Læsetid: 3 min.

Den ene tvinger den anden

Tvinger den tredje. Gæstespillet i Østre Gasværk byder på rå dans om magt og mærkevarer. Og ægte mennesker fra Prag med demokrati-tvivl
14. marts 2007

PRAG - Foråret er kommet til Prag. Forsythiaerne er sprunget ud, og kuplerne glimter i guld. Og kyssende par vandrer med kåde ben over Karlsbroen, hvor en blind pianist spiller "Ave Maria" på et elendigt elklaver, mens hun synger til med sprukken stemme. Men helt skidt lyder det alligevel ikke, for tjekkerne er født så musikalske, at intet lyder rigtig dårligt.

Det er her i Prag, at Deja Donne oprindelig blev etableret som dansegruppe i 1997 - af tjekken Lenka Flory og italieneren Simone Sandroni. Men kompagniets koreografi har ingen forgyldt bravour eller Swarovski-glimmer. Ingen raffinerede pyntedetaljer, ingen pastelharmoni. Ikke engang en Smetana-folkelighed er gemt i dem. Tværtimod er deres forestillinger rå og beskidte og nådeløse. Vrede og adrenalinkogende. Dermed danner de en eminent kontrast til Stuk-Prag og Nostalgi-Prag. For Deja Donne kommenterer på virkeligheden. Nu.

Mærkevareræs

Det er antagelig dette hårdtslående udtryk, som har fået teaterdirektør Lars Kaalund til at invitere Deja Donne på gæstespil i forårets farvelfestival. Her vil han hylde'ensembler' inden for teatret, med Deja Donne som internationalt flagskib efterfulgt af Mungo Park som nyeste danske ensemble og Odin Teatret som det ældste: Kaalunds favorit-mærkevareteatre...

Deja Donnes forestilling My Name Is King er en heftig udblæsning. Den er en jordnær betragtning af demokratiets kommen-til-kort - udtrykt præcist i en scene, hvor en nyrig stjæler mikrofonen og dermed køber sig til ekstra taletid og dominanstid, der egentlig ikke er hans. Og det er en barsk affotografering af det kapitalistiske konkurrenceræs mellem mærkevarer, der ikke længere signalerer kvalitet, men kun kendthed.

Bogstavvrede

Forestillingen begynder ellers helt tom. En mørk bagvæg, nogle overdimensionerede højttalere, et par underdimensionerede tv-skærme - og så en mand, der fægter omkring med en mikrofonstang.

Som sig hør og bør i trendy 2007-teater sidder lydteknikerne med på scenen med deres uoverskuelige anlæg og drejer lidt på volumenknapperne. Mest op. En morgengrytone piber ind og blandes med lyden af mikrofonen, der slæber hen over gulvet. Så kan det ikke blive mere hip.

Ind kommer så tre mænd i trætte bukser og slaskede t-shirts og ekstrabluser bundet om livet, svedige og maste. En langhåret (Etienne Borel), en korthåret (Pietro Micci) og en hestehalemand (Andrea Bartola). Energien bugter sig voldsomt gennem den langhåredes krop i eksplosioner af desperation.

Kropslinjerne er slørede, men selve energien rammer tilskueren med rasende fart. "I am not afraid to be afraid," skriger han med rystende stemme. Og det prøver man så at tro på.

Så tager den korthårede over. Begynder at skrive bogstaver på sin krop, sådan med fingeren - hurtigere og hurtigere. Hans armmuskler bulner ud, men snart tager hans tunge over og skriver imaginære bogstaver inde i munden.

Kejserkup

Fællesskabet opløses. Den ene tvinger den anden tvinger den tredje. Hvorefter den korthårede pludselig kupper magten og hurtigt sidder på armene og skuldrene af de andre to. Han lader sig bære omkring, som om han var konge - tilsat lidt balletafsæt, sådan fra en aristokratisk fortid. Straks dukker lidt gammeleuropæisk violinmusik op mellem rockrytmerne. Længe leve kejseren og slottene - og den enkle magtfordeling med alt til én og levningerne til de andre...

Ordskriblerierne på kroppene fortsætter. Men de to andre får ikke længere bare skrevet ord på sig. Nu ser det nærmere ud, som om de bliver brændemærket - med svie og afmagt. Og de flår op i deres t-shirts, så deres urtatoveringer kommer frem på deres glinsende hud: DON'T KILL, står der. Og DON'T LIE.

Det gør vi så heller ikke. Vi hverken dræber eller lyver. Vi sidder bare på vores pladser og mærker, hvordan vi er blevet manipuleret med så ofte, at vi nok slet ikke registrerer det længere. Ikke mindst da en bagvæg af reklamer kommer til syne - reklamer for globale produkter fra Q8 til Diesel. For reklamerne oplyses af en stribe bilbaglygter som et bastant symbol på, at tilskueren er overhalet indenom for længst. Der er ingen salgbare værdier på scenen. Nej, men der er nogle beskedne ensemblekroppe, der kan bevæge sig, så de bevæger tilskuerens tanker. Gruopvækkende og grimt. Med globalfølelser af 24 karat.

My Name is King. Koreografi: Simone Sandroni og Lenka Flory. Scenografi: Simone Sandroni og Rocco Dubbini. Deja Donne. Oplevet i Prag på Archad Teatret i fredags. Gæstespiller på Østre Gasværk fre 16. marts kl. 20 og lø 17. marts kl. 17. Kr. 200-80. www.oestregasvaerk-teater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her