Læsetid: 8 min.

Endnu vildere hjerter

Jeg rejser til en vis grad ud for at ændre mig, men på Papua Ny Guinea har jeg måttet acceptere, at jeg forbliver uberørt. Jeg rejser hjem, lige så meget en fascineret observatør af en kultur så fjernt fra min egen, som jeg var, den dag jeg ankom
25. februar 2006

Vi har tøffet op ad den mudrede, vidtstrakte Karawariflod siden solopgang, og dagen er begyndt at slynge sig om os som en varm, våd dyne.

"Der står en storslået dendrobium lige bag det brødfrugttræ dér," siger jeg med den ekspertise, man får, når man har lært udtrykket omkring tre timer tidligere. Min guide, Chris, og jeg kigger fornøjet på hinanden, mens mine medrejsende, et plantebesat par fra Oz, begynder at indstille deres linser for at indfange dagens 20. identiske orkide.

Hvem i alverden rejser til Papua Ny Guinea? Bortset fra det vilde landskab, en farlig beliggenhed lige over Stillehavets geologiske 'Ring of Fire' og voldsomt fjendskab mellem forskellige indfødte stammer er hovedstaden - Port Moresby - plaget af vold.

Landet har ry for at være et smukt, farligt sted at opholde sig, kun egnet for missionærer, lejesoldater og alskens udskud.

Alligevel var det her, jeg pludselig fandt mig selv i denne mærkelige situation: en botaniker på begynderstadiet, én, der må lære at sno sig mellem eksperter. Området er perfekt for botanikere: lige syd for ækvator, mellem den indonesiske halvø og øerne i det sydlige Stillehav.

Syn uden lyd

Chris' landsby ligger 40 minutters sejlads nede ad floden. De fleste indbyggere i Papua Ny Guinea er melanesiere og lever af traditionelt landbrug og tuskhandel. Chris er en af de få, der arbejder inden for landets mikroskopiske turistindustri. Han arbejder så meget på Kawari Lodge, at han har fået sig sin anden kone der. Han kender floden ud og ind og styrer direkte mod det bedste udstillingstræ for turister, her sidder en paradisfugl, en lysegul og sort fyr, der hopper op og ned på en nøgen gren. Efter at have udtrykt passende beundring over synet slapper jeg af igen.

Den umiskendelige silhuet af en latterfugl er omtrent lige så spændende for de andre som en spurv.

Men jeg er begejstret, og da jeg ser en beostær, fyldes jeg med glæde. Da jeg var barn, foreslog jeg tit, på den charmerende måde kun tre-årige kan, at mine forældre ikke kunne opleve noget større end at køre en omvej omkring en garage på Old Kent Road, for at sige hej til en i min fantasi grovmundet beostær, der hang mellem benzinstanderne.

Nu ser jeg i dens naturlige omgivelser én, der ikke kommer med grovheder med cockneyaccent, men som flyver lige hen over os, mens vi flyder igennem et sceneri taget direkte ud af en børnebogs billedfantasi.

Flodbredden, der er tilvokset med mangrove og bladranker, åbner med mellemrum op for synet af landsbyer, bygget så de kan modstå oversvømmelser. Nøgne børn løber ud for at vinke til os og hilser råbende, mens de hopper ud i floden for at bodysurfe i vores kølvand. Små røgskyer er det eneste tegn på, at der sidder kvinder i de kanoer, der er fortøjet til den skyggefulde flodbred. De har små krukker med gløder i båden, dels for at holde moskitoerne væk, dels så de kan få ild i deres hjemmetørrede tobaksblade.

Første gang vi slukkede motoren - for at undgå at sejle ind i en passerende kano - opdagede jeg, at motorlyden havde været en lige så stor barriere mellem os og vores omgivelser som de glasvinduer, gennem hvilke fortumlede turistgrupper stirrer på fremmede verdener. Syn uden lyd er som smag uden duft. Jeg lukker øjnene for bedre at se landskabet - en familie sludrer larmende i deres kano, en plasken fra en springende fisk, en snurrende lyd fra en guldsmed, der flyver forbi, en knagen fra bådens metalskrog, da tidevandet bærer os i cirkler tilbage ad floden.

Folket i Karawari-regionen er kendt for deres fantastiske træarbejder - blandt andet masker af deres forfædre - og for kamangabbikrogen. Dette er en slags åndeligt kompas, der bruges til at bestemme, i hvilken retning stammen måske skal flytte, eller til at finde fjender, man kan angribe. De er også kendt for visse ritualer, som de første missionærer forsøgte at få standset.

Chris fortæller, at traditionelle riter er begyndt at blive populære igen, og eksisterer side om side med den nu rodfæstede kristendom, og landsbyboerne genopbygger nu de åndehuse, de tidligere brændte ned. Dette illustreres tydeligt, da vi samler George op og lader ham rejse med os. Han har et stort krucifiks om halsen. Under de oprullede ærmer på hans Rolling Stones Voodoo Lounge-t-shirt er hans arme fyldt med ar. Ridserne i huden dækker hele hans torso, som en imitation af en krokodilles skind, og viser, at han er en mand. Genert hvisker han, at han i drømme bliver forfulgt af flodguden.

Samme aften viser man mig en udstoppet krokodille i spisestuen i vores lodge. Historien fortæller, at den for nylig blev nedlagt i floden tæt ved. I dens mave fandt man blandt et par japanske militærstøvler fra Anden Verdenskrig og et ur fra samme periode. Nogle af de mest grusomme kampe under krigen fandt sted på Papua Ny Guinea.

Efter middagen slås generatoren fra, og lysene slukkes. Mens jeg går alene i måneskinnet op til mit værelse, sukker og rasler det i junglen. Jeg ligger vågen under moskitonettet og tøver med at falde i søvn, i tilfælde af, at flodånden med sin lange, tynde hale og sine gule øjne også svømmer igennem mine drømme.

Social status slagtet

Oppe i bjergene kommer den kølige luft fra Mount Hagen som et chok efter varmen ved flodsengen. Det er ikke blot temperaturen, der har ændret sig heroppe. Selv om det ikke er lønningsdag, hvilket garanterer druk og vold, er der noget klart truende over stemningen. Jeg har ikke lyst til at standse op og kigge mig omkring. Og for den sags skyld synes der ikke at være noget bestemt sted at tage hen. Byen ser luset og ufærdig ud. Folk står rundt omkring i store grupper og stirrer på ingenting med stor koncentration. Kvinderne er i merikjoler, en blomstret victoriansk dukkesag med pufærmer og udskæring i nakken, indført af missionærerne som erstatning for den dengang almindelige klædedragt, nøgenhed. Mændene er iført jeans eller shorts. Der findes et par forretninger, og en rodet parkeringsplads fyldt med varevogne viser sig at være busstationen.

Vi kører forbi en park uden træer, her har både pave Johannes Paul II og dronningen Elizabeth været på besøg.

I guiden står, at jeg ikke skal besøge stedet, hvis jeg gerne vil beholde mine personlige ejendele. En fin, rød kiste er udstillet foran ligkistemagasinet. Da vi hastigt kører videre i en støvsky, ser jeg pludselig igennem bagruden en mand, der ligner en paddehat. Han er nøgen, bortset fra et lændeklæde af blade, der hænger fra hans hofter foran og bagved, og en enorm omvendt paryk på hovedet, pyntet med kviste af mos og blomster. Han er den første huli-parykmand, jeg ser.

I 1930'erne mødte guldgravere omkring 30.000 hulier, der levede oppe i Taribækkenet. De var fastboende stenalderbønder, med en højt udviklet social struktur. Snegleskaller fundet på stedet antydede, at de havde handlet med stammer ude ved kysten i århundreder, men de hvide mennesker, der kom til stedet, havde ingen anelse om, at de fandtes, og hulierne havde aldrig set en hvid mand. Der var tale om historiens indtil videre sidste 'første kontakt'.

Ekspeditionen medbragte et filmhold, og der fulgte nu et helt specielt øjeblik i filmens og antropologiens historie. For at vise hvem der var boss, tog en af ekspeditionslederne en riffel og skød en gris. Grise er huliernes rigdom, deres sociale status, deres et og alt. Øjeblikket er fanget på film: ét eksplosivt skud, spaltningen af huli-atomet.

De andre gæster på Ambua Lodge er australiere, denne gang en sammensat gruppe af folk fra hovedstaden, hvor de efter al sandsynlighed arbejder for en ngo, et mineselskab eller en mission. Jeg finder aldrig ud af hvad, de er ikke specielt selskabelige. De tuller vrantne rundt, ganske upåvirkede ved synet af den ene træbevoksede dal efter den anden, som en kaskade, der til slut forsvinder i tågen. I stedet for at snakke sammen sidder de om aftenen i hovedbygningen og ser film om Papua Ny Guinea, også den med nedskydningen af grisen. Hotelpersonalet, børnebørn af stammefolkene på filmen, ser på, at turisterne ser film.

Ungkarlekult

En enkelt gang virker de interesserede, det er, da vi ser parykmændene male deres ansigter. Ligesom stammerne i Karawari er hulierne kendt for deres ungkarlekult. Her tager de unge skridtet fra dreng til mand, mens deres hår vokser ud på en træramme, for senere at blive klippet og lavet til en paryk.

På den anden side af en lysning i bambusskoven sidder adskillige parykmænd på en række træstammer. De er klædt i blade og græs og iført ceremonielle parykker formet som tyrefægterhatte. En af dem smører sit ansigt ind i den traditionelle jordede okker, der gav Ambua, der betyder gul, sit navn, mens en anden dækker sine kinder med en noget lysere farve med, hvad jeg genkender som plakatmaling.

På denne side af lysningen sidder en række digitalmænd på en bænk.

De er klædt i det praktiske blad- og græsfarvede tøj, der foretrækkes af eventyrrejsende, en pudsig modsætning til parykmændenes klædning. Hver digitalmand er bevæbnet med et kamera. De tager billeder af parykmændene, der snakker indbyrdes og lader som om, de ikke bemærker noget.

De tager billeder af de smilende koner, der står ved siden af parykmændene, der stadig ignorerer dem. De er tilfredse, og de går deres vej. Det varer lidt, inden jeg indser, at denne gang foregår kontakten på parykmændenes præmisser.

Feriegæster på pakkerejser fortjener lidt strand. På min tur betød det to dage ved kystbyen Madang. En sikkerhedsvagt patruljerer ved vores hotel med et kogger fyldt med pile over brystet og en bue i sin venstre hånd. Hvad der tidligere på turen ville have givet mig et chok, synes nu helt normalt. De andre er alle erfarne dykkere, selv er jeg lykkelig over endelig at have lært at svømme brystsvømning. Mens de glider rundt mellem revene, går jeg en tur i byen.

Madang bliver beskrevet som den smukkeste by i hele landet, om ikke i hele denne del af Stillehavet. Mit første indtryk er, at så kan konkurrencen ikke være så hård. Store lagerbygninger, der falbyder et bredt udvalg af møbler og reservedele til biler, fylder hovedgaden.

Et skilt i baren på The Madang Club lover, at hvis man slår personalet, bliver man bortvist fra stedet, i hvert fald for et stykke tid. Væggene er fyldt med billeder af mænd, der vejer kæmpe fisk. Jeg deltager i en noget forvirrende samtale med en polsk sprængningsekspert, der som en kokosnød blev skyllet i land her på kysten ved slutningen af Anden Verdenskrig. I den stillestående atmosfære i Madang Club lyder det ganske plausibelt, at krigen sluttede for blot et år siden. Voksdugene på bordene er koparrede af skoddede cigaretter, men udsigten fra balkonen og ud over bugten byder på palmeomkransede, ubeboede øer.

Dagen efter snorkler jeg alene forbi en af disse øer, flydende over skove af koraller og blå anemoner. Til trods for mine usædvanlige, drømmeagtige oplevelser opdager jeg, at jeg stadig er den samme person. .

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu