Læsetid: 4 min.

Endestationen

30. april 2005

Umuligt.

Verden forsvinder om Isabel.

Lars er død.

Isabel er 32 år og burde have livet for sig. Hun har født Lars tre børn, Jonas er nu 13 år, Ida er 10 og Freja er syv. Hun har været igennem så meget mere, end andre vil gå igennem et helt liv.

Med Lars, for Lars.

Han har svigtet, og hun har tilgivet.

Isabel har set sine børn blive valgt fra igen og igen, fordi Lars hellere ville drikke, ryge, feste og tage stoffer i stedet for at være sammen med sine børn.

Hun har stået med hans brugte sprøjte i sine hænder men har valgt at give ham endnu en chance.

Hun har betalt prisen: Naboernes blikke, forældrenes sladder i børnenes skole, en datter, der skal høre på drillerier i skolen, en søn, der har ondt i maven, fordi Far ikke ringer.

Intet af det var det, hun havde forestillet sig om sin fremtid.

Men det her går ud over hendes fatteevne. Lars er død.

I telefonrøret er Lars' bror: "Jeg står på hospitalet. Jeg tror, han har taget en overdosis."

Isabel vågner ved Jonas' skrig.

Han sidder i sofaen foran tv'et, rulleteksterne løber henover det, pigerne sover for længst, det ligner en helt almindelig mandag aften, men det er det så langt fra; Jonas' ansigt er jo helt forvredet, han skriger, det skærer i hendes ører; nu løber han, hen mod telefonen, hun ved ikke længere, om røret, han griber, er i hendes hånd eller allerede er lagt på plads.

Hun bliver pludselig så tørstig, nej, hvor er hun tørstig. Hun må have fat i noget vand. Det er det eneste, hun kan tænke på, vand, jeg må have noget vand. På vej ud til vandhanen i køkkenet hører hun Jonas' stemme i stuen.

Min far er død.

Min far er død.

Vil du ikke godt komme?

Da Witthoff, Jonas klasselærer, som Jonas har ringet til, når frem til rækkehuset i Fredericia, er Jonas holdt op med at græde.

De omfavner hinanden i døren.

Jonas siger ikke ret meget, han går bare rundt og ligner én, der kun kan tænke: Så skete det. Jeg vidste, det ville ske.

Inde i stuen sidder Ida i sofaen. Hun bevæger sig ikke, græder ikke, siger overhovedet ingenting.

Isabel går i rutefart mellem stuen og vandhanen i køkkenet.

Så kommer Lisbeth, Isabels veninde, som Isabel har ringet til. Og Isabel går ind på Frejas værelse.

"Freja, vågn op, vi skal ned og sige farvel til Far."

"Skal han da ud at rejse?"

De kører alle sammen ned på sygehuset og sætter sig til at vente udenfor døren til en stue. Lars' bror er allerede kørt.

Lisbeth henter vand til Isabel. Hun vil bare have mere og mere, kan slet ikke slukke tørsten.

Til sidst går de ind i rummet, hvor Lars ligger på en seng. Nogen har tændt stearinlys.

Freja er den første, der bryder tavsheden, i det hun træder ind i rummet og går direkte hen til Lars.

"Er Far rigtig død nu?"

Hun tager ham forsigtigt i hånden. Jonas tager også Lars i hånden. Og stryger ham over brystet.

Men Ida vil hverken ind i rummet eller hen til sengen. Hun har Witthoff i hånden, og til sidst går de ind. Han stiller sig bag hende, holder om hende for hun ryster som et espeløv. Inden imellem rækker han hånden mod Jonas, lægger den på hans skulder eller ryg.

Da de atter forlader rummet, er det Jonas, der lægger en hånd på sin mors ryg.

"Vi skal nok klare den, Mor. Vi skal nok klare den."

Tilbage i rækkehuset kommer Lars' bror og søster. Isabel får beskrevet, hvad de ved:

Lars sad i Skurvognen, hvor narkomanerne holder til, da en forbipasserende lagde mærke til, at Lars sad meget underligt. Fyren gik hen for at spørge, om der var noget galt. Lars svarede ikke. Så tog fyren fat i Lars, og Lars ramlede ned af bænken. Han havde en sprøjte i armen. Og to sprøjter i lommen.

Den nat tager Witthoff med tilbage til rækkehuset for at blive hos familien. Jonas falder i søvn i sofaen hos sin klasselærer, der sidder vågen ved siden af ham hele natten.

Næste morgen ringer Isabel til Idas klasselærer, Ingrid Thiesen.

"Lars har taget en overdosis, og jeg er sikker på, det var med vilje."

At mennesker, der fixer heroin efter de ellers lige er blevet clean, kan dø af en overdosis, er velkendt. De tror, de kan tåle det samme som før, men kroppen er ikke længere gearet til den samme dosis. Det kunne sagtens være hændelsesforløbet i skuret, da Lars satte en nål i armen efter et halvt års pause. Men hvorfor havde han så to sprøjter i lommen?

Isabel er sikker på, han har begået selvmord.

"Jeg ønsker ikke at se ham en gang til. Jeg vil ikke se ham mere," siger hun derfor i telefonen til Ingrid Thiesen.

Hvor kunne han gøre det?

Hvor kunne han vælge sine børn fra igen - og denne gang uigenkaldeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her