få sådan siesta

igen!

Heller ikke nærværende læser protesterer mod gentagelsen. Her kan tit læses langsomt og lystfyldt, ikke mindst fordi Otto Steen Due får det let haltende metrum til at vandre elegant af sted. Det lykkes ham tit at drive maksimal spænding, betydningsmæssigt såvel som klangligt, ind i det enkelte verspar. Hertil kommer de grundige noter, der uden filologisk anmasselse trækker linjer ud til digterens øvrige produktion, i først række naturligvis det rige værk Metamorfoserne, men også Elskovskunsten, den romerske Festkalender, heltindebrevene og brevene fra Sortehavskysten - nutidens Constantia, hvor digteren i dag står på piedestalen med sin karakteristiske lange næse og stirrer hen på en pizzabar. Han længes fra eksilet hjem til Rom.

Ovids Metamorfoser på dansk. Oversat af Otto Steen Due. Illustreret af Pablo Picasso. 656 s. Gyldendal. ISBN: 87-02-03795-5.

Otto Steen Due: Ledsager til Ovids Metamorfoser på Dansk. 188 s. Gyldendal. ISBN: 87-02-03794-7.

Sælges samlet. Kr. 495,00. ISBN: 87-02-03796-3.

Ovids eskapader (latin: Amores). Oversat af Otto Steen Due. Illustreret af Christian Lemmerz. 152 s. Kr. 275,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03778-5

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu