Læsetid: 8 min.

Den emotionelle kontakt med musikken

Information har mødt mesterdirigenten Herbert Blomfeldt, som fortæller om sit arbejde med Carl Nielsen og sin inspiration fra den gamle mester Bruno Walter
28. december 2006

Sidste år fejrede Norge 100-året for sin endelige løsrivelse fra Sverige. Et af de kulturelle højdepunkter var et besøg af den svenske dirigent Herbert Blomstedt i spidsen for det fænomenale Gewandhaus-orkester fra Leipzig. Det var den sidste turné, Blomstedt foretog med sit orkester, inden han gik over til en travl freelance-karriere, og på programmet stod blandt andet Brahms' første symfoni.

Det blev en af den slags oplevelser, hvor man bagefter, på én gang opstemt og lyksaligt mættet, tænkte, at der ikke findes nogen kunstform, der kan sammenlignes med symfonien - denne fantastiske rejse ind i klangenes og melodiernes univers, når det vældige orkester begynder at folde sig ud, når strygerne synger og danser afsted, når messingblæserne gjalder, understøttet af paukehvirvler, eller når den slanke obo hæver sin klagende stemme, og det hele - på trods af mangfoldigheden - har en gennemgående struktur, en bærende overordnet idé. Som i Brahms' første.

Det var en mester i spidsen for et af verdens mest fremragende ensembler, det var symfonisk i ordets skønneste forstand. Og siden dengang har jeg luret på en lejlighed, hvor jeg igen kunne komme til at opleve maestro Blomstedt i spidsen for et stort orkester. Live - og i den grad levende.

Et historisk orkester

Chancen bød sig under den årlige Edinburgh Festival, hvor Herbert Blomstedt skulle dirigere det engelske eliteorkester Philharmonia i Anton Bruckners næsten halvanden time lange 8. symfoni. Og hvad mere var: jeg fik muligheden for en længere samtale med den 79 år unge mester. Om symfonier og orkestre. Det føltes naturligt at tage udgangspunkt i Brahms-oplevelsen et år forinden.

"Ja, Gewandhaus-orkestret tilhører i dag atter den absolutte top," konstaterer Blomstedt, "men det var af flere grunde nede i en bølgedal, da jeg overtog det. Det er et af verdens ældste orkestre, og det er med sin lange historie desuden præget af en fantastisk tradition og mentalitet. Musikerne er stolte over at spille i det. Er man først kommet ind i Gewandhaus, søger man ikke andre steder hen, ikke engang berlinerfilharmonikerne eller wienerfilhamonikerne lokker. Gewandhaus har lige siden Schumanns og Mendelssohns dage været et centrum for europæisk musik, Niels W. Gade har dirigeret det. Det samme har berømtheder som Arthur Nikisch, Wilhelm Furtwängler og Bruno Walter."

Carl Nielsen i udlandet

Herbert Blomstedts karriere er via Norrköping og Oslo gået til København, hvor han fra 1967 til 1977 var chefdirigent for Radiosymfonikerne. Derefter dirigerede han i en halv snes år det berømte Staatskapelle i Dresden, inden han i 1985 fik ansvaret for San Francisco Symphony Orchestra. Blomstedt har lavet to komplette indspilninger af Carl Nielsens seks symfonier - en med Radiosymfonikerne og en med orkestret i San Francisco. Hvordan ser han i dag på disse to Nielsen-bokse?

Blomstedt lægger ikke skjul på, at San Francisco-indspilningen er klart den bedste (en opfattelse, han langtfra står alene med!). Han forklarer:

"I Danmark skal man jo spille Carl Nielsen, og det blev mit første livtag med disse symfonier. Jeg ville gerne have gjort det i Norrköping, men der var mit orkester ganske enkelt for lille.

Menuhin har engang fremsat en pudsig maksime: 'Never play a piece for the first time.' Pointen med dette paradoks er, at man aldrig - uanset hvor velforberedt man er - kan trænge helt til bunds i et værk første gang, man opfører det. Dertil kom, at Radiosymfonikerne ikke var på toppen i 1970'erne. De var midt i et generationsskifte, men jeg tror, at vores Nielsen-indspilninger bidrog til at højne orkestrets niveau. For mig var det selvfølgelig en stor fordel at kunne spille disse værker med et orkester, som kendte dem til bunds - og orkestret nød til gengæld godt af at spille dem med en dirigent, som så på partiturerne med nye og friske øjne. Dengang var jeg den yngste - når jeg kommer til disse symfonier i dag, er jeg den ældste ..."

Blomstedt slår en hjertelig latter op. Måske med en gnist af selvironi? Han runder jo de 80 næste gang. Hvad der hverken er til at se eller høre. Jeg spørger ham, om der er en særlig dansk måde at spille Carl Nielsen på?

"Det robuste, det kraftige og energiske hos Nielsen, det er tilgængeligt for ethvert temperament, men det forholder sig anderledes med det flegmatiske og det smilende danske hos ham. Jeg havde i Dresden forsøgt mig med en opførelse af Carl Nielsens femte symfoni - det er bestemt ikke noget let værk! Musikerne var absolut professionelle, de gjorde alt, hvad man bad dem om. Spillede langsomt, når der stod langsomt, stærkt, når det var det, der skulle til. Alligevel måtte de erkende: vi forstår ikke det her, det er totalt fremmed for os. En sag er jo at spille det teknisk fuldendt, noget andet er at spille det med den der indre forståelse. Men det blev en anden historie, da jeg så kom til San Francisco. Den første Nielsen-symfoni, vi skulle indspille, var igen den femte. Vi havde en praksis med at give det samme værk ved fire koncerter i træk - i en sal med plads til 3.000 mennesker, og da der altid var udsolgt, blev hver Nielsen-symfoni hørt af 12.000! Og vi lærte meget fra gang til gang. Af tekniske grunde måtte indspilningen imidlertid finde sted allerede efter den første koncert, så jeg var ærligt talt bekymret. Men musikerne spillede, som om de havde spillet dette værk hele livet. De har den vigtige emotionelle kontakt med musikken, de er så receptive, de suger det hele til sig som en svamp."

Nielsen og Sibelius

Jeg skåner ikke Blomstedt for det traditionelle spørgsmål - sammenligningen mellem Carl Nielsen og Jean Sibelius, Nordens to mest berømte symfonikere, begge født i 1865. Blomstedt har for øvrigt også lavet en bjergtagende indspilning af samtlige syv Sibelius-symfonier med San Francisco-orkestret.

"Jamen, der er stor forskel, og det mærkede musikerne i San Francisco jo hurtigt. Det er som to forskellige verdener. Nielsen har sine rødder i den europæiske tradition. Man kan trække en direkte linje fra Haydn, Beethoven, Schumann og Brahms til Nielsen. Noget tilsvarende gælder ikke for Sibelius. Han har sin helt egen klangverden, hvor der findes langt mere naturmystik. Det mærkelige er, at Sibelius' symfonier ikke desto mindre er lige så teknisk fuldendte som Nielsens eller Brahms. Det forholder sig altså ikke sådan - hvad visse fremtrædende musikkritikere har hævdet - at Sibelius ikke forstod den klassiske tradition. Men hans finske hjemland, skovene og søerne, har formet hans klangopfattelse, så det dominerer i hans musik, men den klassiske form er skam også til stede. Og så har Sibelius noget, man kunne kalde en 'fiks idé': han introducerer ofte kernemotiver, som først under symfoniens forløb når deres definitive form - i modsætning til Nielsen, der som regel præsenterer temaet fuldt færdigt og derpå kommenterer og udvikler det - og nogle gange også nedbryder det - laver kontraster og kombinationer, men selve temaet er der fra begyndelsen. Sådan er det ikke hos Sibelius, hvor temaet først efterhånden vokser frem. Det er en idé, han kan have hentet fra Beethoven, hvor temaet i førstesatsen i den 9. symfoni vokser frem over 50 takter. Men hos Sibelius kan det tage 30 minutter, inden det hele har foldet sig ud," ler Blomstedt.

Det religiøse aspekt

Man har for få år siden kunnet opleve Blomstedt dirigere Bachs store h-mol-messe i Ribes domkirke uden brug af taktstok, men når det gælder de store romantiske symfonier, plejer han at have pinden i hånden.

"Ved vokalmusik behøver man ikke taktstok," forklarer han. "Et værk som h-mol-messen dirigerer jeg måske mest med munden, fordi teksten er så vigtig. Jeg tekster altså, mens jeg dirigerer, synger med uden rigtigt at give lyd fra mig. Det er med andre ord værkets karakter, det drejer sig om. I Boston havde jeg for nylig en koncert, hvor jeg dirigerede to værker: Bruckners 7. symfoni med taktstok og Beethovens anden klaverkoncert, hvor jeg ikke bare havde smidt taktstokken, men også forladt podiet for at stille mig ned på gulvet og være sammen med musikerne, som var det kammermusik."

Herbert Blomstedt har som kristent menneske (syvendedagsadventist) tænkt meget over det religiøse aspekt hos de gamle romantikere.

"Både Brahms og Bruckner var religiøse," forklarer han. "Brahms var ganske vist i opposition til kirken, han troede ikke på Kristus som frelser, men som en af profeterne, måske den største. Men man skal ikke tage fejl: Brahms kunne på det nærmeste bibelen udenad, den har som åbenbaring været med til at forme hans personlighed, man kan jo bare se på valget af hans tekster. Bruckner derimod var en kirkelig mand, et fromt menneske, naivt troende og meget observant også i udøvelsen af sin kristendom. Han stillede ikke spørgsmål ved kirken, den rummede for ham løsningen på alle livets problemer. Hans musik er i mange henseender religiøs, men til gengæld ikke kirkelig i den forstand, at han citerer religiøse koraler, salmer eller gregorianske melodier i sine symfonier. Alligevel er religionen hele klangbunden i hans værk, og det er også forklaringen på længden af hans symfonier. Han tager ikke hensyn til lytterens koncentrationsevne eller behov for afveksling og lette, kapriciøse nydelser, men bygger sine symfonier op på en vision. De skulle være så fuldendte som menneskeligt muligt, værdige at stille ved siden af Guds skaberværk. Når man hører Bruckner, må man lægge tilværelsens flygtige ting til side," forklarer Blomstedt og tager en dyb udånding: "Aaah - det er som at vandre ud i naturen, op i bjergene."

De gamle legender

Når man sidder og taler med Herbert Blomstedt, er det - mandens humor, entusiasme og vitalitet taget i betragtning - på det nærmeste ufatteligt, at han har alderen til at slå bro til de store gamle legender fra midten af det forrige århundrede, at han personligt har overværet talrige prøver med en lang række af alle tiders store dirigenter: Wilhelm Furtwängler, Arturo Toscanini, Bruno Walter, Otto Klemperer, Igor Markevitch, Leonard Bernstein og Herbert von Karajan. Og i dag er han selv en af dem.

"Det har betydet vældigt meget for mig dengang at få lejlighed til at opleve disse mestre udfolde sig. Der var betydelige kontraster mellem dem, ikke mindst mellem Furtwängler og Toscanini. De var begge store kunstnere, men diametralt modsatte personligheder. Men hvis jeg som ungt menneske skulle finde et ideal, jeg muligvis kunne tænke mig at efterligne, så skulle det ikke være den iltre Toscanini ..."

Jeg forsøger med et afsluttende gæt fra hoften: skal man trække en linje tilbage fra Herbert Blomstedt til en af disse legender, er det så ikke Bruno Walter, han har mest til fælles med - ikke mindst i den måde, han er sammen med musikerne på?

Blomstedt tøver ikke mange sekunder, før han svarer:

"Jo, det er rigtigt. Det har jeg også selv sagt."

Han siger det nøgternt, beskedent. Men ikke uden en vis stolthed og glæde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her