Læsetid: 3 min.

Hans Engell af vejen

22. februar 1997

SELVFØLGELIG. Det må være reaktionen på, at Hans Engell i går trak sig fra posten som Det konservative Folkepartis formand og statsministerkandidat.
Det overraskende i sagen er, at Engell og hans folketingsgruppe så sent som torsdag eftermiddag kunne befinde sig i den illusion, at der var andet valg. Da havde Engell nemlig vedstået en alvorlig forbrydelse: spritkørsel.
Efter en bedre middag sammen med sine gruppefæller havde Engell den forudgående nat sat sig bag rattet i sin sølvgrå Mazda 626, hvorfra han ikke ænsede eller magtede en midlertidigt venstredrejende kurve på Helsingørmotorvejen ved Lundtofte. Bil og fører brasede ind i en betonklods. Bil totalskadet. Førers fysiske tilstand slap med alvorlige knubs. Den åndelige målte
politiet til at være 1,37 promille spirituøs. En anseelig brandert.
Lovens grænse er 0,8. Engell gjorde det allerede torsdag formiddag klart, at han modtager den straf, som anklagemyndigheden efter den faste takst vil pålægge ham: En bøde svarende til en månedsløn minus skat og mindst ét års frakendelse af retten til at føre bil.

DERMED BURDE SAGEN have været klar. For med en sådan straf kan Hans Engell ikke længere være kandidat til statsministerposten - eller til nogen anden ministerpost for den sags skyld. Med mindre vi da i dette land nu finder grundlag for at sænke de høje etiske krav, der - strikt og af alle regeringsdannende partier - lige siden Alberti-skandalen 1908 har været stillet til ministeremner. En sådan sænkning af de formelle kvalifikationskrav er tiden vist - alt taget i betragtning - ikke inde til.
At Engell og hans folketingsgruppe torsdag overså dette aspekt, må tilskrives chok. Over ulykken - og over den pludseligt smertelige mangel på indlysende arvtagere.
Helge Adam Møller forsvarede efterfølgende gruppens beslutning med en sådan nidkærhed, at han fik rejst tvivl om sin egnethed som formand for Færdselssikkerhedskommissionen. Det principielt uacceptable i spritkørsel gik ganske formanden af syne.
Større bekymring må det dog vække, at politikere fra andre partier har søgt at fremhæve egen ophøjethed ved at gøre konsekvenserne af Engells handling til "udelukkende en sag mellem ham og Det konservative Folkeparti", som f.eks. Uffe Ellemann har udtrykt det.
Nej, pokker det er ej! Skulle Ellemann nogensinde komme til at danne regering, vil vi på det danske folkestyres vegne tillade os at håbe, at han ikke på sin ministerliste optager personer, der er straffet for lovovertrædelser af blot nogen alvor.
Det må være spillereglen, hvis respekten skal have noget at have sig selv i. Man kan - måske - argumentere for en vis videre margin for folketingsmedlemmer, men for ministrene, dem der bærer ansvaret for lovenes forvaltning, nej.

OG NU SKAL de konservative så finde ny statsministerkandidat. Folketingsvalg kan komme både snart og sent, så lederemnet skal nødvendigvis findes blandt folketingsgruppens medlemmer.
"Hvor kan man plukke roser, hvor ingen roser gror?" som det hedder i en elsket folkevise.
Den ny konservative leder skal over for vælgerne markere partiets særpræg - ikke mindst i forholdet til Venstre. Det giver partiet to muligheder. Enten at finde en leder først og så overlade det til denne at definere særpræget. Den logik lå bag det udskillelsesløb, der satte Engell i front (og i sin tid også Schlüter). Men efterfølgende succes forudsætter, at lederen har den udstråling, der skal til for at spejle partiet i sit billede.
Engell nåede at projicere flere på hinanden skiftende billeder. Ingen af dem kunne hænge fast. Og vi øjner blandt de forhåndenværende muligheder ingen med en karisma, der blot nærmer sig Engells.
Den anden mulighed er, at de konservative først bestemmer sig til profilen og dernæst finder lederen. Det er sådan, man for tiden gør i det af partiet så idealiserede erhvervsliv. Men hvad er særpræget? Er det liberalistisk uden at være liberalt? Så er svaret Anne Birgitte Lundholt. Er det filosofisk konservativt? Så er svaret Per Stig Møller. Er det populistisk 'nyhøjre' model USA og Storbritannien, så er nævnte Helge Adam Møller manden.
Kan partiet ikke bestemme sig til sit eget særpræg, venter der et indre opgør så ondt og langvarigt som noget, de konservative i deres turbulente lederhistorie har oplevet.

dr (David Rehling)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu