Læsetid: 4 min.

Enegangskanal DR

10. maj 1997

KULTURMINISTEREN - bivånet af Informations Rasmus Helveg Petersen - har tænkt tanker. Højt. Det kan stadig give et gib i pæne folk, når de ser den sætning. Men det er jo den (stadig) nye kultur-minister, de radikales Ebbe Lundgaard, der har tænkt. Manden som et par gange før er kommet galt af sted ved at sige tingene, før de var politisk mode. Tænk bare på TV2 og aktieselskabsforslaget. Man kan også sige det sådan: den nye kulturminister er stadig ny i faget og har måske mindre af den politiske fornemmelse for timing, som ofte gør politik kedeligt. Med andre ord er Ebbe Lundgaard atter engang for tidligt ude, skønt lokummet faktisk er ved at brænde ned.
Sagen er den at der eksisterer et løbende forlig om tv-forholdene herhjemme, et 4-årigt forlig der tildeler Danmarks Radio og TV2 de nationale tv-roller, som Folketinget nu engang har kunnet enes om. Ifølge dette forlig er begge stationer - uanset deres delvis forskelligartede finansieringsformer - at opfatte som forpligtede af public service begrebet. Det vil sige, at Danmark har to uafhængige tv-programmer, hvis opgave det er at sende alsidigt kvalitetsfjernsyn uden al for megen skelen til andre hensyn end lige netop - kvaliteten. Hermed kan man jo så fristes til at mene at enhver yderligere diskussion må forstumme. De færreste, der fra naturens side er forbandet med kritisk øjemål, tør hævde at tv-stationerne generelt lever op til meget andet end forsøget på at bringe seertallene i vejret. Opskriften er populære programgenrer i prime-time - en strategi, som i en snæver vending kan forsvares - og bliver det - med man herved bevidst og ansvarsfuldt demokratiserer medierne. Folk skal have, hvad de vil. Ikke noget formynderi her.
Og så burde diskussionen ihvertfald dø en stille død. Men sådan er det heller ikke. Demokrati er ikke ensbetydende med håndsoprækning, hvad angår beslutninger om konkrete ydelser og kvalitet. Heller ikke i kulturlivet. Demokratiet, der bestemmer den overordnede indretning af institutionerne, er repræsentativt. Og i den danske befolknings politiske repræsentation eksisterer fortsat et flertal for public service i tv og radio. Nu har kulturministeren så fundet ud af at flertallet formentlig kun er dueligt, hvad angår én national kanal. Heri har han sikkert ret. Parentetisk bemærket ville flertallet herfor måske heller ikke, når det kom til stykket, manifestere sig videre klart. Men nu lader vi med Lundgaard som om at flertallet i samdrægtighed kalder på public service i DR-TV. På baggrund af den formodning, som heller ikke umiddelbart ses tilbagevist, bør diskussionen fortsætte - vel at mærke ved at tage ministeren på ordet og glemme alt om TV2's videre færd som del af det halvoffentlige medieapparat. Dette bondeoffer for med så meget desto større vægt at kunne hævde nødvendigheden af én og kun én ren public service tv-kanal Danmark, DR-TV. I den forstand får seerne i virkeligheden - når økonomien rækker og modtagerforholdene ordnes - to eller ihvertfald halvanden public service kanaler. TV2 er allerede unget til i sin skæbne fremover at gå i yderligere konkurrence med de andre kommercielle kanaler. TV2 er af en sådan beskaffenhed i professionel forstand at stationen vil kunne klare sig fint og levere højkvalitetsreklamefjernsyn. Det gør den jo allerede.

Tilbage står DR-TV. I al for lang tid har den gamle skude i Søborg sejlet i panik over konkurrencebombardementet. Public service begrebet husker kommandørerne altid at fremhæve ved festlige lejligheder, men meget tilbage af varen er der ikke. DR's ledelse vil selvfølgelig altid som svar på tiltale kunne påberåbe sig visse udsendte pligtprogrammer. Men i det store og hele mister udsendelsesvirksomheden dag for dag stadig mere karakter af noget særligt. I og for sig kunne man forlange licensfinansieringen suspenderet, eftersom DR-TV i overvældende grad leverer det samme som de ikke-licenfinansierede kanaler. Til tider - oftere og oftere - dukker ordet konkurrenceforvridning op i den kritiske seers bevidsthed. Hvorfor, spørger man efterhånden sig selv, skal DR-TV have fortrinsstilling, når programudbuddet er som det er?
Her i avisen har Jørgen Gustava Brandt i sidste uge påvist DR's næsten totalt manglende litterære dimension. Det samme kunne Ole Schmidt hævde hvad angår den seriøse musik - endog i underholdningens form. Balletafdelingen har de nedlagt, og øvrige genrer med krav til seeren om andet end at lægge points sammen i quiz-udsendelser stilles ikke gerne i prime time. I DR's ledelse har de udviklet en slags nysprog, hvor man til hver en tid hævder public service genrens overbevisende tilstedeværelse og tilbageviser mod-spørgsmål som kværulanteri. Deres påstande står blot ikke mål med de konkrete programmer. Der er (stort set) ikke litteratur i tv. Der er (stort set) ikke klassisk musik. Der produceres ikke mere ballet, etc. Kort sagt, stort set, public service...hvor? På den baggrund er det rimeligt - som kulturministeren gør - og uanset om det formelt er for tidligt at tage denne diskussion (igen) om public service. Ministeren bør i den anledning nedsætte (igen) et udvalg med det formål at gennemdrøfte begrebet. Det må man nemlig lade DR-folkene: de er i vildrede. Selv har de ikke orket at definere public service filosofisk, men har i stedet sammen-smurt nogle farveorienterede seersegmentteorier, der næppe tilfredsstiller andre end manden med farveladen.
Nu bør man på et andet og højere niveau - gerne med udgangspunkt i arbejdet statsministerens medieudvalg leverede - nøjere og modigere fastlægge hvad vi år 2000 forstår ved public service. På den baggrund stilles så krav til DR. Såfremt ministeren ikke følger sin tanke op, bør han se realistisk på udviklingen og foreslå DR-TV omdannet til kommerciel kanal. Så er der ikke mere at gøre. Og red så DR-Radio og den finansier den over skatten.

mtz (Georg Metz)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her