Læsetid: 3 min.

Endnu en sandhed om Katrina

15. september 2005

I Information den 10.-11. september behandler Rico Busk og Kasper Wrang fra Institut for Miljøvurdering (IMV) spørgsmålet om forekomsten af tropiske orkaner. Deres konklusion er bl.a. følgende:

"Klimaforskere siger enstemmigt, at der ikke er en stærk sammenhæng mellem styrken og hyppigheden af dagens tropiske orkaner og den globale opvarmning."

De to forfattere antyder ved denne konklusion, at det videnskabelige samfund hidtil har arbejdet ud fra en hypotese om en stærk sammenhæng, og at denne hypotese nu er blevet falsificeret.

Imidlertid forholder det sig således, at der hidtil har været konsensus om, at man ikke har set en signifikant stigning i antal tropiske orkaner, at der er uenighed om, hvorvidt man fremover vil se en forøget hyppighed af tropiske orkaner, og at man i løbet af den næste hundrede år forventer en forøget andel af de kraftigst tropiske orkaner i takt med den globale opvarmning.

Statistisk set vil det være vanskeligt over de næste 10-50 år at påvise sådanne ændringer, idet der er for få af de kraftigste orkaner til, at de statistiske test vil have en tilstrækkelig styrke til at kunne forkaste hypotesen om en uændret frekvens.

Man vil med andre ord befinde sig i en gråzone i mange år, hvor modellerne siger et, og hvor man statistisk set ikke kan eftervise dette.

Selv om man forventer kraftigere orkaner i fremtiden, er det ikke sikkert, at dette vil betyde en markant forøgelse af de økonomiske tab, idet det er ligegyldigt om vindhastigheden tiltager med 10 pct, idet alt alligevel ville blive smadret uden en 10 pct forøgelse af vindhastigheden.

Derfor er Rico Busks og Kasper Wrangs fremstilling ikke korrekt.

En borgerlig tænketank

For at forstå hvorfor IMV igen giver en så skæv fremstilling, må man huske på, at IMV blev oprettet af den nuværende regering som en ideologisk tænketank vendt mod alle NGO'er, der blot kunne mistænkes for at genere erhvervslivet og specielt landbruget.

IMV kan - indtil Lomborg forlod IMV - betragtes på linje med de mange tænketanke, der er oprettet eller finansieret især af de store amerikanske virksomheder eller brancheorganisationer så som ExxonMobile, American Petroleum Institut, Lead Industries Association, American Chemistry Council og den danske Cepos.

Den eneste forskel mellem IMV og disse tænketanke er, at IMV er statsfinansieret af en regering, der kalder sig liberal. IMV's tankesæt, argumenter og sproglige stil er hentet fra disse tænketanke.

Disse tænketanke, der er stedfortrædere for dem der betaler og bestemmer, har som det primære mål at påvirke den offentlige opinion og politikere ved at skabe usikkerhed om et eller andet politisk eller videnskabeligt emne og derved enten udskyde en politisk beslutning eller helt at hindre dens gennemførelse.

Desuden vil disse tænketanke nådesløst jage og mistænkeliggøre alle forskere, hvis resultater komme på tværs af virksomhedernes økonomiske interesser.

Jeg vil blot henvise til den behandling Herbert Needleman, der forsker indenfor blyforurening, Michael Mann, der forsker inden for klima temperaturrekonstruktioner, eller Markowitz/Rosner, der forsker inden for den kemisk industris historie, har fået af flere tænketanke.

Selv om IMV i dag er ledet af en kvalificeret forsker, ser det ud til, at IMV's medarbejdere stadigvæk henter argumenter fra de forskellige tænketanke, benytter en ensidig fremstilling, en sproglige diffus stil og en forfølgelse, der er så velkendt fra de omtalte tænketanke.

Det er en alvorlig sag, at blive tilrettevist af en statsfinansieret, ideologisk tænketank.

Konsekvenserne kan blive, at man bliver optaget på regeringens sorte liste over smagsdommere, der ved passende lejlighed kan fyres eller som ikke kan ansættes i offentlige stillinger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu