Læsetid: 3 min.

Eminem og os

12. december 2003

De, der vil opdrage alle mennesker, kan man kalde folkepædagoger. Folkepædagogerne kunne lide provokationer. De kunne lide det, der var anstødeligt. Provokerende blev en kompliment. Det lange mandehår provokerede en typisk forestilling om mandens identitet og position. Det lange hår var modstand mod en magtstruktur, som man kalder det patriarkalske samfund. Det patriarkalske samfund undertrykte både kvinder og homoseksuelle. Det samfund var borgerligt, moralsk og traditionelt struktureret. Pædagogerne og flipperne ville have et friere samfund: Provokationer overskred de faste strukturer og var som sådan principielt på pædagogernes side. Provokation var noget godt, fordi provokation var signal om modstand mod det bestående. Og den, der stod uden for det bestående, var et mere humanistisk menneske. Ikke korrumperet af den perverse kultur, men i forbindelse med din egen naturlighed: langt hår og fri sex. Som Bob Dylan sang: »Hvis du vil leve uden for loven, må du være ærlig.«

Pædagogerne i 70’erne elskede provokatørerne. De så rockstjerner og filmstjerner med ekstraordinære seksualvaner og misbrugstendenser som frihedshelte. Som humanismens avantgarde. De store provokatører blev regnet for aktører i borgerrettighedsbevægelsen. Som den amerikanske 68’er og redaktør for The Village Voice Richard Goldstein siger: »Min generations opgør startede med Elvis’ hofter. Fra hans hoftebevægelser sprang de seksuelle, politiske og sociale temaer som satte dagsorden i 60’erne. Og fra 60’ernes musik kom ideologierne om feminisme og homoseksuel frigørelse.«
Richard Goldsteins generation vandt. Den satte standarder for den offentlige opinion og udviklede sig til den institutionaliserede konsensus, der kaldes ’politisk korrekthed’. Det lignede den endelige alliance mellem de gamle provokatører og den nye elite, da Bob Dylan spillede ved den ceremoni, der fejrede Bill Clintons genvalg som amerikansk præsident. Og Bill Clinton gjorde det provokerende, at han i selve det Ovale kontor førte det traditionelle maskuline magtsymbol cigaren ind i kønnet på det traditionelle offer for maskulin dominans: en kvindelig underordnet. Den frigjorte præsident reproducerede den undertrykkelse og kvindeforagt, som frigørelse skulle have gjort op med.

Den amerikanske rapstjerne Eminem er i Newsweek blevet kaldt verdens største stjerne. Mandag udkommer det første samlede bokssæt med hans singler, og i2 tematiserer i dag Eminem: Han provokerer på en måde, som folkepædagogerne hader. Han taler nedsættende om bøsser og kvinder: Han rapper opfindsomt, hadefuldt og morsomt imod præcis den konsensus, som pædagogerne, hippierne og de frisindede har kæmpet for at etablere. Nu er det dem, der er blevet det etablerede og ham, der står uden for loven. Det er dem, der er forargede, og ham, der morer sig.
Magtudøvelsen er ikke længere patriarkalsk. Den er pædagogiseret og feminiseret: Det er det, George W. Bush reagerer imod, og det er det, Eminem reagerer imod.
Men Eminem er ikke George W. Bush: Han vil ikke bekæmpe de politisk korrekte, men blot vise at også dér udøves der maskulin magt. Han reagerer imod den pædagogiserede magtform, der dikterer en helt bestemt tolerance og specifikke adfærdsformer, men som forsøger at skjule diktatet som den andens frie vilje. Det, der hos Eminem bliver kaldt en svans, er en metafor for den blide tvang. Som han selv har forklaret sig:
»Svans for mig betyder tøsedreng, eller en der ikke vil stå ved det, han vil; en kvindagtig mand. Hvis du er en mand, så skal du opføre dig som en mand. Svans for mig betyder ikke det samme som en homoseksuel person. Hvis folk vil være homoseksuelle, er det deres eget anliggende. Jeg er pisse ligeglad.«
Det er ikke de homoseksuelle, han har noget imod. Det er diktatet om den autoritetsfornægtende magtudøvelse. Da Eminem i 2001 blev opfordret til et optræde ved en stor prisuddeling, sang han på eget initiativ duet med branchens superbøsse: Elton John. Som forstod og anerkendte den kritiske distinktion mellem diktatet som blid tvang og tolerance.
Eminems problem er, at hans provokation ikke kan formuleres som en positiv pædagogik. Som andet end overdrivelser, ubehag og kunstnerisk mesterlig satire og aggression vendt mod et samfund, der ikke accepterer noget uden for loven. Det er Eminems problem. Men det er også hans pointe.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu