ENE IMOD STRØMMEN. Sådan gik helst digterpræsten Kaj Munk (1898-1944). Og sådan gik Information i går i anmeldelsen af den konservative politiker Per Stig Møllers bog om Kaj Munk.
Vor anmelder, Johan Garde, født 1917, oplevede i sin tid Munks placering i dansk kulturliv og politik. Garde er modsat anmeldere i alle gårsdagens andre aviser forbeholden:
»Kaj Munks beundring for den stærke mand var markant men det var ikke lige dét, Danmark havde brug for i 1930erne. Per Stig Møller kaster et heroiserende skær,« skriver Garde. Han fremholder den hyldest til Adolf Hitler, hvormed Kaj Munk i Jyllands-Posten 1933 bagatelliserede diktatorens nådesløse forfølgelse af grupper i det tyske folk. Munks ord lød:
»Men hvis nu disse tre grupper fortjener det? Hvis nu manden har ret! Hvis jødernes egoistiske vindskibelighed og socialisternes føjelige ak, i en jerntid så håbløse Frihed for Loke såvel som for Tor var på nippet til at bane vej for en kommunisme, imod hvis tvang og rædselsregimente Hitler er for lidet at regne, jeg siger, hvis dette ikke kunne hindres ved anden metode end den hitlerske, så op at stå, mine herskaber, alle, også mine herrer socialdemokrater, alle undtagen kommunisterne, op at stå og i vejret med højre arm og så, på een gang, alle!
Hitler, heil, heil, heil!
Men foreløbig har fremtiden ordet.«
Kan det lille forbehold, der ligger i sidste linje, opveje, hvad Munk ellers får sagt i citatet?
OMSTRIDT FANDT MUNK selv behag i at være, mens han levede. Hans død som offer for nazihåndlangere i januar 1944 viste sig siden at øge kontroversen: Skulle hans liv tolkes i lyset af martyriet?
Kaj Munk var flere personer:
*Agitatoren med de løbske ideer hvirvlende fra hovedet og ud på papiret,
*Dramatikeren, der i teaterstykkerne kunne fordele de mange indre røster på forskellige roller og således skabe et overblik over modsætningerne,
*Den kristne ildsjæl, om hvem Jens Kistrup skriver i Dansk Biografisk Leksikon: »Kristendommen var for ham ikke en lære, men et liv, hvis yderste konsekvens er martyriet, Kristi død på korset man kan sige, at han ønskede, ja, ville sit Golgatha.«
Hvordan kan et voksent menneske være så usammenhængende? Præsten Oscar Geismer, der kendte Kaj Munk fra hans tidlige år, sagde: »Man kan få det indtryk, at han er blevet for tidlig voksen, så tidligt, at han aldrig rigtigt bliver voksen.«
I barnligheden lå måske også Kaj Munks hang til det svulstige, det patetiske. Det kommer frem i mærkværdige sammenhænge, som da Munk så sent som i april 1941 over for kritikeren Hans Brix erkender det fejlagtige i Hitler-betagelsen:
»Det er, som ens elskede havde ligget i med fremmede mænd, mens man skrev digte om hendes uskyldblå øjne.«
Hitlers uskyldsblå øjne? Gå hjem og vug!
OG NÅJA, SÅ er der igen kontrovers om en mand, som selv ville kontroversen. Per Stig Møller har givet os en indlevet skildring af dette mærkelige menneske, hvis sammensathed indvævede sig i en datid, som var kaotisk, fordrede stillingtagen i valg, der kunne forekomme ekstreme, og som til syvende og sidst var livsfarlige. Hvad er budet til vor tid?
Jo, vi har også vore valg at træffe, i en verden der kan forekomme lige så kaotisk hvor ekstremer og livsfare findes, omend lige for tiden ikke udpræget i vort eget land.
Og her har Per Stig Møller også et ærinde. Det har dén, der vil genoprejse miskendte store skikkelser, gerne. For de fjender, der har nedgjort storheden, skal udpeges, også med adresse til nutiden.
I et interview i Weekendavisen tilslutter Møller sig, hvad forfatteren Martin A. Hansen skrev i sin dagbog i 1945:
»Den radikalistisk-kommunistiske halvgamle klike fra Kulturkampen skal have slået Kaj Munk-myten ned.«
I sin egen tekst harcellerer Møller over, hvorledes besættelsestidens samarbejdspolitikere har fejlciteret Kaj Munks famøse Ollerup-tale fra juli 1940 for at sværte Munks minde. Den autentiske tekst, som vi i går bragte uddrag af, efterlader, som dette blads chefredaktør Outze i 1946 noterede: »angrebspunkter nok tilbage«, selv om Outze tilbagekaldte sin første angrebsbølge. Tilbagekaldet får Møller med i sin bog, men ikke Outzes fortsatte forbehold.
I sin lancering af Munk-bogen søger Per Stig Møller at hugge endnu dybere end de borgerlige angreb på 1960ernes og 70ernes venstreintellektuelle: Helt ned til et opgør med 30ernes SR-regering og kulturradikalismen.
Det kræver en hvæsning af sværdet, hvortil Kaj Munk næppe er den rette slibesten.
