Læsetid: 3 min.

Endnu et år med biografier og svenske krimier

Biografier, selvbiografier og samtalebøger vil fortsat sælge godt i 2007. Det samme gælder for svenske krimier, især fra kvindelige forfattere
4. januar 2007

Den danske bogmarked vil i 2007 stadig være domineret af de mange biografier, selvbiografier og samtalebøger, som har været så p0pulære hos læserne i 2006. Samtidig satser flere florlag på de kvindelige svenske krimiforfattere. Rundt omkring på forlagene er man dog forsigtig med at forudse en særlig trend for 2007 og holder listen over nye udgivelser tæt til kroppen.

Peoples Press Forlags direktør, Jacob Søndergaard, siger:

"Der har været mange spekulationer, om man stadig kan ride på den høje bølge af biografier, som vi har set meget til de seneste år, men det ser ud til, at det kan fortsætte lidt endnu, for læserne efterspørger stadig i høj grad biografier, selvbiografier og krimier.Efterhånden er der dog ikke mange flere kendte, der kan skrive deres biografier, men fascinationen er der endnu."

Hvilke biografier, læserne kan vente sig i 2007, er uvist. Jacob Søndergaard kan dog afsløre et par kommende udgivelser på forlagets andet satsningsområde, nemlig svenske krimier:

"Vi har haft stor succes med den svenske krimiforfatter Camilla Läckberg. I 2007 fortsætter vi ad samme spor. Vi har skrevet kontrakt med Mari Jungstedt, som vi har store forventninger til. På det mere litterære område skal læserne glæde sig til Jonas T. Bengtsson, som fik BG Banks debutantpris i 2005. Han kommer nu med sin nye roman Submariono," siger Jacob Søndergaard.

Triviallitteratur

Jakob Malling Lambert, der er litterærdirektør hos GB-forlagene (som blandt andre Samleren og Forum forlag hører under), siger, at GB-forlagene ligeledes fortsætter med at satse stort på svenske krimier i 2007. Han afslører også, at læserne kan forvente værker fra stærke danske navne som Jens Blendstrup, der i 2007 kommer med en ny novellesamling. Peter Nielsen kommer med en ny digtsamling. Der kommer nye prosatekset fra Marius Nørum-Nielsen, og Peter Adolphsen kommer med En million historier.

På forlaget Tiderne Skifter har krimier aldrig været den store satsning. Forlagets direktør, Claus Clausen, siger

"Læserne vil have det samme, som de efterspurgte i 2006, som jo er spændingsromaner. Det er en slags trivial og banal litteratur, som præger meget af den danske bogverden. Krimier er ikke nødvendigvis dårlig litteratur, men det er lidt trist, at det har taget overhånd. Når de fleste romaner, der ligger på bestsellerlisterne, alle er krimier, er det efter min mening udtryk for, at der er for lidt horisont og for lavt til loftet i den dansk bogverden."

Claus Clausen har svært ved at se, om der tegner sig en klar tendens ud fra de værker Tiderne Skifter udgiver i løbet af 2007, men han siger:

"Flere af de skønlitterære romaner, vi udgiver i år, handler om at gøre op med fortiden. De er ikke historiske romaner, men handler om en identitetssøgen gennem fortiden. Vi har et par østeuropæiske navne, der tager udgangspunkt i og forsøger at gøre op med den kommunistiske fortid. Men netop den, hvor man kigger tilbage, har vi også set i 2006 fra dansk side, hvor blandt andet Carsten Jensen og Ib Michael begge kom med romaner, der forsøgte at gøre op med fortidens traumer."

Personligt glæder Claus Clausen sig til at udgive den franske feminist Virginie Despentes, der i marts kommer med King Kong Teori, der er en bestseller i Frankrig, og den amerikanske Richard Fords sidste roman i serien om Frank Bascombe: Som landet ligger.

Jakob Malling Lambert fra GB-Forlagene satser også på oversættelser af stor udenlandske navne:

"Mange diskuterer hvorvidt, det i dag kan betale sig med den oversatte litteratur, men vi forsøger at holde fanen højt. Jeg glæder mig til, at vi i løbet af året kommer med en ny roman fra Peter Carey og med Zadie Smiths nye bog Om Skønhed."

Jakob Malling Lambert mener også, man skal holde øje med Duna Ghali, en 'dansk indvandrerdigter' fra Iran, der kommer med digtsamlingen En Have med duft af Mand

"Et spændende kig på mellemøstlige kultur gennem dansk sprog," siger Jacob Malling Lambert.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu