Læsetid: 4 min.

England overvejer Makelele-modellen

10. juni 2006

Det er et på én gang stærkt og sælsomt mandskab, England denne gang har sendt til VM. Det rummer både en håndfuld verdensklassespillere, en halvskadet playmaker, en ranglet tometermand og en 17-årig, der aldrig har spillet på førsteholdet i sin klub.

Den engelske landstræner, Sven Göran Eriksson, har ellers bygget sin karriere op omkring altid at træffe de fornuftige valg. Han er kendt for at have en forkærlighed for spillere, der har overstået deres første ungdom, som er villige til at arbejde både offensivt og defensivt, og som kan indpasses i et stramt taktisk koncept. Et typisk Eriksson-mandskab spiller en forsvarsbaseret 4-4-2 og er befolket af hårdtarbejdende holdspillere. Det er svært at besejre, men også svært at begejstres over.

I starten af sin tid som landstræner gjorde Erikssons konservatisme ham populær på de britiske øer, fordi han bragte stabilitet til et hold, som forgængeren Kevin Keegan havde efterladt i taktisk og moralsk opløsning. Eriksson blev rost for at have genindført brugen af common sense i arbejdet med det engelske landshold, men efterfølgende kvartfinale-nederlag ved VM i 2002 og EM i 2004 til Brasilien og Portugal har afsløret, at selv om hans mandskaber er solide, så har de manglet det afgørende element af uforudsigelighed, som kræves for at vinde en international turnering.

Måske er dét årsagen til, at Eriksson denne gang har gamblet ved udtagelsen af truppen. Eller også skyldes det, at vi har at gøre med en mand, der intet har at tabe, eftersom han på forhånd har meldt ud, at han forlader sin stilling efter VM. I hvert fald tog den kølige svensker en sjælden chance, da han sammensatte den engelske VM-trup. Men det vender vi tilbage til. Lad os starte dér, hvor englændernes væsentligste taktiske problem befinder sig, nemlig på den centrale midtbane, hvor Eriksson har verdens nummer to og syv ved FIFAs afstemning om verdens bedste fodboldspiller for 2005 til sin rådighed - Chelseas Frank Lampard og Liverpools Steven Gerrard.

Intens engelsk debat

På papiret burde de to udgøre verdens stærkeste centrale midtbane, men det gør de bare ikke i praksis - sandsynligvis fordi de ligner hinanden for meget. Begge er box-to-box spillere af klassisk engelsk snit; hårdttacklende, dynamiske og med et enormt vingefang. De er på deres klubhold vant til at blive støttet af en mere defensivt orienteret makker, der holder skansen bagude, når de foretager deres raids op ad banen, men i Englands system er der ikke gjort plads til en decideret defensiv midt, og det betyder, at Gerrard og Lampard tvinges til at tage uvante defensive hensyn, der hæmmer dem begge og resulterer i frøkenagtig fodbold fra de to verdensstjerner, når de sættes sammen på landsholdet.

Lampard og Gerrards problemer med samspillet har ført til en intens debat i England om, hvorvidt Eriksson bør bryde holdets midtbane op og indsætte en skraldemand på det, som englænderne kalder the Makelele position efter den franske landsholdspiller, der har perfektioneret pladsen som defensiv oprydder. I Danmark ville vi nok nærmere kalde det for Jens Jørn Bertelsen-positionen, men det lyder jo knap så glamourøst. England er rent faktisk i besiddelse af sådan en spiller i skikkelse af Bayern Münchens Owen Hargreaves, men introduktionen af ham vil betyde, at England skifter formation fra den traditionelle 4-4-2 til 4-4-1-1, og at Steven Gerrard skubbes frem in the hole (på dansk: i Jon Dahl Tomasson-positionen), hvor han notorisk ikke bryder sig om at spille, og hvor hans evner ikke kommer til deres ret.

Den store satsning

Det står dog klart, at hvis England skal have en chance for at vinde i Tyskland, så skal Eriksson finde den rette måde at konstruere den centrale midtbane på.

Den engelske landstræner har også været tvunget til at genoverveje sin offensive strategi, efter at holdets playmaker, Wayne Rooney, brækkede en knogle i sin fod kort før VM; og denne skade førte til Erikssons mest bemærkelsesværdige gambling i sin tid som landstræner, ja muligvis i hele sin trænerkarriere, nemlig udtagelsen af den kun 17-årige Theo Walcott, der aldrig tidligere havde spillet på hverken landsholdet eller førsteholdet i sin klub, Arsenal.

Walcott regnes ganske vist for det største engelske talent siden Rooney, men alligevel må det betegnes som en kæmpe satsning at tage en så uprøvet spiller med til verdensmesterskaberne. Erikssons forsvarere anfører, at Pelé også kun var 17, da han deltog ved VM i Sverige i 1958, men sammenligningen holder ikke, for hvor Pelé på det tidspunkt allerede havde spillet to år i den bedste brasilianske række og scoret mål i landskampe mod Argentina, så har Walcott ingenting at prale af. Nada. Zip.

Den tydeligste konklusion, man kan drage af hans indlemmelse i truppen, er derfor, at Eriksson tilsyneladende har erkendt, at England må være i stand til at løsne sig fra sin stramme 4-4-2, hvis de skal kunne vinde turneringen, og der aftegner sig på den baggrund et billede af en landstræner, der er villig til at foretage mere dristige valg nu end på noget andet tidspunkt i sin karriere. Det giver løfter om, at England kan blive et spændende bekendtskab ved VM.

Vi slutter med et staldtip til de spillelystne: Englands reserveangriber, den 1,98 meter høje Peter Crouch, giver hos visse bookmakere pengene 40 gange igen, hvis man spiller på ham som turneringens topscorer. Det er fornuftige odds på en spiller, der på grund af Rooneys skade sandsynligvis starter inde i puljekampene mod blandt andet Paraguay og Trinidad&Tobago, to hold med middelmådige forsvar, der er uvante med at håndtere modstandere på over to meter. Sidst Crouch stod over for den type forsvar - i venskabskampen mod Jamaica - scorede han tre gange.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu