Tangeværket ved Gudenåen nær Bjerringbro, åbnede i 1921 som Danmarks største vandkraftværk. I de følgende år producerede værket en stor del af Jyllands elektricitet og udgjorde et knudepunkt i det jyske el-net.
Turbinerne snurrer stadig i det gamle værk, men i dag er dets betydning for den samlede el-produktion minimal. Til gengæld er det vokset på andre områder.
Her i landet har vi kun ganske få historiske industrianlæg, som er bevaret i deres helhed - og næppe andre, som stadig er i daglig drift og tilgængelige for publikum. I tilknytning til Tangeværket er der desuden opbygget et velfungerende museum. På Elmuseet oplever tusindvis af børn og voksne hvert år elektricitetens teknologi- og kulturhistorie. Tangeværket og Tange Sø udgør i dag et enestående dansk kulturmiljø.
Alt dette nævner Torben Ludvigsen ikke med ét ord i sin kommentar 'Gudenåen vil sejre' (11.07.07.), hvor han argumenterer for, at søen skal tømmes for vand. Formålet skulle være en naturgenopretning, som angiveligt har befolkningens opbakning. Omvendt fremstiller han ønsket om at bevare Tange Sø som udtryk for 'snævre interesser' og misforstået hensyn til kommerciel el-produktion. Men det er Torben Ludvigsen selv, som indsnævrer sagen, når han helt forbigår, at ud over økonomi og natur er der en væsentlig, tredje faktor på spil: kultur.
"Hvis man i dag ville søge om tilladelse til (-) Tangeværket (-) ville det med sikkerhed blive afslået. Natursynet i dag ville være imod den slags," skriver Torben Ludvigsen. Det er et interessant argument. Lad os forestille os, at vi tog det bog-staveligt, og nyvurderede alle danske bygningsværker, som om den nuværende naturbeskyttelseslovgivning havde været i kraft, da de blev opført. Så ville ned-rivningsfirmaerne få travlt, og et betydeligt antal vandmøller, kirker, herregårde og slotte måtte vige for bulldozeren.
Monument over en svunden tid
Men sådan tænker vi jo ikke. Når vi bevarer kulturmonumenter, så er det lige præcis af den omvendte grund: Fordi de reflekterer en tid og en tankegang, som er forskellig fra vor egen. De minder os om, at normer, værdier og samfundsforhold har ændret sig over tid. At vi har en historie - på godt og ondt. Naturligvis skal vi ikke bare automatisk acceptere alt, hvad fortiden har levnet til os. Der kan være mange gode grunde til f.eks. at genoprette naturmiljøer. Men hensynet til naturen må vejes op imod hensynet til kulturen. Hvis naturgenop-retning bliver et mantra, som på magisk vis skal få alle spor af fortiden, som ikke modsvarer nutidens idealer, til at forsvinde, så skaber vi historieløshed.
Historien er en vigtig kilde til refleksion over nutiden - herunder bl.a. vort forhold til naturen. Derfor har vi brug for steder som Tange Værk. På Elmuseet kan man få elektricitetens historie sat ind i en vedkommende, samfundsmæssig sammenhæng. Man kan f.eks. blive klogere på de miljømæssige konsekvenser af vores energiforbrug. Man kan også få noget at vide om alternativer, fra de første danske forsøg med vindmøller til de nyeste, eksperimentelle teknologier. Og alt sammen på en fascinerende måde, fordi det foregår lige midt i et stykke levende historie.
Det er dybest set dette kulturmiljø og denne historieformidling, som er i fare, hvis Tange Sø tømmes. For uden opstemning og vandreservoir, vil el-værket stå tilbage som en torso, uden nogen forståelig funktion - som et Rundetårn, hvor de nederste 10 meter var savet af og fjernet. En så radikal naturgenopretning som Torben Ludvigsen ønsker sig, vil med andre ord være kulturdestruktion.
Levende kulturmiljø
Heldigvis behøver det ikke komme så vidt. Det er faktisk muligt at bevare Tange Værk og Tange Sø som et levende kulturmiljø samtidig med, at der tages vidtgående hensyn til naturinteresser. Det kan ske ved at etablere et større eller mindre omløbsstryg udenom Tange Sø. Der er igennem tiden lavet flere forskellige rapporter, som i detaljer beskriver forskellige muligheder med hver deres omkostninger og konsekvenser for værkets drift og for miljø og fiskebestande. Hvis viljen er til stede, er der således gode muligheder for at komme naturen i møde i Tange uden at samtidig at ødelægge et vigtigt kulturmiljø.
Lars K. Christensen er museumsinspektør på Nationalmuseet
