Læsetid: 4 min.

Emsige lovgivere

12. april 1997

"Selv om Grundlovens Pgf. 3 således kun i ringe grad binder lovgiveren og garanterer domstolenes kompetence, er det dog en rodfæstet retsopfattelse, at der er visse områder, der er domstolenes enemærker, og hvor det derfor vil føles som i særlig grad betænkeligt, om der blev gjort indgreb i deres kompetence. Det drejer sig om ikendelse af straf og afgørelse af privatretlige tvister."
Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret, 1966

PROFESSOR ALF ROSS var medskribent på grundlovsteksten fra 1953. I hele sit virke var han kendt som en nøgtern mand. Også i sine lærebøger tog han udgangspunkt i verden, som den faktisk er. Ikke noget med vidtløftige naturretlige læresætninger om en højere juridisk retfærdighed. Nej, fastlæggelsen af de retlige spilleregler, som de faktisk efterleves blandt mennesker i et ufuldkomment jordeliv, det var Ross' ærinde. Han tilhørte således den skole, der kendes som retspositivismen. Den er ikke så meget i vælten mere, blandt andet fordi vor tilslutning til internationale konventioner om enkeltindividets beskyttelse mod statsmagten har stimuleret teoretikeres interesse for amerikansk tænkning om universelle rettigheder. Men Ross er stadig god at bruge til slå koldt vand i blodet, hvis man er ved at lade sig ophidse over, at nogen gør noget, som ser ud til at være i strid med ædle principper, og man derfor gerne ville mene, at det også er ulovligt.
Selv en så nøgtern mand som Ross, der lagde megen vægt på lovgivningsmagtens suveræne stilling, peger altså på, at "domstolenes enemærker" sætter grænser for, hvad lovgiver kan lovgive om. Et andet sted i samme bog fremhæver Ross, at lovgivningsmagtens overskridelse af grænserne til domstolene oftest vil give sig udtryk i krænkelse af de grundlovssikrede frihedsrettigheder: Personlige frihed, ejendomsret o.s.v., og at overskridelsen altså derfor vil være ulovlig. Men Ross affærdiger at gå videre med fastlæggelse af "ukrænkelighedsprincippet", "da spørgsmålet er uden synderlig praktisk betydning, fordi den almindelige retsopfattelse for det meste vil gøre sådanne indgreb utænkelige".

AK, KLARTSKUENDE som Ross var, havde han ikke fantasi til at forestille sig den udvikling, som dansk folkestyre ville gennemgå op mod år 2000.
Ret beset har Folketinget mindre og mindre at tage sig til. Opgaver er henlagt til kommunale myndigheder i et omfang som intet andet land i Europa. Den økonomiske politik lader regeringen villigt diktere af - mestendels ansigtsløse - kræfter uden for landet. Udenrigspolitikken er vi solidarisk med de andre EU-landene om, også når de ikke er solidariske med os. Militærpolitikken aftaler forsvarsministeren stilfærdigt med amerikanerne.
Folketingsmedlemmerne kan ikke bekvemme sig til at fortælle offentligheden, at de har opnået det, som enhver moderne leder hyklerisk fortæller er hendes/hans egentlige opgave: At gøre sig selv overflødig.
Altså skaber mf'erne indtryk af stor handlekraft ved at at bruge de sidste tilbageværende styringsmuligheder - offentlige bevillinger og adfærdsregulering til politiks følelsesmæssige appel: At belønne de gudelige og straffe de ugudelige. Og med en sådan præcision, at løn og straf går rent igennem til rette vedkommende, uden mulighed for administrative eller judicielle forvridninger af ivrige lovgiveres hensigter.
De store anlægsprojekter vedtaget i nidkær detalje - broer, motorveje, Ørestad, snart også havnetunnel - er rent guf til de gudelige: Fagbevægelse, entreprenører og bilister.
Men straf skal der også være noget af: Særlove mod Tvind, rockere og voldsmænd, med minister og folketingsmedlemmer fælles om multirollen som anklager, dommer og nævninge.

DET SENESTE UDSLAG af lovgivningsmagtens emsighed er trafikminister Bjørn Wesths forslag til ændrede regler for spirituskørsel.
Forslaget har foranlediget noget så besindigt som Den Danske Dommerforening til at minde om, hvad foreningen allerede skrev i forbindelse med den nu vedtagne "voldspakke", nemlig:
"I bemærkningerne til de nævnte lovforslag angives således nøje det forudsatte niveau for den konkrete strafudmåling inden for de foreslåede strafferammer, ja i enkelte tilfælde egentlige strafpositioner for udmålingen. Det er en selvfølge, at domstolene vil tage sådanne tilkendegivelser i betragtning. Imidlertid er en så detaljeret regulering af strafudmålingen i bemærkningerne til lovforslag, som der her er tale om, usædvanlig, og rejser principielle problemer om opgavefordelingen mellem domstolene og lovgivningsmagten. Straffastsættelse, herunder vurdering af, om der foreligger konkret formildende eller skærpende omstændigheder, anses for at være et kerneområde for den 'dømmende' myndighed, jf. Grundlovens Pgf. 3."
Aha, dér dukkede Ross' betragtninger om "ukrænkelighedsprincippet" op. Dommerne fandt det overtrådt ved voldspakken.
Wesths ny forslag til spritlov er endnu værre. Bemærkningernes "skematisk fastsatte sanktioner" er udformet sådan, at dommerforeningen ikke kender "tidligere eksempler på, at dette er sket i bemærkningerne til en lovtekst i det omfang og den detaljeringsgrad, som det nu er tilfældet."
Dommerne skriver: "Det er principielt betænkeligt og også uhensigtsmæssigt, at lovgiver søger at fastsætte sanktioner på denne måde". De fraråder rent ud, "at loven gennemføres med de nuværende bemærkninger".
Tænk, at det skulle komme dertil, at de af Ross så afskyede "universelle principper" skulle blive danskernes bedste håb om retfærdighed, og så endda håndhævet af domstole uden for landet, f.eks. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der også skal påse, at den enkelte borger får en "retfærdig rettergang", d.v.s. en straffesag, hvor straffen ikke er fastsat på forhånd.

dr (David Rehling)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her