Rejsen begynder under billedkunstneren Jørgen Rømers seng under besættelsen. Han sover på en stak Ungemalte Bilder udført af marskegnens mestermaler Emil Nolde. Det vil sige billeder som den Hitler-entartede kunstner Nolde ikke må male, men har udført alligevel i mindre format.
Sønderjylland. Emil Hansen fra Nolde og Jørgen Rømer født i 1923 i Sæby har mødt hinanden nogle år forinden. Historien er fint fortalt i Eske K. Mathiesens tekst i bogen Akvareller udgivet i anledning af Jørgen Rømers udstilling i Clausens Kunsthandel i Toldbodgade. Gå den omvej, inden De ser Kunstforeningen Gl. Strands fortræffelige udstilling om "Emil Nolde i Sydhavet". For Rømers sommetider pertentlige og intense blyants og akvarelblade har mere end en forbindelse til Nolde. De er linjen tilbage til noget erindret og set. Men også tyste vidner. Ungemalte! Små, men aldrig lidenskabsløse. Se bare på de 2003 signerede tegninger nedskrevne på bagsider af kvarte konvolutter og breve. Opgørelser. Bibliotekspenge. Meddelelser ude fra samfundet, som Rømer vender en gang for at nedfælde sin blytåger.
De minder om Asger Jorns sidste små akvareller. Halve landskaber og farvede figurer. Er det måske ikke Emil Nolde familien? Jørgen Rømers tegning nummer 76 koster 1.000 kroner og måler mindre end 5 x 5 centimeter vil jeg tro. Den har til gengæld været længe undervejs. To måneder i følge værkfortegnelsen. Eller er det bare erindringen, der slipper. Den tegnede jeg vist engang i efteråret... eller...
Også Emil Nolde tegnede og malede undervejs og bagefter på erindringen fra sin store helårs rejse i Sydhavet 1913-14. Ad næsten samme rute som ultraløberen, der netop har krydset Sibirien, Kina, Japan, men løb videre i Australien og over Amerika og Canada hjem gjorde Emil Nolde en rejse, hvis vendepunkt var den tyske koloni Ny Guinea, hvor kunstneren opholdt sig et halvt år.
En lang rejse. Udsendt af den tyske statsmagt for at undersøge de mærkelige indfødte østpå. Urbefolkningen var arbejdskraft for de tyske nybyggere, og det gjaldt blandt andet om at finde årsagen til det dalende fødselstal og dermed den lavere produktivitet. Slaveri er sådan et grimt ord. Nolde og konen samt to læger og en sygeplejerske rejste ud. Udbyttet blev et bidrag til verdenskunstens historie. Næppe meningen, men godt for os, der kan nyde udstillingen og kataloget med rejseskildringen næsten 100 år efter.
Mødet med det fremmede
Mødet med verden. Det fremmede. Som også Gauguin havde erfaret i sit oceaniske domicil, indtil døden hentede ham på Marquesas i 1903. Emil Nolde mente selv at kun Gauguin og han havde ydet noget og skabt noget af blivende værdi i mødet med urmenneskenes naturliv. Måske havde han lidt ret.
For mange andre kunstnere holdt sig til parisiske marskandisere, når den afrikanske kultur skulle udpensles og gradbøjes. Emil Nolde derimod så det ske. Ikke under besættelsen, men i det rituelle liv og et virvar af mennesker sorte, gule, røde, blå. Han malede på livet løs og havde forberedt sig på folkekunstmuseet i Berlin. Han var interesseret i, hvad han så. Om det var en blomst, en junke eller et ansigt. Dekorativt og banalt som solnedgangen. Og ekspressivt hvad det så end betyder i Noldes flade verden. Malerisk er et bedre ord. Mere dækkende. Farveplaskeriet tænder et bål, hvor andre slukker det.
"I midten gik vi hvide sammen med vore boys," fortæller Nolde oplevende. Så sætter maleren sig ned og tegner de indfødte. Han konstaterer, som så mange andre nordboer, at der ikke rigtigt er noget ved farverne på en sydhavsø.
Det, der giver farve, er menneskelivet, dyrene og floraen. Der er knald på Emil Noldes kulører. Og brede sorte rammer om skilderierne. I udstillingen er væggene også farvesat. Nogle steder virker det modernistiske farveklaviatur, en støvet blå som baggrund for en orangerød akvarel eller en flaskegrøn som jungletapet for en kejtet naivistisk Nolde-fortælling. Andre steder er der bare for mange farver. For mange umotiverede valg. Iscenesættelsen overtager rummet og kæder billeder sammen, der måske kunne opfattes mere individuelle og kvalitative.
Men det er en smuk oplevelse at se "Emil Nolde i Sydhavet". Så underlig vild og frodig, at den minder om nutidig kunst. Hvad den jo ikke er. Måske er hemmeligheden, at rejsen i dag er blevet fælleseje. At de billeder vi gemmer i fotoalbummet minder om Noldes. Drabelige grisefester og trekkingture. Fra jægersoldat til eventyrer. B.S. Christiansens bestsellerstatus og popularitet in mente må "Emil Nolde i Sydhavet" blive næste stop på civilisationens uendelige oplevelsesrejse. Gl. Strand styrer. Men kig lige under sengen først. Som Rømer gjorde. Så får man det mentale på plads.
Emil Nolde i Sydhavet, Gl. Strand 48. Til 26. feb. 2006
Jørgen Rømer: Tegninger (kurateret af Kristoffer Hultenberg). Clausens Kunsthandel, Toldbodgade 9. Til 17. dec. 2005
