Læsetid: 5 min.

Fra den ene yderlighed til den anden...

De to ukuelige brødre i Olesen-Olesen peaker heftigt med deres sjette album, mens Anne Linnet i dén grad har genfundet melodien på sit seneste, dybt indtagende udspil
3. oktober 2005

Det er sgu dejligt at være ham, der overbringer gode nyheder. Som er at: Olesen-Olesen bliver bare bedre og bedre til det, de laver. Lidt frækt påstår vi, at de to ukuelige brødre laver den samme plade igen og igen. Hver gang. MEN modsat så mange af deres jævnaldrende, har de efterhånden skudt sig fuldstændig ind på hvordan den ged skal studses, kneppes og barberes. Og med Solsort og forstærker rammer de så rent, det overhovedet kan lade sig gøre. Med afsæt i firsernes alternative rockmusik, der har udspring i amerikanske R.E.M. og britiske The Smiths, går de i en stor bue uden om alt, der lugter fortænkt eller konstrueret og forsøger i stedet stædigt at nå ind til hver enkel sangs kerne ved hjælp af rockens grundelementer; dvs. en håndfuld klodser, en tight rytmegruppe, et par ringende elektriske guitarer, lidt keyboardfiligran og en karakterfuld forsanger med nogle stærke ord at have såvel hjerte som intellekt i.

Og tillad mig her at påstå, at få på denne side af C.V. Jørgensen har så godt greb om det sungne dansk som tekstforfatter Peter H. Olesen. Teksthæftet nærmest myldrer med smågeniale iagttagelser om og fra livet hen over midten, der udtrykkes med en beundringsværdig prægnans, som må give unge løver som Tue West og co. lyst til at tage et rask lille aftenskolekursus i faget dansk: "Dagen er aftaget med tyve timer/ November mere end nogensinde/ Hårdt ramt/ Ligesom Nordbrandt'. Av min arm. Eller 'Jeg misunder dit letsind/ som en døv misunder en blind -" Eller "Alt er Ørnsbo i dag/ Alt er halvt hejste flag/ Alt giver mig ubehag/ i det her satans nabolag -" Ja ja, man skal vide en smule om DK-lit for at følge ham helt ind, hvor det gør nas. men så smut dog hen på bib, menneske, og få en dosis Ørnsbo. Vi ved af erfaring, at det holder fluerne fra røvhullet og modererer utidig optimisme

Dejlig ondt

Og hvor fanden ville vi EGENTLIG være henne, hvis ikke Peter H. gik rundt derude i provinsen og kæmpede med sit tungsind, sin lede, sit mismod og sin uhåndgribelige nordiske spleen, spørger jeg bare? Så herfra skal der ikke lyde noget kækt 'op med humøret, gamle dreng', for det føles så svært godt at få indblik i denne tungsindige misantrops indre, at det ikke lige er til at få øje på en plausibel grund til at ændre på det! Næ, fat blot pennen og fortsæt med at nedfælde dine skarpladte observationer, der i dén grad sætter hele lortet på PLADS, oh Peter! Det gør så dejlig ondt.

Også musikalsk løfter svineriet sig. Nikolaj Nørlund er seriøst ved at træde i karakter som producer og Solsort og forstærker lyder bare pissegodt fra ende til anden. Den er mere rocket i klang og ansats end sine forgængere uden dog at true AC/DC på levebrødet. Arrangementerne formår paradoksalt nok at være både forfinede og jordnære og man kan høre hver en detalje, som sad det til lejligheden fornemt sammensatte band sad i ens stue og fyrede den af. Og Henrik Olesens underspillede og minimalistiske melodier ligger perfekt til Peter H.'s register toneleje og er de støvsuget for pop - de minder undertegnede en del om den barske halvdel af The Go-Between, den alt andet end flinkesyge Grant McLennan - passer de som Hans i Grethe til dette tappert udholdende-og nu altså også storpeakende projekt. På finansloven med dem!

Smukt og underfuldt

Og så fra den ene yderlighed til den anden (og dog!?): Det har altid været undertegnedes påstand, at blandt danske sangskrivere er der, uanset køn, få, der har så mange NOSSER som Anne Linnet. Og respekten for såvel hendes person som hendes værk står usvækket, selvom hun efterhånden har været inde i en så lang og mager periode, at man kunne frygte hun for evigt ville være tvunget til at hvile på de velfortjente laurbær, hun med knofedt, talent og uangribelig musikalitet gjorde sig mere end fortjent til i 70'erne og 80'erne. Thi Linnet har ufattelig mange gode sange på samvittigheden; vi nævner i flæng Tusind stykker, Venus, Misbrugt og forladt, Nattog, Venus, Glor på vinduer", Tomme timer, Smuk og dejlig og Barndommens gade. Samt mindst tre helstøbte mesterværker i form af Kvindesind (1978), Marquis de Sade med bandet af samme navn fra 1983 og det stadig underskønne Jeg er jo lige her (1988). Og det var så toppen af dét isbjerg!

Og det er de poetisk ubesværede toneleje fra sidstnævnte, hun har genfundet på sin ny cd, Her hos mig, det stærkeste og mest vedkommende udspil fra den kant i nyere tid. Dette er Linnet, når hun har så fuldstændig styr på sine virkemidler og hensigter, at hun kan den svære kunst at få det hele til at lyde som en enkel, smuk og underfuld leg. Thi her udmønter alt det - og det er RIGTIG meget - som Linnet nu engang kan i en stribe folkemusikalsk enkle melodier, der sætter sig på hjernen som burrer på tøjet og bare snurrer rundt derinde i den heksekedel, vi kalder bevidstheden. Det er en plade, der bare summer af skønhed, længsel og det der lykkelige vemod, man med passende protestantisk skyldfølelse tør hengive sig til, når bladene falder og dagene bliver åh så korte.

Erfaringens stemme

Så jow: Anne Linnet er tilbage. I storform, mine damer og herrer. Og så er der altså ikke mange, der matcher hendes melodifornemmelse og sans for de poetisk ladede hverdagsvendinger, så tillad mig hvis jeg mig lige, at blive lidt rørstrømsk her, men Her hos mig gør mig altså lykkelig. Hverken mere eller mindre. Når én af vor allerstørste musikbegavelser i dén grad atter finder melodien, er der grund til glæde, ja, jeg er så fornøjet, at jeg med en Woody Allen-parafrase føler trang til at børste ALLE mine tænder i dag. Blandt pladens ti sange findes ikke én, der føles malplaceret eller overflødig og guderne skal vide, HVOR hun har genfundet sin gejst og inspiration, men tak samme guder for det.

For Anne Linnet er varsomt og indsigtsfuldt inde at røre ved livets store spørgsmål; alder, død, en- og tosomhed, længsel, nærhed, alt sammen "i tavshed og tale", som det hedder. Hun udnytter til fulde det metafysiske lag, man i de allerheldigste tilfælde får foræret, når tekst og musik smelter sammen og gensidigt befrugter hinanden og med waders og laksko på går durk op i den der famøse større helhed, som er sangskrivningens lykkelige mysterium. Og har hendes tekster i perioder ikke altid været fuldstændig helstøbte, kan hun altså ikke sætte en fod forkert noget sted her. Det er sgu tæt på at være min ny favoritplade med denne Linnet. Og så er hun jo pissedejlig, lebbe eller ej. Som de siger over there: It ain't over 'til the fat lady sings. Så sandt, så sandt. Men altså - en stor dag for dansk populærmusik! Så send dog kogespritten rundt og kom nye strenge på guitaren!

Olesen-Olesen: Solsort og Forstærker (Melodika/Target) Udkommer i dag

Anne Linnet: Her hos mig (Universal) Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her