Læsetid: 4 min.

Engel med indbygget toilet

Dorrit Willumsens nye noveller er suveræn litterær kunst, som kaster et humorens og næstekærlighedens forløsende skær over den sølle eksistens
21. oktober 2005

De er ganske enkelt pragtfulde, disse ni nye noveller af Dorrit Willumsen. I den klasse hvor man som anmelder egentlig bare har lyst til at kaste sig på knæ og takke kunstneren, for det er så suverænt, så klogt, så barskt, så ømt, så morsomt, så sprudlende, så vemodigt, så klukkende, så smerteligt, at man (hvis man skulle have mistet den) genvinder troen på både litteraturen og livet. Det er sjældent man sidder med dansk litteratur mellem hænderne af denne karat.

Enlige kvinder

De fleste af novellerne handler om enlige kvinder. Fra unge singler til gammeljomfruer. Med kærlighedens forløsning som en vag erindring, en drøm, et spøgelse eller noget, der er afvist og erstattet af andre forløsningsfantasier: rockstjernedrømme, rejser, opera på cd, pedicure, aromatiske bade, den dygtige piges korrekte små cirkler om sig selv.

I de noveller, hvor kærligheden træder ind i kvindernes liv, er det i ganske ukonventionel og meget lidt romanbladsagtig skikkelse: en vaneforbryder, som pludselig ser sig selv investere al sin indbrudsteknik i at stjæle pelse og møbler til en lille rødhåret hundeejer, der forkæler ham med hamburgerryg og flødeboller ("Dennis og Marina").

En grænseautistisk computernørd, der bliver engel i huset hos en midaldrende, hjemmegående rigmandsfrue ("En engel på taget"). Disse kiksede mænds kærlighed gives så enkel og usentimental sprogdragt, at intet kvindehjerte kan forblive tørt. Som da computernørden står med husfruens hårtørrer:

"Det var sært og meget bevægende at holde denne genstand i hånden. Den er jo så tæt forbundet med hendes smukke kastanjebrune hår og hendes døsige morgener."

Hos Willumsen udspiller de store romancer sig mellem de mærkværdigste (mest menneskelige) par, som regel med masser af vor mors lækre mad imellem dem: persillestoppede kyllinger, glinsende andelår, svinekam med svær.

Humor

I de noveller, hvor kærligheden indtræffer, får vi mandens perspektiv med. Ellers følger vi konsekvent kvindens perspektiv, nogle gange i jeg-form, andre gange i hun-form, men i begge tilfælde helt inde under huden på disse kvindeskikkelser: sekretærer, husmødre, rengøringsdamer, plejehjemsforedragsholdere, eks-kunstnerinder, wanabe-rockstjerner.

Det lyder jo som en trist forsamling, en sand Herman Bang'sk dronningerække af 'stille eksistenser', og det er det på sin vis også, men badet i Willumsens nådige lys fremtræder disse eksistenser lige så ophøjede som ynkelige. Når ikke kærligheden forløser dem, gør humoren.

Willumsens humor er af den guddommelige slags: en mild latter, en absurd-poetisk forklarelse af smerten. Vi plukker af humorens nådige frugter:

"Hvad jeg dog ikke har set af kirkegårde. Den mand tænker hele tiden på fremtiden."

"Hvis der var noget, Simone ikke led af, var det kærlighed."

"Vores dag er fuld af kærlighedsgerninger inklusiv almindelig husgerning."

"Somme tider ville jeg ønske, at jeg kunne forelske mig i en astronaut. Vægtløs og hvid som en engel med indbygget toilet."

Kosmetologisk frelse

Willumsens kvindeskikkelser er kvinder af vor tid. Deres forløsningsdrømme er de drømme, der tilbydes en kvinde af i dag: kurbade, ansigtsløftninger, shopping, postordrekataloger, samtaleterapi ("alene eller sammen med din partner"!), rockstjernelivet. Men i Willumsens nådige univers udhænges disse drømme ikke bare som 'falsk bevidsthed', eller hvad man ellers kunne tænke sig, hvis det ikke havde været en stor forfatterinde, men en politisk korrekt samfundsrevser, der havde siddet ved tasterne.

Helt guddommelig er historien om den 61-årige lille prop af en advokatsekretær, der tager tidligt fri en fredag og får en ansigtsbehandling, hvorefter hun beruser sig i powershopping og cocktails ("Proppen"). Igen: det kunne jo have været en sølle historie, men plottets pointe er fuldstændig overrumplende, og Willumsens sprog lader med hårfin forskydning forbrugssamfundets platte poesi og sløvende rus forvandle sig til virkelig poesi og beruset vækkelse.

"Enhver kan vel bære sommeren på sit ansigt," tænker Proppen således, da den unge kosmetolog foreslår at sminke hende "sommerligt og let", og da hun styrter om i en seng med alle indkøbsposerne på overdynen, fyldes hun af "samme milde ro, som når hun som barn blev holdt hjemme fra skole på grund af feber" og begynder at opføre samme yndefulde danse med sine nyerhvervede genstande, som hun som barn gjorde med sine påklædningsdukker.

Dobbeltliv

Alle personerne i disse noveller fører et dobbeltliv; ind i deres hverdagskvindeliv kiler sig et andet liv. Det kan være i form af en diskret 'anden tilstand', en drømmeverden af dameblade og opera, en elsker, et tidligere liv som feteret kunstmaler - eller det kan være en helt anden eksistens, der spalter personen skizofrent og blander sig på nærmest magisk realistisk vis, så det bliver umuligt at trække grænser mellem virkelighed og fantasi. Dette 'andet liv' frelses hos Willumsen fra eskapismens døvende slummer og kaster, ligesom kærlighedens og humorens 'andet lys', en forløsende og sansevækkende kile ind i de uforløste eksistensers poetiske vemod.

Som altid, når noget er suverænt, er det svært at give en kvalificeret beskrivelse af denne suverænitet. Men skudt fra hoften er suveræniteten hos Willumsen den store humor og den store smerte, der går hånd i hånd. Og så noget, jeg tror, jeg bliver nødt til at kalde næstekærlighed.

Dorrit Willumsen: Den dag jeg blev Honey Hotwing. 192 s., 199 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-04317-3

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu