Læsetid: 7 min.

Ene mand uden alliancer

Johan Fjord Jensen begav sig ind i magtens labyrinter, kun bevæbnet med argumenter. Han havde en ganske særlig statur. Udgangspunktet var en kritik af de akademiske institutioners kompromittering og for humanioras vedkommende den ideologiske tilknytning til borgerskabet
3. januar 2006

Lige før jul døde Johan Fjord Jensen, tidligere litteraturprofessor ved Århus Universitet, et intellektuelt fyrtårn fra forrige århundrede. Information bragte d. 28.12. 2005 Torben Brostrøms nekrolog under overskriften Livsbuen, med hovedvægt på Fjords (personlige) faglige udvikling fra sammenlignende litteratur til kulturforskning i gravmonumenter. Det er også interessant og karakteristisk nok. Som en der på mærkværdig vis har været i en punktvis, men livslang og undertiden intens dialog med Fjord, har jeg dog lyst til at føje et par elementer til denne historie, og også at se Fjord i en lidt anden optik: Som en politisk intellektuel, der med rod i litteraturen og litteraturvidenskaben formåede at engagere sig på en meget praktisk og historisk velforstået måde i den kulturelle og uddannelsespolitiske kamp på institutioner og i offentligheden. Fjords helt særlige udsyn på det omgivende samfund og dets politiske udfordringer gør, at hans personlige (og) faglige udvikling også er en historie om en måde at være intellektuel på.

Det er jo ironisk, at kulturradikalismen er blevet ophævet til officielt regerings-fjendebillede på et tidspunkt, hvor de klassiske kulturradikale er ved at forlade denne verden. Der er andre hæderlige kulturradikale, og de er heldigvis ikke alle døde, men Fjord havde efter min opfattelse en helt særlig statur (som det også blev bemærket af Thomas Bredsdorff i Politiken). En mig nærtstående jævnaldrende tysk kollega plejer at beklage, at vores generation ikke fostrer store politiske og intellektuelle personligheder som tidligere generationer. Det plejer vi - i modstræbende selverkendelse - at være enige om, men diskuterer også, om der stadig er en plads til den individuelle inkarnation af politisk og faglig autoritet, som denne beklagelige konstatering bygger på. Johan Fjord Jensen var, tror jeg, en af de sidste af slagsen.

Skepsis over for magten

Fjord blev netop først berømt uden for de litterære cirkler på grund af sin bekendelse til den uafhængige (individuelle) intellektuelle - han afslog at gøre karriere i den akademiske institution, begrundet i en magtasketisk programerklæring (Homo Manipulatus, 1966). Denne kulturradikale skepsis over for statsmagten, og magten i det hele taget, lod sig ikke på noget tidspunkt forvirre - men faktisk ofte nuancere og præcisere. Fjord blev en respekteret røst i den universitets- og forskningspolitiske debat - både før og efter sin pensionering - fordi han begav sig ind i magtens labyrinter, ene mand uden alliancer og kun bevæbnet med argumenter.

Denne kombination af individuel uafhængighed og åbenhed var også hans indgang til den anderledes kollektivistiske studenterbevægelse, som kort efter fejede ind over universiteterne. Jeg var student hos Fjord på Nårdisk (københavnsk stavemåde) i Århus fra 1966-68 og blev allerede dengang lidt betaget af hans nysgerrige interesse for de studerendes politiske tænkning. Men jeg kom til at kende ham endnu bedre senere, da jeg var aktiv i den københavnske studenterbevægelse og studenterorganisationerne. Modsat en del af de 'yngre lærere' (amanuenserne), der blot ville indgå en taktisk alliance med studenterne om at vælte professorvældet, var Fjord mere optaget af en faglig og pædagogisk reform af universiteterne. Han så - og påpegede - den politiske forbindelse mellem en reformpædagogisk tradition med rod i klassisk humanisme og studenterbevægelsens politisk begrundede demokratiseringskrav på et tidspunkt, hvor denne forbindelse ellers allerhøjst optrådte forklædt som pædagogisk-psykologisk ekspertviden.

Fjord blev en vigtig inspiration og counterpart til den fagkritiske udvikling i humaniora. Det var en udvikling, som primært blev drevet frem af de studerende og yngre nyuddannede undervisningsassistenter. Fagene dansk - eller nordisk - og litteraturvidenskab var i denne periode (1968-72) centrale arnesteder for en ny kritisk pædagogik og også en bredere forskning i socialisation og uddannelsernes sociale funktion. De fagkritiske diskussioner og alternative aktiviteter dannede bl.a. baggrund for udviklingen af tværfaglig humaniora på RUC og Aalborg Universitet. Især i Aalborg spillede Fjord en direkte rolle. Jeg tilbragte selv sammen med ham nogle måneder i selskab med gode mennesker fra det nordjyske kultur- såvel som finans-borgerskab i bestræbelserne på at tegne en eksperimentel tværfaglig humanistisk profil for det universitet, som Aalborg siden fik. Det blev ikke mindst inspireret af Fjord både parallelt til, men også noget andet end RUC. Den kulturkritiske akademiske orientering blev klarere koblet til reformpædagogik og kreative fag. Hjemme i Århus stod han i spidsen for etableringen af institutionen 'Tværfag' og for udviklingen af en bredere (og mere kritisk) æstetik-forskning med forskningen i triviallitteraturen og den nye massekommunikation. Det var vel så langt, det gamle universitet kunne klare strukturelt på det tidspunkt, men det er næppe forkert at sige, at disse nyskabelser dannede basis for, at Århus Universitet tidligere og i højere grad end de andre danske 'gamle universiteter' kunne udvikle selvstændig forskning i massekommunikation, rytmisk musik og nye medier og teknologier.

Voksnes læring

Senere fik Fjord en betydelig rolle i den voksenpædagogiske diskussion. Det startede vistnok med hans afgørende indsats i Jysk Åbent Universitet og fortsatte efter hans tidlige selvpensionering med forskning i voksenalderen og voksnes læring. Udspringet for begge dele var vel opdagelsen af de nye opbrud i mellemlagenes normalbiografier - materialiseret i videbegærlige voksne studerende, der ville have rigtige universitetsuddannelser.

Torben Brostrøm distancerer sig noget fra Fjords voksenpsykologiske studier, publiceret i bogen Livsbuen, og det er vel ikke helt uden grund. Men de var jo led i endnu en dannelsesrejse for den nu halvgamle litterat og kulturradikaler. Den gik konkret til Amerika og den slags 'psykologiske overdrev', de nu havde og har derovre. Men det var også en fortsættelse af rejsen ind i en profan og politisk kulturforståelse, som ligger i forlængelse af trivialkulturforskningen.

Fjord søgte med sin personlige erfaringshorisont en forbindelse mellem den klassiske eksistentielle individuerings- og dannelsesproblemstilling og den nye masse-orienterede voksenuddannelse. Dengang var det et af de første bidrag til at fokusere opmærksomheden på voksnes læreprocesser frem for alle institutionernes og programmernes hensigter med dem. Trods de teoretiske begrænsninger i den amerikanske livsløbsforskning så var han jo på sporet af noget, der siden har vist sig at være vigtigt: at teoretisere 'livslang læring' i en subjektivitetsteoretisk eller livshistorisk kontekst. Derfor er det også en markering både af potentialerne og begrænsningen i denne sen-moderne folkeoplysnings-tænkning.

Brobygningsforsøg

Både potentialer og begrænsninger handler om den intellektuelles forhold til 'folket', som jo faktisk også var omdrejningspunktet for studenterbevægelsen.

Udgangspunktet var en kritik af de akademiske institutioners kompromittering, for humanioras vedkommende den ideologiske tilknytning til borgerskabet. Noget af det første vi lavede i den humanistiske fagkritik var at forbinde kritikken af humaniora med arbejderoplysning som positivt program - bl.a. inspireret af Oskar Negt. Det var ganske sikkert på mange måder en kortslutning, og der skulle gå mange år, før denne vision kunne komme i nærheden af at blive konkretiseret - men man kan jo sige, at den studiepraksis, som først udvikledes i de fagkritiske grupper og blev institutionaliseret ved RUC, var praktiske udmøntninger af den. Langt hen ad vejen var det naturligvis nogle symbolske brobygningsforsøg mellem politiske subkulturer. Netop i slutningen af 1980'erne skete der nogle afgørende tøbrud mellem 'akademia' og de folkelige oplysningsinstitutioner, herunder ikke mindst arbejderuddannelserne.

I denne proces kom Fjords bidrag trods sin orientering mod de nye mellemlags nye alder pudsigt nok ganske betids som en fællesnævner for ganske forskellige tænketraditioner. Den individuelle, eksistentielle dimension i voksnes læreprocesser var omsider ved at blive tematiseret i den politiske og erhvervsrelaterede voksenpædagogik, også i arbejderbevægelsen.

Den marxistiske og psykoanalytiske kulturkritiks konsekvenser for en en subjektivitetsteoretisk forståelse af voksnes læring var ikke helt ankommet til feltet endnu. Fjord trak heller ikke denne forbindelse - selvom man jo kan sige, at den ligger lige for i hans litteratur- og kulturanalytiske forskning. Men han var med til at bane vejen for en ny voksenpædagogisk forståelse af voksnes læring i det sen-moderne samfund.

Biografiske tolkninger er jo altid også lidt selvbiografiske. Jeg skal nok vare mig for overdreven identifikation. Trods min beundring og respekt har jeg jo også altid syntes, at der var noget, som Fjord ikke kunne forstå. Og denne fornemmelse var utvivlsomt gensidig. Men jeg har altid fundet det imponerende, at Fjord - en generation ældre og rundet af en helt anden tradition - gang på gang dukkede op i de politiske landskaber, jeg og mine jævnaldrende og ligesindede fandt afgørende. Hans udsyn manifesterede sig, da jeg først mødte ham, i at han uvægerligt havde Information på krydsfiner-bakken i Stakladen (dengang var der ingen morgenuddeling i Jylland). Da han blev ældre i det lidt fugleagtigt spejdende hovede på en tynd hals, plirrede han med øjnene, men fastholdt det spørgende blik - og havde altid noget vigtigt at sige i den aktuelle sammenhæng.

Henning Salling Olesen er cand. mag. i dansk og litteraturvidenskab samt professor ved Institut for Uddannelsesforskning på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her