Læsetid: 5 min.

Endnu 'en stor dag' for Irak

Har retfærdighed og hykleri nogensinde været så obskønt forbundet som i forbindelse med dødsdommen over Saddam Hussein?
7. november 2006

Så blev USA's tidligere allierede dømt til døden for krigsforbrydelser, han begik, mens han var Washingtons bedste ven i den arabiske verden. USA kendte alt til hans grusomheder og leverede oven i købet gassen - i samarbejde med briterne, naturligvis - men der stod vi så på dagen og erklærede, at det med Det Hvide Hus' ord var "endnu en stor dag for Irak". Det var, hvad Tony Blair sagde, da Saddam Hussein al-Tikriti blev hevet op af sit hul i jorden den 13. december 2003. Nu skal vi så klynge ham op, og det bliver endnu en stor dag.

Det kunne ikke ske for en bedre mand. Eller en værre. Dommen kunne ikke være mere retfærdig - eller mere hyklerisk. Det er vanskeligt at tænke på et mere velegnet monster for galgen, som burde betjenes af hans egen bøddel, den lige så monstrøse Abu Widad fra Abu Ghraib-fængslet, Abu Widad, som slog sine ofre på hovedet med en økse, hvis de vovede at fordømme lederen af det socialistiske Baath-parti, før han hængte dem. Men Abu Widad blev selv hængt i Abu Ghraib i 1985, efter at have taget imod bestikkelse, så han henrettede en frikendt fange i stedet for en dømt mand.

Men ikke en gang det kan vi sige. Så grufuldt er det helvede, vi har påført Irak. Livet er værre nu. Eller rettere, døden opsøger nu flere irakere, end Saddam var i stand til, det være sig shiaer og kurdere og ja - i Falluja, såmænd - også hans sunnier. Så vi kan ikke en gang hævde vores moralske overlegenhed. For hvis Saddams amoral og ondskab skal være den målestok ud fra hvilken alle vore forbrydelser og grusomheder skal måles, hvad siger det så om os?

"Allahu Akbar," råbte den skrækkelige mand - Gud er større. Det var der intet overraskende i. Det var ham, der insisterede på, at disse ord skulle skrives ind i det irakiske flag, det samme flag der nu hænger over regeringens palads, den regering, der har fordømt ham efter en retssag, under hvilken den tidligere irakiske massemorder formelt fik forbud mod at beskrive sit forhold til Donald Rumsfeld, i dag George Bushs forsvarsminister. Husker vi det håndtryk? Og selvfølgelig måtte han heller ikke udtale sig om den støtte, han modtog fra George Bush Sr., den nuværende amerikanske præsidents far. Så er det ikke så mærkeligt, at irakiske embedsmænd sidste uge hævdede, at amerikanerne havde opfordret dem til at dømme Saddam før de amerikanske midtvejsvalg.

Saddams giftgas

Her er et par af de emner, Saddam ikke måtte kommentere: Salget af kemikalier til hans nazi-lignende styre, så åbenbart - så forfærdende - at han er blevet dømt til døden for en lokal massakre på shiamuslimer, frem for den totale gasning af kurdere, som George W. Bush og Lord Blair of Kut al-Amara havde så travlt med, da de besluttede at afsætte Saddam i 2003 - eller var det 2002? Eller 2001?

Nogle af Saddams giftgasser kom fra Tyskland (naturligvis). Men den 25. maj 1994 udsendte det amerikanske senat i forlængelse af Golfkrigen i 1991 en rapport, der senere førte til vores befrielse af Kuwait, og rapporten fortalte Kongressen om regerings-godkendte ladninger af biologiske enheder, sendt til Irak fra amerikanske firmaer tilbage fra 1985 eller tidligere. Disse omfattede en lang række midler, der kunne anvendes til bakteriologisk krigsførelse. Den samme rapport viste også, at USA havde forsynet Saddam med 'dual use' licenseret materiale, der var til stor nytte i forbindelse med Iraks udvikling af kemiske, biologiske og missildrevne våben.

Åh ja, jeg kan forstå, hvorfor Saddam ikke måtte udtale sig om dette.

Den engelske indenrigsminister John Reid udtaler, at Saddams dødsdom "var en suveræn beslutning, taget af en suveræn nation". Vi takker Vorherre for, at han ikke nævnte den thiodiglycol (thiodiethanol), til en værdi af 2 mio. kr., og som benyttes ved fremstilling af sennepsgas, som vi eksporterede til Bagdad i 1988, og en levering af samme til en værdi af 500.000 kr. året efter. De samme to år sendte vi også for 260.000 kr. thionylchlorid. Ja, jeg ved godt, dette kan bruges til fremstilling af kuglepenneblæk og andre farvestoffer. Men det var også Storbritannien, der otte år senere forbød salget af difteritisvaccine til irakiske børn, fordi den kunne bruges til - rigtigt - 'masseødelæggelsesvåben'.

Brød og skuespil til det irakiske folk

Jeg ved godt, at kurderne teoretisk set har en mulighed for ved deres egen domstol at dødsdømme Saddam for de mange tusind kurdere, han gassede ved Halabja. Dette ville garanteret holde ham i live længere end de 30 dage, der er afsat til en appel. Men vil amerikanerne og briterne vove en sådan retssag, hvor vi ikke blot ville være nødt til at beskrive, hvordan Saddam kom i besiddelse af sine svinske våben, men også hvorfor CIA - umiddelbart efter de irakiske krigsforbrydelser i Halabja - beordrede amerikanske diplomater i Mellemøsten til at fortælle, at det var iranerne, der brugte gas, og ikke irakerne? (Saddam var på det tidspunkt stadig vores foretrukne allierede og ikke vores foretrukne krigsforbryder). Lige som vi i Vesten var tavse, da Saddam massakrerede 180.000 kurdere i den store etniske udrensning i 1987 og 1988.

Og hvis vi virkelig vover at bore så dybt ind i vores forræderi over for de irakere, vi elskede så højt, at vi invaderede deres land - så bliver vi nødt til at dømme Saddam for at have myrdet talløse tusinder af shiamuslimer såvel som kurdere efter deres oprør mod det irakiske Baathpartis regime på vores specifikke opfordring - tusinder, som vi så senere forrådte, da vi overlod det til dem selv at kæmpe mod Saddams brutale horder.

Men nu skal vi give det irakiske folk brød og skuespil, den endelige hængning af Saddam, drejende, drejende langsomt i vinden. Vi har sejret. Vi har sørget for retfærdighed over den mand, hvis land vi invaderede, berøvede livsviljen og slog i stykker. Nej, der findes ingen sympati for denne mand.

Det besynderlige er, at Irak i dag er oversvømmet med massemordere, der har gjort sig skyldige i voldtægt, massakrer, blodige overfald og tortur, lige siden vi 'befriede' Irak. Mange af dem arbejder for den irakiske regering, vi for nærværende støtter, demokratisk valgt, naturligvis. Og disse krigsforbrydere bliver i nogle tilfælde betalt af os gennem de ministerier, vi har oprettet under denne demokratiske regering. Og de bliver ikke stillet for retten. Eller hængt. Så langt går vores kynisme. Og vores skam. Har retfærdighed og hykleri nogensinde været så obskønt forbundet?

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her