Læsetid: 4 min.

Enden er nær

Wim Wenders og Tommy Lee Jones tager westernmytologien under behandling i deres konkurrencebidrag i Cannes
21. maj 2005

CANNES - Den amerikanske westernmytologi er under beskydning i to vidt forskellige konkurrencefilm, den ene lavet af en tysker i Amerika, den anden af en skuespiller, der er kendt for sine cowboy-agtige roller.

Wim Wenders' Don't Come Knocking tager på sin vis fat, hvor instruktørens Paris, Texas (1987) slap. Sam Shepard, der skrev den film og har skrevet den nye, spiller selv hovedrollen som en gammel, udbrændt western-stjerne, der en dag lader filmoptagelser være filmoptagelser og rider ind i solnedgangen i jagten på sig selv.

Her plejer den klassiske western at slutte, men Wenders er interesseret i at afmontere myterne, give dem ny mening og lade et menneskes søgen efter mening med livet spejle sig i de åbne vidder, støvede landeveje og små byer - så det er hér, at han begynder.

Selv om han ikke er nostalgiker og godt ved, at det vilde vesten stort set ikke eksisterer længere, så har Wenders et skarpt blik for det, der er tilbage, det mere mentale end fysiske vesten. Billederne er det bedste i Don't Come Knocking, som er fotograferet af Franz Lustig og ligesom Paris, Texas rummer både de smukke, foruroligende og mærkelige øjeblikke, der opstår, når fortid og nutid, fantasi og virkelighed støder sammen.

Ikke palmekandidat

Shepards filmstjerne Howard, en mand, der lever af at spille roller, erkender efter endnu en hård nat med sex, stoffer og countrymusik, at han er gået glip af de seneste 30 år. Han opsøger sin mor (Eva Marie Saint), der kan fortælle ham, at han har en voksen søn et eller andet sted derude. Med filmselskabets no nonsense-blodhund, Sutter (Tim Roth), i hælene drager han til Butte, Montana, hvor han engang kendte en kvinde, Doreen (Jessica Lange), der kunne være moren til hans søn.

Men der er flere overraskelser i vente til Howard, som ikke er vant til at skulle tage ansvaret for sine handlinger, hvorfor han har svært ved at forlige sig med tanken om, at han skulle være far.

Jeg er ikke ubetinget begejstret for Don't Come Knocking, som bestemt ikke er en af Wenders' bedste. Det er en fornøjelse at se to ikoner som Shepard og Lange over for hinanden, men skuespilmæssigt er filmen ellers meget svingende. Shepard sukker og stønner sig gennem den første halve time, før han synes at finde fodfæstet, og Gabriel Man, der spiller Howards søn, Earl, er nok god bag en mikrofon, men han overspiller i flere af scenerne, hvor far og søn første gang mødes.

Indimellem bliver Wenders og Shepard også lidt for firkantede i deres verdenssyn og forsøg på at pådutte publikum det. Som da en fuld indianer tigger penge af Howard og ender med at skyde hans bil i stykker, mens Howard ynkeligt gemmer sig bag den. Don't Come Knocking er ikke en seriøs palmekandidat, selv om både Shepard og Jessica Lange kunne gå hen og vinde priser for deres skuespil.

Dynamik og karakter

Racisme og illegale mexicanere er den dramatiske motor i Tommy Lee Jones' The Three Burials of Melquiades Estrada, veteranskuespillerens første spillefilm som instruktør og en mere helstøbt og original film end Don't Come Knocking.

Jones' film er skrevet af Guillermo Arriaga, der også stod bag det udfordrende manuskript til 21 Grams og ikke uventet bevæger den sig i begyndelsen ad ikke færre end fire fortælle- og tidsmæssige spor, én nutid og tre datider. Det betyder ikke, at filmen er forvirrrende eller rodet, blot at man som publikum selv skal stykke meget af det sammen, man ellers tager for givet, når man ser især amerikansk film.

Denne komplekse, dramaturgiske struktur giver tværtimod filmen en sjælden dynamik og historien bid og karakter, og man er aldrig helt sikker på, hvor den bevæger sig hen.

Men for at tage det fra en ende af, så spiller Tommy Lee Jones cowboy'en Pete Perkins, der er formand på en ranch og ansætter mexicaneren Melquiades Estrada. De to bliver gode venner, og da Melquiades bliver skudt ned, sætter Pete sig for at finde ud af hvem, der har gjort det og hvorfor og bagefter føre Melquiades' lig hjem til familien i Mexico.

Vejrbidt ansigt

The Three Burials of Melquiades er en moderne western om loyalitet, venskab og hævn, og Tommy Lee Jones får samtidig sagt en sandhed eller to om livet i små, støvede grænsebyer i Texas om den racisme, der ligger og lurer lige under overfladen, og den indspisthed og ligegyldighed, som præger en øvrighed, der ret beset vil skide på, hvem der har dræbt Melquiades - nu er der bare en wetback mindre.

Jones har et sikkert greb om historien, vakler aldrig i tone eller spil, men lader tingene udvikle sig naturligt i deres eget tempo. Hans sammenbidte, vejrbidte ansigt er som skabt til rollen som hårdfør cowboy, der vil gå til yderligheder for at opnå retfærdighed - for denne stærke, afdæmpede præstation kunne han godt fortjene en pris - og han har omgivet sig med gode birollespillere, Levon Helms, trommeslageren fra The Band, Barry Pepper og country-stjernen Dwight Yoakam.

Det er stadig Michel Hanekes Hidden, der fører feltet, efter at alle konkurrencefilmene er blevet vist, ligesom det siges, at Lars von Triers Manderlay har en god chance for at vinde et eller andet, fordi forfatteren Toni Morrison, der også beskæftiger sig med slavespørgsmålet i sit forfatterskab, sidder i juryen og takket være Nobelprisen i litteratur har en stærk stemme.

Skandaler har der været få af, og mest bemærkelsesværdigt er nok de deltagende asiatiske films manglende kvaliteter og fraværet af gode, franske film i en konkurrence, hvor mange festivalfavoritter - Haneke, Trier, Jarmusch, Cronenberg, Gïtai, Dardenne-brødrene - uden at overraske stort set har levet op til forventningerne, mens andre - Atom Egoyan, Dominik Moll - ikke har.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu