Læsetid: 5 min.

Om engagement og essaykritik

Tidsskriftet dbp (tidligere Den Blå Port) vil have essaykritik. Og den ønsker at genåbne en offentlighed for undersøgelse, for plads og tid til at komplicere. Og det lykkes overraskende godt i det nye nummer 73
22. marts 2007

I en tidsskriftsdebat sidste år plæderede Tue Andersen Nexø for en litterær kritik, skrevet mellem anmeldelsen og artiklen. En essayistisk kritik. Ikke nogen ny tanke, men vanskelig at realisere: skelnende, undersøgende, prøvende stoffet og sig selv. Ved essayets opkomst karakteriserede ophavsmanden sin nyopskrevne ikke-og-måske-alligevel genre som en eksersits for tanken, både 'rude' og 'perilleuse'.

Måske er det bl.a. derfor, at Tue Andersen Nexø fulgte sit forsvar for essay-kritikken op med en konstatering af, at Den Blå Port, trods bestræbelser på at fremme en essaykritik, indtil da kun var lykkedes i ét tilfælde. En tidligere forsvarer af en kritik, der nærmer anmeldelse og essay til hinanden, er forfatteren Peer Hultberg, og netop Peer Hultberg bidrager til dbp 73, nyeste nummer af Den Blå Port. Til dejlig overflod med både stykket "De første hundrede spørgsmål til den Almægtige" og i et langt dobbeltinterview med Niels Frank. I interviewet stiller de to forfattere ind på litteraturens undersøgende karakter.

Niels Frank: "Måske er tilskyndelsen til at skrive - eftersom ens egen tid er så usynlig for én - at synliggøre den nærværende tid? Man vandrer nærmest ud over et landkort, og man optegner kortet, efterhånden som man ser mere og mere, og det er dét, der er den grundlæggende tilskyndelse: At se mere for at kunne lave den optegning. I den forstand er det blindheden, der sætter skriveriet i gang."

Denne udfoldelse af tilskyndelsen møder man igen i dbp's litterære bidrag, Herta Müllers collagedigte, der med præcis klipning i ugebladssprog og klicheer genererer små diskursskulpturer, afficerende og foruroligende - og tørt morsomme er i dialog med rækken af niveauforskudte og stiliseret distraktive spørgsmål i Hultbergs "De første hundrede spørgsmål til den Almægtige", flere kunne følge, vi er i en serie, og spørgsmål til verden er der nok af.

Til glæde og irritation

Interviewet mellem Hultberg og Frank er for mig 'hovednummeret' i dbp 73, bl.a. fordi det i så høj grad nærmer sig essayet - og Niels Franks bud på tilskyndelsen til at skrive. Der foregår imellem de to stemmer en prøve af, hvad litterær tilskyndelse er, hvordan den former og udfolder sig, hvordan den handler og har mulighed for at placere sig i en offentlighed. Interviewets egen udfoldelse og vekslende afprøvning ér essayistisk: Vi ser tænkning formet og udført i dialog. Interviewet både glæder og irriterer mig, men er på ingen måde en 'sølle forestilling' eller et lamt eksempel på at tænke over og handle i udvekslingen mellem skriveri og verden.

Dbp's leder - anledningen til nummer 73 - er den sølle forestilling, som kan udspille sig i en for stærk tætføring af forfatterrolle og politisk engagement. Eksemplet er oplæsningsmanifestationen til støtte for ungdomshuset i december, som 10 dage og et glasbestrøet Nørrebrogade senere fik de oplæsende - "store dele af den unge, eksperimenterende litteraturscene" - til at trække sig, for det var ikke lige dét, de mente. Lederskribentens pointe ér, at konfrontationen mellem unge og ordensmagt i den grad var forudsigelig, at konflikten er uudlignelig og at det konkrete engagement i situationen derfor ikke giver mulighed for en undskyldende rekurs til kunstens frirum.

I dbp besvares lederens spørgsmål til litteraturens opdrag i omgangen med virkeligheden - "at fastholde sin karakter af undersøgelse og [-] sin ambition om at komplicere spørgsmålene, undergrave vores skråsikkerhed" - redaktionelt behændigt af to artikler: Anne Fastrup udfolder en kritik af det fallokrati - pikstyre - som ligger under Hanne Vibeke Holst's roman, Kronprinsessen og fortællingen om den (i én forstand) feministiske rollemodel, den miljøforkæmpende og potente Charlotte Damgaard, og klyngen af narhatte og kastrater, som vil den ypperlige og især stærke kvinde til livs. En del har sikkert set bogen på serie, så historien lader vi stå til fordel for Anne Fastrups pointe, som er enkel og indlysende: den kønnede virkelighed er bare vendt 180 grader hos Holst, kvinder er stærke, mænd er svage (og derfor magtliderlige), og hvem er det så i grunden, der har sagt, at mænd skal være stærke for ikke at være vatpikke. Man kan som bekendt argumentere for, at køn kan som tælles i 2 + n, eller som jeg så det formuleret forleden, ufrivillig morsomt og præcist: "Det drejer sig ikke kun om mænd, men også om kvinder og andre individer". Her handlede sproget med politikken og etablerede et lille stykke uagtsom virkelighed.

Papirvæsener

Den type af engageret dobbelttale, som Anne Fastrup diagnosticerer og kritiserer i Hanne Vibeke Holsts romaner, besvares af dbp's anden artikel, hvor Lilian Munk Rösing fremanalyserer kritikkens retorik i Kirsten Hammanns romaner, fra Vera over Ramona til Lotte og Mette. Ingen af dem stærke kvinder, fordi de simpelthen er papirvæsener, allegorier over tab og katastrofebevidsthed og ikke mindst over skriftens forhold til sit eget, lurende virkelighedstab - som indtræder netop gennem identifikationsfigurer som Holsts Charlotte.

Pointen med allegoriens tørre og tynde personifikation er, at de umuligt kan føre til hverken ideologisk eller psykologisk identifikation. Allegorien, som Lilian Munk Rösing viser som Kirsten Hammanns gennemgående greb, er således åbningen for en permanent undersøgelse af et skel mellem sprog og virkelighed, som netop ved opmærksomhed på skellet kan pode læsning af andre virkeligheder end litteraturens: "Ved at lade sine figurer være tydelige skriftprodukter, ved at træde ind i allegoriens og symptomets logik, træder Hammann ind i den logik der også uden for teksten skaber virkelige personer." Læsningen af Kirsten Hammanns sprogligt udfoldede vrede og afmagt pinpointer forfatterskabets tydeligt politiske twist, der hele tiden tager dilemmaer på sig.

Jeg forstår Tue Andersen Nexøs ønske om essaykritik. Jeg forstår også, hvorfor ønsket er vanskeligt at indfri. Og jeg forstår ikke mindst, hvorfor ønsket formuleres i forbindelse med Den Blå Port eller dbp, hvor den redaktionelle bestræbelse er at genåbne en offentlighed for undersøgelse, for plads og tid til at komplicere. Man kunne så også betragte et tidsskrift og dets enkelte nummer under essayets vinkel - her vandres mellem og afprøves - i en række former og i samtaler mellem litterære tekster og kritik - komplicerede sammenhænge. Det lykkes overraskende ofte i Den Blå Port, undskyld, dbp - også i nummer 73.

- dbp 73. Den Blå Port. Tidsskrift for litteratur. Red. Kristine Kabel, Lone Hørslev, Tue Andersen Nexø, Lars Frost. 78 sider, enkeltnummer 98 kr., abonnement 320 kr. (4 numre årligt). Forlaget Athene

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu