Læsetid: 4 min.

Endestationen for ETA

12. marts 2004

DE NØGNE TAL er som forfærdelige abstraktioner i dette øjeblik. Over 180 mennesker har mistet livet og over 1.000 mennesker er såret som følge af en terrormassakre, der i går ramte Spaniens hovedstad, Madrid. Det er selvfølgelig færre end de mange, der stadig mister livet i bombeattentater i Irak eller de 3.500, der blev dræbt den 11. september 2001 i New York. Hvert enkelt tab af et menneskeliv er et ufatteligt mareridt for de pårørende, men terrorisme i denne skala er en krigserklæring imod hele forestillingen om et civiliseret samfund baseret på demokrati og dialog.
I de ødelagte lokaltog, der står som sammenkrøllede dåser på skinnerne i Madrid, i passagernes chokerede ansigter og i de tildækkede lig, som pårørende forsøger at identificere, fortælles endnu en historie om barbariet.
For spanierne bliver alle ord for små til at udtrykke den sorg – og den vrede – som gårsdagens tragedie fremkalder. Det er den værste terroraktion i det unge demokratis historie, og den 11. marts 2004 vil gå over i historien som en vanærende dag.
Psykologisk er det Spaniens 11. september.

ÅH, disse forbandede tal! Den 9/11 da Berlin-muren blev banket ned af frihedssøgende østborgere, var det et berusende øjeblik for Europa, hvor håbet om en storartet demokratisk fornyelse blev vakt, men den 11/9 vendte al-Qaedas globale terroristnetværk tallene om og udsendte en forbandelse over dem, USA og alle andre vestlige demokratier. Siden da har forbandelsen truet som en tung skygge over hele kloden, med nye krige og nye blodige tab af menneskeliv – fra Afghanistan, til Irak og hvem ved snart hvor.
Spanien bør ikke glemme den 11. marts, for den bør markere et før og efter i det spanske demokratis historie. Ingen partier, der vil bryste sig af at være demokratiske, bør længere holde hånden over terrorister eller ligefrem hylde gerningsmændene for at være ’modstandsfolk’. Forbandede ord. Kynisk distancerende og simpel uvidenhed er det, når selv anerkendte internationale medier – som f.eks. CNN, The New York Times og BBC – stadig kan kalde den baskiske terrorgruppe, ETA, for en ’separatistbevægelse’.
ETA er sat i forbindelse med attentatet i går, selv om den spanske regering ikke helt tør afvise, at det også kan være islamiske fundamentalister. Tiden vil vise, hvem det var. Men det er uhyre vigtigt, at man – også i disse urolige tider – er omhyggelig med ordvalget, og ikke lokker kynismen ind i sproget, indtil accepten af nye ’aktioner’ almengøres. ETA er og kan ikke defineres som en uskyldig ’separatistgruppe’ – som om de sidder og hygger sig i en pædogogisk rundkreds for dialog, hjemland og frihed.

ETA havde indtil den 11. marts 2004 840 menneskeliv og tusinder af sårede på samvittigheden, og i de senere år har de jagtet, terroriseret og likvideret en stribe demokratisk valgte politikere og udbredt deres bombetrusler til stadig bredere lag af befolkningen. Omkring 40.000 mennesker i Baskerlandet er truet af terroristernes pistollogik om, at den etno-nationalistiske drøm om en selvstændig baskisk stat kan legitimere alle midler, herunder serielle bombeattentater imod civile.
ETA er historisk svækket efter optrevling af en række terrorgrupper og anholdelse af en stribe ledere, men gårsdagens attentat bærer alle tegn på, at ETA har svaret igen som et såret rovdyr, der kun forstår et sprog: At eskalere blodsudgydelsen.
Man kan ikke på forhånd afvise, at al-Qaeda-lignende netværker med massakren vil markere, at nu er turen kommet til Europa i den store terrorkrig imod moderniteten, demokratiet og alle vestlige værdier. Men den 11. marts bærer flere tegn på, at det er de baskiske terrorister i ETA – denne slange i hadets have – der har planlagt og udført det.
De har tidligere forsøgt at sprænge et AVE-lyntog i stykker, de forsøgte at placere en bombe i et juletog til Madrid den 24. december, og i slutningen af februar blev to ETA-folk fanget med 500 kg sprængstof i en varevogn nær Madrid.
Civile mål er ikke en ny ETA-cocktail.

DET vil ikke overraske, hvis det er disse fanatikere, der i desperation over deres historiske krise – og voksende isolation selv i det baskiske – har ladet deres dybe had til Spanien og alle spaniere forvandle til et bombeinferno. Et demokratisk land som Spanien må ikke lade raseriet og vreden over disse fanatikeres stadig mere blodige attentater, løbe af med dem.
Men det må omvendt heller ikke i misforstået naivitet tro, at man kan forhandle sig til fred med en gruppe fanatiske terrorister, hvis eneste ambition er at tvinge demokratiet i knæ over for deres absolutistiske krav. De ansvarlige partier må rykke sammen, ikke tillade en ny splittelse, i kampen mod terrorismens netværker. Europols politisamarbejde må styrkes, så terroristerne ikke kan finde fristeder i Europa. Og i Spanien og EU bør man bekæmpe de rester af fanatismens ideologiske gift, som visse miljøer af nationalister, separatister og religiøse fundamentalister dyrker. Den slags dræber demokratiet og se stort på menneskerettighederne. Det må aldrig tolereres. Demokrater må være intolerante over for de fundamentalister, der myrder i abstrakte ideers navn.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her