Endelig!

I tiden efter USA’s overbevisende sejr over Saddam Husseins regime i Irak-krigen lignede George W. Bush en sikker vinder til præsidentvalget næste efterår. Det var den konventionelle opfattelse i Washingtons insiderkredse; det forudsage et flertal af de demokratiske vælgere i meningsmålinger, og det antydede den republikanske præsidents høje popularitet stærkt. Genvalg i 2004 ville blive så godt som pr. refleks. Men i amerikansk politik bør man aldrig begå følgende klassiske brøler på et så tidligt tidspunkt i en valgkamp: At tage resultatet for givet.
Amerikanske vælgere tænker ligesom borgere i andre demokratiske lande frem for alt på deres egen tegnebog, når de går til valgurnerne. Den eneste faktor, som kan stille den økonomiske situation i baggrunden, er en overhængende sikkerhedstrussel mod USA, hvilket i disse dage vil sige et muligt terrorangreb eller en krig. I Det Hvide Hus var formodningen derfor, at selv en mat økonomi og relativ høj arbejdsløshed i efteråret 2004 ikke ville anrette permanent skade på Bushs chance for genvalg. Den republikanske kandidat ville altid kunne falde tilbage på hans succcesrige krig mod terrornetværket al-Qaeda og frigørelsen af irakerne fra et tyrannisk regime. Nu – et halvt år efter sejren i slaget om Bagdad – ser situationen imidlertid noget anderledes ud. Den første film med Osama bin Laden – som præsidenten aldrig nævner mere – er blevet offentliggjort. Manden ser ud til at være i fuld vigør, og selv om hans netværks evne til at angribe amerikanske og vestlige interesser er blevet reduceret væsentligt, ville de fleste amerikanere være enige i, at han stadig udgør en stor fare for USA’s sikkerhed. Kritikere af Bushs Irak-politik, der sidste vinter argumenterede for, at et angreb på Saddam-regimet ville være en »afledningsmanøvre« i krigen mod terror, synes
nu at have haft mere end ret.
Al-Qaeda har ikke problemer med at finde mange nye rekrutter til deres vanvittige ’jihad’ mod Amerika, jøderne, kristendommen og vestlig kultur. USA’s besættelse af det muslimske land Irak virker som en magnet på frivillige islamister. Imens udsender Saddam snart ugentlige radiotaler med opfordringer til det irakiske folk og islamister fra hele verden om at massakrere de udenlandske besættelsesstyrker.

I Washington har Bush anmodet Kongressen om at bevilge 89 mia. dollar i næste finansår til at finansiere besættelsen og bidrage til genopbygningen (20 mia. dollar) af Irak. Dét på et tidspunkt, hvor mange delstater må skære ned på uddannelsesudgifter, bl.a. fordi forbundsregeringen forlanger et styrket sikkerhedsberedskab i alle byer, amter og stater – men afviser at bistå med ressourcer. De naturlige spørgsmål, amerikanske vælgere snart vil stille, er:
Hvorfor skal vi betale for forbedring af Iraks infrastruktur (mens vore sønner og døtre bliver dræbt og invalideret), når Bush ikke er villig til at give flere penge til vores mange folkeskoler i krise, til pensionister der ikke har råd til at betale opskruede priser for livsvigtig medicin, til forbedring af vores infrastruktur, osv. Samtidig stiger olieprisen. Amerikanerne er begyndt at klage over benzinprisen. Slog Bush ikke i sidste valgkamp til lyd for, at USA skulle frigøre sig fra sin afhængighed af mellemøstlig olie? Efter seks måneders reparation er det ikke engang lykkedes for besættelsesmagten i Irak at tappe og sælge så meget olie som Saddam-regimet i sine sidste dage med en misligholdt og nedslidt olieindustri. Til sidst vil vælgerne undre sig over, at Bush og republikanerne i Kongressen stadig holder fast i de store skattelettelser til landets rige og mere beskedne rabatter til middelklassen, mens forbundsstatens budgetunderskud projiceres til at stige til 500 mia. dollar næste finansår og erhvervslivet endnu ikke kan skabe flere arbejdspladser. Præsidenten lovede jo, at lavere skatter vil sætte fut i amerikansk økonomi.
På denne baggrund kan det ikke overraske, at George W. Bushs popularitet er begyndt at falde markant i de seneste meningsmålinger. I midten af april – lige efter slaget om Bagdad – havde han 71 procent i en USA Today/CNN/Gallup-meningsmåling. For en uge siden var tallet nede på 52 procent. Værre for Bush vinder han kun med fire procentpoints i et hypotetisk valg mod en unavngiven demokratisk præsidentkandidat.
Det er ikke overbevisende for en siddende præsident. Derfor er der god grund til at vie stor opmærksomhed til det demokratiske partis primærvalgkamp, som starter i Iowa og New Hampshire i slutningen af januar og formentlig bliver afgjort i marts 2004. USA’s næste præsident kan udmærket blive udpeget på dette tidspunkt. Det er endnu for tidligt at forudsige, hvem der vinder det demokratiske partis nominering. For blot nogle måneder siden var det den almindelige opfattelse i Washington, at Massachusetts-senatoren og krigsveteranen John Kerry var partiets bedste kort. Så gik guvernøren i Vermont, Howard Dean, pludselig stærkt frem i meningsmålingerne med sit antikrigsbudskab og bramfrie kritik af Bush. I går trådte Wesley Clark ind på banen. Det vil blande kortene endnu engang med et uforudsigeligt resultat.