Læsetid: 7 min.

Eneboerens tilbagevenden

Den britiske sangerinde og komponist Kate Bush udsender tirsdag for første gang i 12 år et nyt album! Forventningerne omkring dette dobbeltalbum 'Aerial' og til den uforudsigelige og tilbagetrukne kunstner er enorme. Siden hun debutterede som teenager med den nu klassiske "Wuthering Heights", har Kate Bush dog aldrig leflet for nogen - hun er sin egen. Som en kritiker har sagt: Hun kan komme med hvad som helst - vi vil alle synge med
5. november 2005

Kate Bush er en yderst reserveret kunstner, der har ladet sit publikum vente længselsfuldt på nye toner i mere end et årti - og er sluppet godt fra det

Hun er skønsmæssigt god for godt 300 millioner kroner og går for at være Storbritanniens mest alsidige og dygtigste kvindelige sangskriver. Hun fører et stille, afsides liv ved floden eller havet og har ikke udgivet en plade i 12 år, fordi hun har prioriteret samværet med sin søn højere end musikken. Der har ikke været noget behov for at lave en ny plade (og mange troede aldrig, at det ville ske), men nu er det pludselig blevet aktuelt igen.

Der er sket meget i løbet af de 12 år, der er gået, siden Kate Bush sidst udgav en plade. De konservatives bundrådne moral er blevet til Labour-partiets samme, mobiltelefoner og iPods har ændret kommunikations og underholdsindustrien, og reality-tv har fået os alle sammen til at frygte, at verden er gået af lave.

Det er meget svært at vide, hvad Kate Bush selv mener om disse afgørende begivenheder, da hun har ophøjet uviljen til at lade sig interviewe til en separat kunstform og tilsyneladende end ikke besøger sine nærmeste venner særlig tit.

Det kan meget vel tænkes, at omverdenen aldrig havde fået at vide, at hun fik sønnen Bertie i 1998, hvis ikke sangeren Peter Gabriel taktløst havde afsløret nyheden for åben skærm (indtil da var det faktisk lykkedes Bush at holde det hemmeligt i halvandet år).

Selv om hun enten har levet forskanset i sit store hus i nærheden af Reading eller opholdt sig i sit dybt romantiske tilflugtssted ved den sydlige kyst, har hun holdt sig ajour med udviklingen på internettet, hvor hendes nye single om Elvis Presley "King of the Mountain" kan downloades - klik blot www.katebush.com.

Det er det første konkrete tegn på, at hun efter seks års arbejde i studiet udgiver dobbelt-albummet Aerial på mandag.

Trofaste fans har længselsfuldt sukket efter nyt fra Kate Bush siden hendes seneste album The Red Shoes fra 1993. Rockanmelderen John Mendelssohn har oven i købet skrevet en roman, Waiting for Kate Bush, om en selvmorderisk kæmpefan, der føler en voldsom indre trang til at springe ud fra en høj bygning, men hvis nysgerrighed i forhold til Bush' arbejde i studiet alligevel afholder ham fra at tage sit eget liv.

Der er en tendens til, at kunstnere, der forsvinder ud i glemslen i årevis - angiveligt for at skabe deres karrieres største mesterværk - ender med at skuffe publikum voldsomt. Frontfiguren i Guns N'Roses, Axl Rose, har efter sigende arbejdet på et comeback-album de seneste 15 år, mens rygterne svirrer om, at han er blevet psykisk syg og har skæmmet sit udseende med en lang række kosmetiske operationer. Et eventuelt resultat efter alle disse år vil uundgåeligt være et antiklimaks. The Guns N' Roses' andet album blev udgivet fem år efter den opsigtsvækkende, trendskabende debut, og det pæneste, der kan siges om album nummer to er, at det ikke var dårligt.

For Kate Bush har tingene dog altid forholdt sig anderledes. Da hun aldrig har ladet sig diktere af popstjernelovens regel om, at plader skal udgives med nøje afstemte mellemrum og følges op af en turné og et uendeligt antal interview, har hun givet sig selv et kæmpe kunstnerisk frirum. Hun har altid nægtet at ligge under for det pres, som mindre avancerede kunstnere bukker under for. Bush sætter sit arbejde højest og betragter alt andet som en uvelkomne, forstyrrende elementer.

"Jeg mener, at kreativ kontrol over eget arbejde er utroligt vigtigt," har hun tidligere sagt. "Jeg blev meget hurtigt klar over, hvor meget berømmelsen ville påvirke mit arbejde. Det virkede ironisk, at det blev forventet af mig, at jeg skulle give interview og føre mig frem på tv, for det forstyrrede mit arbejde".

Med en formue der er blevet anslået til 300 millioner kroner, nyder hun i dag den luksus at kunne gøre, lige hvad der passer hende, så længe hun vil, men det er kendetegnende for Kate Bush' renommé, at ingen har opfattet de lange pauser mellem pladerne som udtryk for skriveblokering eller kunstnerisk tomhed.

Glædeligt nok er "King of the Mountain" et finurlig, raffineret singleudspil, der afspejler, at Bush' genre-definerende musikalske talent trives i bedste velgående. Den ligger allerede højt på den britiske hitliste.

Det er ikke noget nyt, at der går år mellem hendes udgivelser. Selv om hun i begyndelsen af sin karriere udgav to plader inden for ét år (The Kick Inside og Lionheart, begge fra 1978, da hun var 19 år) er mellemrummene blevet stadig større, om end de 12 år er ny rekord.

Hun siger, at folk allerede for 20 år siden stillede hende de samme spørgsmål om pauserne.

"Folk spørger mig, hvad jeg i virkeligheden foretog mig i de tre år mellem The Dreaming og Hounds of Love", sagde Kate Bush i 1985.

"Jeg var sammen med min familie og levede et helt almindeligt liv!"

Bush kommer med følgende kommentar om sit seneste lange fravær fra hitlisterne og MTV: "Jeg prøver såmænd bare at være en god, beskyttende mor. Jeg vil gerne have, at Bertie får så normal en barndom som muligt, samtidig med at jeg værner om hans privatliv".

I årene der er gået siden udgivelsen af The Red Shoes har Bush været nødt til at se nogle af voksenlivets mere alvorlige sider i øjnene.

Hendes mor, Hannah, hvis irske baggrund Kate har givet sin egen interesse for musik og dans æren for, døde lige før The Red Shoes kom ud. Hannahs død var et voldsomt slag for den tæt knyttede Bush-familie, men det netop de samme nære familiebånd, der gjorde det muligt for Kate at opretholde sin mentale ligevægt. Broderen Paddy har været hendes musikalske partner, siden de som teenagere spillede sammen i KT Bush Band, og Kate har omhyggeligt sørget for, at såvel hendes professionelle som private liv ligger inden for familiens rammer. Hun ejer 80 procent af sine forskellige selskaber, mens de sidste 20 procent er fordelt mellem storebrødrene Paddy og John. Faderen Robert, der er læge, fungerer som bestyrelsesformand.

Kate Bush har afbrudt samarbejdet med den mangeårige musikalske partner og producer, Del Palmer (Palmer figurerer dog stadig som producer på "King of the Mountain"). Hendes nye makker - og far til Bertie - er musikeren Danny McIntosh. Det er som om Bushs yderst fantasifulde musikalske værker, der har behandlet emner som konsekvenserne af en atomkrig, de filosofiske overvejelser hos originaler som George Gurdjieff og Wilhelm Reich, Emily Brontës bøger og den kvindelige psyke, har givet hende modet til at fjerne sig fra et liv i veltilpas middelklassero.

Eget teenageband

Kate Bush blev født i Bexleyheath den 30. juli 1958 og begyndte at eksperimentere med musik ved at spille på orgel i en lade bag forældrenes hus. Som teenager begyndte hun at skrive sange. Kate var en genert og tilbageholdende elev på St. Joseph Convent School, men søgte tilflugt i sin kalejdoskopiske kreativitet.

En ven af familien, Ricky Hopper, var så imponeret over hendes kompositioner, at han sørgede for, at der blev indspillet et demobånd, som blev sendt til Pink Floyd-guitaristen Dave Gilmour. Gilmour anerkendte Kates talent, men erklærede samtidig, at optagelsens kvalitet var for primitiv for et større pladeselskab. Gilmour betalte for en indspilning af højere kvalitet og arrangerede et møde med EMI.

Med en tålmodighed og et klarsyn, der er sørgeligt fraværende i vore dages fast-food-agtige musikindustri, finansierede EMI Kates arbejde i tre år for at give hende mulighed for at udvikle sit talent.

Popmusikkens Venus

"Vi gav hende nogle penge, så hun kunne udvikle sig til en moden kunstner," siger selskabets direktør, Bob Mercer, i dag.

"EMI fungerede som hendes andet hjem. Hun var vores datter i en årrække".

EMI's tålmodighed kom til at betale sig, da debutalbummet The Kick Inside og singlen "Wuthering Heights" blev øjeblikkelige successer - og sangen er nu nærmest en evergreen, menKate Bushs videre udvikling har ikke på noget tidspunkt siden været hverken traditionel eller forudsigelig.

Hendes første turné i 1979 blev også hendes sidste. Hvis EMI havde håbet at kunne yde afgørende indflydelse på hendes karriere, skuffede hun dem gevaldigt, da hun indrettede et stort lydstudie, blev medproducer og skabte alle sine plader i uforstyrrethed. Hvis man bedømme folk ud fra deres venner, er Kate Bush popmusikkens svar på den skumfødte Venus. Hun nyder enorm beundring fra Peter Gabriel, Dave Gilmour og Eric Clapton, kan trække på folk som Nigel Kennedy og Prince og bliver omtalt med ærefrygt af den fremragende og excentriske filminstruktør Terry Gilliam.

Kate Bush arbejder i popbranchen, men popmusikken ejer hende ikke. Som Kevin Ayers engang har udtrykt det: "Hun kan komme med hvad som helst - vi synger alle sammen med".

© Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Kate Bushs 'Aerial' udkommer og anmeldes i Information mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu