Læsetid: 4 min.

Endelig kørte de om kap

14. juli 2006

Der må have siddet nogle gamle mænd, nogle gamle Tour de France-ryttere, foran fjernsynet rundt om i Europa og rystet på hovedet. Jamen, kan de unge mennesker da ikke vise respekt for bjerget, kan de have sagt til sig selv ved synet af 50-60 mand køre samlet over toppen af Col de Tourmalet. Ikke de bageste og tungeste, men de dygtigste og stærkeste og dem, vi håber skal skabe et spændende cykelløb. Et ufarligt udbrud på fire - snart reduceret til to stædige, Fabian Wegmann og David de la Fuente - havde fået lov til at køre og passere den legendariske top først, mens feltet kørte støt opad uden en eneste accelleration og uden et eneste forsøg på et angreb.

Man kunne imponeres af det franske hold Ag2R, der kontrollerede foran og beskyttede både den gule trøje, som Cyril Dessel erobrede i går, og holdets klassementshåb Christophe Moreau, men man kunne bestemt ikke imponeres af , at franskmændene, som ellers ikke regnes blandt de stærkeste hold, fik lov til at føre og få det, som de ville.

Tourmalet er ikke et hvilket som helst bjerg. Det er det første, kæmpemæssige bjerg, der blev lagt på Tour de France-ruten allerede i 1910, og som er blevet gjort legendarisk af de bataljer, der er blevet udkæmpet på de vilde skråninger både op og ned lige siden. Indtil i går, for at sige det rigtigt groft.

Man behøver ikke gribe tilbage til en tid med mænd i stribet tricot og med overskæg som cykelstyr for at finde ryttere, der sloges på Tourmalet for at vinde Tour de France. Miguel Indurain indledte i 1991 sin fem-årige regeringstid ved at angribe - sammen med Claudio Chiappucci - netop her på legendernes bjerg. Det er en ære at komme først over toppen, det er en ære at bruge bjerget til at angribe, og vinder man ikke Tour de France, så er det en ære at vinde den etape, hvor Tourmalet har været i vejen. Som nordmanden Dag Otto Lauritzen gjorde det i 1987.

Rasmussens reduceret til trækdyr

I går behandlede rytterne Tourmalet som en hvilken som helst knold på vejen. Med større respekt for hinanden end for bjerget. Med frygt for de fire bjerge, der endnu ventede, og med frygt for at blotte sig for tidligt. En taktisk tilbageholdenhed, der i hvert fald er kedelig, men også er diskutabel. Et enkelt angreb på Tourmalet fra en af de stærkeste ville med dette samme afsløre, hvem der har noget at køre med, og hvem der ikke har. Et angreb, der ikke engang behøvede at blive ført igennem for at skille nogen fra og give nyttige informationer om andre. Det hold, der skulle være nærmest til det, er T-mobile, fordi de inden etapestart havde tre mand i top ti foruden en af de største favoritter, Andreas Klöden, men de ventede. Ventede indtil klokken 15.42, hvor Tour de France omsider begyndte på etapens næstsidste bjerg Col de Portillon, da tyskerne satte alle mand i front med øjeblikkeligt mandefald til følge. Også blandt holdets egne. Overraskende hurtigt Klödens formodet stærkeste hjælper Giuseppe Guerini og snart efter hele den fuchsiafarvede bande på nær Michael Rogers. T-mobile fik etapen og løbet til at eksplodere - og blev selv de første ofre. Pludselig stod det klart, hvorfor de havde forsømt at angribe tidligere: De var ikke stærke nok og vidste det selv.

Michael Rasmussen havde på alle toppe ladet sig køre frem af den velkørende holdkammerat Michael Boogerd for at hente de points til bjergkonkurrencen, som var tilbage efter at udbryderne havde taget deres, og på Col de Portillon efter mandefaldet kunne man have håbet på, at han ville køre væk til en etapesejr og flere points.

Men sammen med Boogerd havde han tydeligvis fået ordre til at agere arbejdsmand for kaptajnen Denis Menchov. Og det vil sige lægge pres, men ikke stikke af. Skidt for hans personlige ambitioner og hans rødhvide fans.

Rasmussen blev reduceret til trækdyr på det ret flade stykke i bunden af målstigningen, og hvis ikke det loyale arbejde bliver belønnet med en fribillet til at forsøge sig selv i Alperne, er der ingen retfærdighed til.

Men det er der nok ikke. Efter Rasmussens arbejde overtog Boogerd med en monsterføring og afleverede Menchov til at gøre arbejdet færdigt selv. En smukt tænkt og perfekt udført strategi, der katapulterede Rabobanks russer op som Floyd Landis skarpeste konkurrent, efter at også Andreas Klöden måtte slippe på de sidste kilometer. Ikke en katastrofe for tyskeren, men lige nu har Landis og Menchov skilt sig klart ud som de stærkeste, og det var de to, der udkæmpede spurten med Levi Leipheimer.

Russeren vandt, men Landis havde forinden vist, at han selv uden holdstøtte vil være svær at knække. CSC's Carlos Sastre måtte sammen med en af favoritterne, Cadel Evans, slippe trioen kort før mål, men tabte blot 17 sekunder og kørte sig i stilling som et seriøst bud på en podieplads.

Der skulle gå alt for lang tid og misbruges flere bjerge, før Tour de France omsider åbnede sig, men da de formodet stærkeste endelig krøb ud af skjul, blev der kørt smukt og spændende væddeløb med den korrekte afslutning, at det er løbets stærkeste, der slås om etapesejren på en tur over de skrappeste og berømteste bjerge. Det lover fint for næste uges slagsmål i Alperne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu