Læsetid: 4 min.

En endefuld for hyggens skyld

Et resultatorienteret orkester spillede sig frem til et gyldent kompromis. En samfundsrevser dansede let sadomasochistisk dans med sit publikum. En kanon blev sunget. Og dermed åbnede TV-2 deres danmarksturné
30. januar 2006

"Moooooorgen", "læææææærer", "uuææææææh". Ordene kommer ikke fra forsangeren, men fra folket i den godt udblokkede Odense Idrætshal. Forsangeren lægger til gengæld op med "i" foran 'morgen' og "klasse-" foran 'lærer', og således fuldbyrdes TV-2's største hits arm-i-arm-i-arm denne fredag aften.

Live er det svært at skille verdens mest populære nulevende danske band fra deres publikum. I versene kan man høre folket rundt om Steffen Brandts magre, sprøde røst som en ulden, fed summen, en smule ved siden af tonerne. Som et flosset stykke garn, en kat har forlystet sig med. I omkvædene, oppe i Brandts karakteristisk tynde registre skrattes der med for fulde, uskolede lunger. Som højtalere, der nægter at erkende, at de er sprængte. Og hvorfor skulle de også dét?

$SUBT_ON$Resultatorienteret

Man kan heller ikke skille de fire herrer fra vor musikarv; TV-2 bor inde i flere generationer. Det har folket længe vist, og nu ved de det åbenbart også inde i kulturministeriet. Den første fællessang bliver upassende nok til "Nærmest lykkelig", titelnummeret fra bandets nu kanoniserede album, og aftenens entertainer kan ikke nære sig: "Kan I stadig godt lide mig, når jeg nu siger, at I har sunget en kanon?"

Men nu er det jo ikke et ærværdigt sangkatalog, men en specifik koncert, en specifik fredag aften, vi er her for. Faktisk den første aften på TV-2's udsolgte danmarksturné (på nær et par ståpladser i hovedstaden), og det bliver en fin aften. Orkestret har lidt svært ved at få det til at lette under de fyldige uddrag fra seneste opus, "De første kærester på månen". For man er kommet for at høre hits, og det holder man ikke for sig selv. Og så er entertainerne altså nøgne déroppe på scenen, hvilket bliver tydeligt under de lidt rutineprægede kompositioner, som der vitterlig er nogle stykker af på deres yngste album; og som ingen gode tekster kan bringe flot, når Albani-parasollerne glammer, fejemøget ønskes futtet og betonens akustik minder om sportshallens resultatorienterede rammer.

Men, herregud, det er jo også et resultatorienteret band, der kommunikerer med sit publikum fra scenen. Ikke nok med at der generelt spilles benprofessionelt af de fem faste mand på scenen, vi trakteres også med en fuldfed blæsertrio, der går på og af flere gange undervejs i et todelt sæt, der rækker tilbage til de første strofer i 1981. Musikken er dekoreret med lækre detaljer som ætsende orgel, 80'er-nostalgisk rytmeboks, en disharmonisk afslutning og labre beatprogrammeringer, og når showet er bedst, så omfavnes vi af en widescreen sing-a-long-rock med en godt svulstig puls. Der kan godt gå lidt gøgl i Gauls trommer, og jeg kan også sagtens leve uden flertallet af Lerchenfelds guitarsoli. For det virker som unødigt fyrværkeri, som lovlig store bogstaver på en aften, hvor det, der står mellem linjerne forbliver en privatsag mellem sølvræven i centrum og salens individer - ikke den bølgende sum af samme. Og fred være med det. Til gengæld kan Brandt ikke lade være med at drille folket. Check bare følgende dialog:

Brandt: "Vel er dette ikke Bayreuth."

Publikum: Stilhed

Brandt: "Og jeg er er ikke Wagner."

Publikum: Stilhed

Brandt: "Men alligevel vil vi gerne invitere jer med i Operaen!"

Publikum: Spredt bifald.

Og så får husarerne også lidt til fadøllen, da en storbarmet operasanger kommer på scenen og hæver stemmen, mens hornmusikken smælder. I disse minutter udkrystalliseres Steffen Brandts tveæggede natur som på én gang skarptunget entertainer for folket og mild revser af dansken. En rolle som han synes at befinde sig utrolig sikkert i. Så sammen træder vi alle en lun, men også let sadomasochistisk, måske rensende pardans med hr. Brandt.

$SUBT_ON$Sammenhængskraft

Når dansken villigt lader sig hudflette, så er det en skam at stort set ingen i i hvert fald den del af den fynske sal, jeg frekventerer, er af anden etnisk kulør. Her kunne indvandrere ellers opleve gammeldanskerens selvironi, som gør at vi overhovedet kan holde ud at være i stue med os selv. Høre hvordan vi i kor lever med på tekster som "Huset og haven, bilen og båden. Hvad skal vi nu bruge vore drømme til?" Erfare at TV-2-fans ikke synes at frihed fra alt er nogen god ide. Og fra Brandt at livet i villakvartererne skam er præget af sin egen mere eller mindre zenbuddhistiske fra-væren.

Det er et ukrukket show som TV-2 gennem mange års koncerterfaring har perfektioneret som gyldent kompromis med deres forlystelsessyge publikum - og mange tekstlige nuancer og pointer går op i røg. Til gengæld kan man nyde et orkester, der insisterer på dialogen med både høj og lav - og ud fra en høj fællesnævner. Der er sammenhængskraft i publikummet med den enorme aldersspredning, mine damer og herrer. Så, det ville da være passende, hvis hr. Fogh kiggede forbi, når TV-2 rammer regeringsbyen. Der er meget, han kan lære. Eller har han mon for travlt med at sikre eksporten til Saudi-Arabien?

Brandt mestrer i hvert fald både den besindige kritik som tekstforfatter og brobygningens kunst som entertainer. Denne fredag aften danser vi en boogie for stilstanden i os alle, og endnu engang modtager vi en endefuld af Steffen Brandt for hyggens skyld. Og den gør vist sådan cirka lige så ondt på ham som på os.

TV-2, Odense Idrætshal, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her