Læsetid: 3 min.

EMU – Nej tack

15. september 2003

ALT ANDET LIGE var det godt for demokratiet, at de svenske vælgere i går stemte nej til ØMU’en. Ikke nødvendigvis vigtigt for svensk økonomi eller nyttigt for Europa, men godt for det svenske folks mulighed for at leve videre i nogenlunde fred med sig selv efter en uforsonlig, til tider brutal debat med en chokerende, tragisk afslutning.
Var afstemningen endt med, at lang tids klar føring til nej-siden var vendt til et spinkt ja i ren og skær sympati med den så ulykkeligt bortgåede udenrigsminister Anna Lindh, ville bitterheden, naget og tvivlen om resultatets legitimitet have kunnet leve videre i de splittede politiske partier og i det svenske folk. ’En syg persons bersærkergang med en kniv fik lov at bestemme Sveriges fremtid, bestemme at den gamle krone skulle forsvinde for evigt’ – man hører de bitre bemærkninger for sig.
Som det nu er gået – ved redaktionens afslutning med 56,4 procent af stemmerne til nej-siden og 41,5 procent til ja-siden – kan ingen hævde, at Anna Lindhs ulykkelige skæbne fik lov at overskygge argumenterne og påvirke udfaldet. Man kan tværtimod sige, at den meget høje stemmeprocent – 80,8 procent – efterlader et stærkt vidnesbyrd om fælles vilje til at bekræfte det svenske demokrati over for vanvittige, voldelige anslag.
I den forstand giver resultatet den svenske nation de bedste odds for at kunne komme videre. Ja-sidens talspersoner og aktivister er naturligt nok dobbelt ulykkelige i dag, men for nationen gør resultatet det muligt at komme gennem sorgarbejdet oven på udenrigsministerens død.

DET SVENSKE nej kan tolkes som et udtryk for svenskernes tvivl om betydningen af det europæiske projekt og det europæiske tilhørsforhold. For et land, der ikke har følt sig truet af krig i generationer og oplever at have været godt tjent med neutralitetspolitikken gennem mere end et halvt århundrede, har udlægningen af ØMU’en som fredens europæiske projekt haft svært ved at få tag i sjælene.
Eller måske er det mere rigtigt at sige, at statsminister Göran Persson og ja-siden simpelthen for sent i forløbet opdagede, at det kræver tid, hvis smukke visioner om et fælles, samarbejdende Europa i fredens tjeneste skal slå eftertrykkeligt rod i et selvberoende land som Sverige. Bl.a. Anna Lindhs taler tog en klar drejning mod dette budskab de seneste uger og gav tilsyneladende ja-siden fremgang, men hendes indsats fik ikke lov at blive ført til ende.
Alt for længe – for nogle ja-aktørers vedkommende lige til det sidste – var det de hårdtslående økonomiske argumenter, der blev bragt i anvendelse over for tvivlerne og skeptikerne. Og når de tydeligvis ikke virkede, var det fordi mange af udsagnene fremstod klart utroværdige – trusler om massiv arbejdsløshed i Sverige ved et nej, truslen om at ende i økonomisk mørke som Sovjetunionen osv. Svenske vælgere har ikke alene kunnet konstatere, at kompetente økonomer var uenige om ØMU’ens fordele, de har også kunnet registrere som et faktum, at Sverige i mange år har holdt konjunkturmæssig takt med landene inden for ØMU’en. Det seneste år har Sverige foruden en rekordlav rente sågar haft en mærkbar højere vækst i bruttonationalproduktet (BNP) end euro-zonen, som nu ligger og roder tæt på nulvækst. Ironisk for Göran Persson kan man sige, at det formentlig er hans egen regerings vellykkede økonomiske politik de senere år, der har fået et flertal af svenskere til at lande på et nej: At et fremgangsrigt land skulle overlade sin rentepolitik og sine muligheder for fleksibel finanspolitik til Den Europæiske Centralbank, i hvis regi euro-zonens økonomi tumler noget uregerligt afsted, har ikke virket tillokkende. Op til afstemningen har interesserede svenske vælgere tilmed kunnet registrere, hvordan både Tyskland og Frankrig gennem flere år har forbrudt sig mod ØMU-stabilitetspagtens krav om et budgetunderskud på højst tre procent af BNP og nu står til mulig afstrafning i form af bøder på op til 0,2 procent af landenes BNP.
At holde fast i kronen og droppe euro-mønterne og -sedlerne vil ikke afgørende forrandre den svenske økonomi. Selv uden for ØMU’en kommer Sverige – som Danmark – til i store træk at følge de overordnede spilleregler og bevægelser i den europæiske økonomiske politik. Hvad de svenske vælgeres beslutning om at holde fast i en vis, mest formel, økonomisk frihed indebærer, er primært en politisk omkostning: En reduceret mulighed for at påvirke Europas kurs på de indre linjer og på den globale scene.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu