Læsetid: 6 min.

Encyklopædiens tvivlsomme tal

Opgivelsen på de 100 millioner ofre for kommunismen er resultatet af et tvivlsomt regnestykke - for hvorfor skal eksempelvis ofre for hungersnød, fremkaldt af fejlslagen økonomisk politik, kun tælles med, når den er opstået i Øst og ikke i Vest? Det er de 'gode' mod de 'onde' - eller selvretfærdighedens triumf
14. februar 2007

Man kan rejse spørgsmålet: Hvorfor netop nu? Hvorfor kommer der stadig i disse år, mere end 15 år efter Den Kolde Krigs afslutning, en strøm af litteratur om 'kommunismens barbari', en litteratur, der stort set blot afdækker det, der har været kendt hele tiden?

Og hvorfor blev Gyldendal presset til at redigere i Encyclopædien?

Et af svarene kunne være, at det ikke så meget drejer sig om en forsømt historieskrivning som om en ideologisk kamp om nutiden og fremtiden. Budskabet er for det første, at Vestens historie er ren og skyldfri, for det andet, at socialisme er lig med kommunisme, som igen er lig med stalinisme. Ethvert forsøg på i fællesskab at forandre verden fører til Gulag. Historien er slut, og kapitalismen vil eksistere evigt. Man må ikke engang kritisere forhold i kapitalismen. I sit forord til den danske udgave af Kommunismens Sorte Bog inddrager udenrigsminister Per Stig Møller Attac-bevægelsen i en sammenligning med 'kommunismen'.

Unge mennesker, som var børn, da Muren faldt, får således påklistret en andel i en kollektiv skyld for stalinismens grusomheder.

Regnskabet er enkelt. Man tager fra alle lande og kontinenter og vidt forskellige perioder og kulturer alle de regimer og politiske bevægelser, som har kaldt sig selv - eller er blevet kaldt - 'kommunistiske', og lægger dem sammen i én blok. Derefter indsnævrer man sit fokus til alene forbrydelser, terror og undertrykkelse. Endelig adderer man samtlige ofre i disse lande og perioder, ofre ikke blot for borgerkrige, politisk forfølgelse og terror, men også hungersnød og lignende, og til sidst forhøjer man den fremkomne sum til nærmeste 100 million. Det var recepten for Courtois med fleres nu klassiske Kommunismens Sorte Bog, der er blevet skabelonen for højrefløjens historieskrivning om kommunismen. Herfra stammer også opgivelsen på de 100 millioner, der nu er bragt ind i Den store danske Encyclopædi som en kendsgerning.

En sådan fremgangsmåde og opgørelse svarer til, at man alternativt - og med en tilsvarende large klassifikation og et tilsvarende snævert fokus - tog samtlige ofre i Første og Anden Verdenskrig, ofrene for fascismen og nazismen samt ofrene for børnedødelighed, underernæring, fattigdom, hungersnød m.m. i samtlige 'kapitalistiske lande', kloden over gennem hele det 20. århundrede og lagde dem sammen, idet man erklærede, at det var hele sandheden om kapitalismen. Man kunne også efter samme formel opgøre ofrene for kolonialismen, nationalismen, statsbygningen eller kristendommen.

Mange slags regnskaber

Der kan opstilles mange regnskaber. Dagens politiske og ideologiske konjunktur trækker imidlertid i retning af regnestykket med kommunismen.

I det 20. århundrede kostede stalinismen millioner af mennesker livet. Det samme gjorde nazismen. I specielt den tyske debat har højreorienterede politikere og historikere så anført, at mens nazismen 'kun' dræbte seks millioner jøder, så myrdede den russiske kommunisme 20 millioner eller flere, enhver kan så se, at kommunismen var meget værre end nazismen.

I sin Dark Side of Democracy ( Cambridge University Press 2005, pp 184 ff) påpeger den britiske sociolog Michael Mann, at nazismens massedrab omfattede ikke blot de næsten seks millioner jøder, der blev myrdet, men også ikke-jødiske polakker og russere og andre folk samt russiske krigsfanger, i alt ca. 20 millioner mennesker. Desuden må Hitler og nazismen vel stadig tilskrives hovedskylden for Anden Verdenskrig med dens 50-60 millioner døde ?

Antallet af stalinismens ofre sættes af de fleste forskere i dag til op mod 10 millioner (Michael Mann, p 329 ).

Det er betragteligt under Robert Conquests gamle opgørelser på helt op til 20 millioner, men dog et forfærdende højt tal. Andre angiver dog stadig et betydeligt højere tal.

Under alle omstændigheder er antallet af ofre for både nazismen og stalinismen uhyrligt højt. Det var også tilfældet i den kinesiske udvikling, men det samme var antallet af ofre for hungersnød og sygdom i Indien.

I sin berømte analyse af fattigdom, hungersnød og tilbageståenhedens ofre i Indien og Kina siden Anden Verdenskrig, fremhævede nobelprismodtageren Amartya Sen det indiske demokratis større evne til at opfange og imødegå optrækkende hungersnød (Jean Dreze & Amartya Sen, Hunger and Public Action, Oxford: Clarendon, 1989).

Men han fremhævede også det bedre sundhedssystem i Kina, den lavere dødelighed, det bedre uddannelsessystem, den generelt bedre levestandard. Som følge af disse forhold har overskudsdødeligheden i Indien i forhold til Kina været ca. fire millioner om året.

50 mio. indianere dræbt

For hvert ottende år kostede overskudsdødeligheden flere menneskeliv i Indien end antallet af ofre i Kina under 'det store spring fremad' fra 1958 til 1961. I løbet af en 30-års periode blev det til 120 millioner, langt flere end Sortbogens sammentælling af samtlige 'kommunismens' ofre gennem hele århundredet. Det er tankevækkende tal.

De undskylder ikke Maos og Stalins forbrydelser, men de understreger, at problemerne i verden er langt større og mere komplicerede end som så, og at den demografiske metode er et tveægget sværd.

Der kan opstilles andre regnskaber: På de to amerikanske kontinenter var den præ-colombianske indfødte befolkning på mellem 60 og 100 millioner, deraf døde over halvdelen (op mod 50 millioner) som følge af den europæiske kolonisation.

I USA alene er den præ-colombianske befolkning anslået til at have været på mellem fire og ni millioner. I år 1900 var der kun 237.000 tilbage. I delstaten Californien blev 80 pct. af indianerbefolkningen udryddet i løbet af bare 12 år ( Michael Mann: p 76)

Det demokratiske USA blev grundlagt og udviklet under en bølge af folkemord. Den transatlantiske slavehandel kostede atter andre millioner livet.

I sin Late Victorian Holocausts ( London: Verso 2001) beretter den amerikanske historiker Mike Davis om hungersnøden i det nordøstlige Brasilien, i Indien, og i Kina i 1870'erne og igen i 1890'erne, tilfælder af hungersnød som i høj grad var et resultat af fejlslagen økonomisk politik og som tilsammen kostede måske op til 61 millioner mennesker livet.

Hvorfor skal ofre for hungersnød fremkaldt af fejlslagen økonomisk politik kun tælles med, når det er sket i Øst og ikke i Vest?

Ifølge UNICEF dør hvert år i vores egen nutid 11 millioner børn - 110 millioner på 10 år! - før de fylder fem år af årsager, som kunne have været undgået (Unicef Millenium Development: Reduce child mortality).

Igen: det ene undskylder ikke det andet, men det viser, at der kan anstilles mange regnskaber, og at Vesten ikke er så snehvid, som man får indtryk af i megen af den aktuelle historieskrivning og den offentlige debat. Ofrene for de forskellige historiske udviklingsforløb må vel tælles med, hvad enten de forekom i den østlige eller den vestlige udvikling?

Alt godt fra højre

Samfundsmæssige udviklingsforløb må så igen også forklares langt mere indgående end blot ud fra fritsvævende ideer så som 'kristendommen', 'nationalismen', 'kapitalismens ånd', 'fascismens ideologi', 'kommunismens ideologi', 'islam', 'demokratiets ide' o.s.v.

Det er det, man forsøger i al sober historieskrivning og samfundsvidenskab. Men dette er alt for kompliceret for højrefløjens ideologer og dertil uegnet for politiske formål.

I højrefløjens politiske univers er alt nemlig såre enkelt, og historien er en historie om kampen mellem de 'onde' og de 'gode.

Alt gik i grunden godt i verden, indtil nogle onde mennesker udpønsede nogle skadelige ideer - så gik det galt. Men ved slutningen af det 20. århundrede var der blevet rettet op på alt dette. De gode vandt og de onde tabte. Tilbage mangler bare et opgør med de sidste rester af ondskab , så klarer 'markedsøkonomien' og teknologi-udviklingen resten.

Fortrængt og grundigt glemt er det europæiske højres århundredgamle kamp mod demokrati. Fortrængt er højrefløjens sympati for og mange steder samarbejde med fascismen. Fortrængt er Vestens egen blodige historie. Og under alt dette bliver enhver seriøs historieskrivning og samfundsanalyse fortrængt til fordel for en ny ideologi om det altid demokratiske og humanistiske højre og det anti-demokratiske, anti-humanistiske venstre. Endnu en gang i menneskenes historie opstår en fortælling om 'de onde' og 'de gode'. Historien skrives om, så den passer til magthavernes opfattelse og formål.

Selvretfærdigheden og skinhelligheden har endnu en gang triumferet. Og endnu en gang har man udpeget nogle 'tankeforbrydere', der skal stigmatiseres.

Curt Sørensen er professor emeritus og dr.scient.pol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu