CAIRO - Mandag bragte de danske aviser fra Ritzau en nyhed fra Egypten, der lød som en aprilsnar: Egyptens mufti Ali Gumaa havde udstedt et fatwa, der forbød statuer i hjemmet. Og nu var der nervøsitet for, om dette kunne have konsekvenser for landets museer og store samlinger af faraoniske statuer. En af grundene, til at aviserne fandt dette værd at rapportere, var formentlig Muhammed-sagen, som jo også drejer sig om billeder, og måske også en samtidig rapport om, at Egyptens mufti havde været rede til at udstede en erklæring mod Danmark, da han mødtes med imamerne i december.
Som nyhed var telegrammet lidt overraskende, for muftien udstedte sit fatwa i midten af marts. Og han havde faktisk også nået at trække lidt i land. Det har at gøre med den standende kulturkamp her i Cairo.
Det begyndte som et ganske almindeligt fatwa til en medborger. Et fatwa er et svar fra en islamisk lærd på et spørgsmål fra en troende. I dette tilfælde var muftien blevet spurgt, om en troende må smykke sit hjem med statuer. Ali Gomaa svarede, at hvis formålet ikke var højere end at udsmykke hjemmet, så var det haram (forbudt), og de, der gør det, vil blive pint på opstandelsens dag.
Begrundelsen var det klassiske i islamisk jura, at mennesker ikke må gøre sig "billeder med skygge", da disse er afgudsbilleder samt at mennesket ikke må gå Gud i bedene som skaber. muftien citerede profeten Muhammed for, at "engle vil ikke gå ind i et hus, hvor der er hunde eller billeder".
Borgeren må imidlertid have valgt at offentliggøre fatwaet, og det vakte postyr. I et portræt i den nye uafhængige kvalitetsavis, "Egypteren i dag", blev dette nye fatwa fremhævet som udtryk for, hvor forstokket Gomaa var. Der fulgte en heftig debat i aviser og på tv, og kulturminister Farouk Hosni karakteriserede fatwaet som et udtryk for en "talebanisering" - med henvisning til talebanernes ødelæggelse af Buddha-statuerne i Bamyan i Afghanistan i foråret 2001. Hosni - som selv er en aktiv maler og skulptør - påpegede, at statuer ikke er andet end "billeder med krop", og at et forbud i sin konsekvens også måtte forbyde alle andre former for menneskelig afbildning.
Det vidste Hosni naturligvis godt var absurd, og da Taleban ingen sympati har haft i Egypten, var det også stærkt polemisk - ligesom Ritzaus oplysning om at man frygter for landets faraoniske skatte. Men dette er som sagt kulturkamp, og mange kunstnere, særligt forfattere, føler sig presset af en ny censurerende religiøs atmosfære.
Som en af Hosnis støtter, kunstneren Izz ad-Din Naguib, forklarede: "Fatwaet gør mig smerteligt bevidst om forskellen mellem Egyptens mufti anno 1905, Muhammad Abduh, og Egyptens mufti anno 2006, Dr. Ali Gomaa. For når vi efter mere end 100 år går tilbage til Muhammad Abduhs fatwa, da han blev stillet over for dette spørgsmål."
Den berømte modernist Muhammad Abduh (1849-1905) havde ikke blot tilladt statuer, ifølge Naguib havde Abduh tilmed lovprist billedkunsten for at være en form for poesi, og ligesom poesien at have til formål at løfte menneskets ånd til indsigt i lovprisning af Herrens skaberværk. Ak, hvor forandret.
Man kan gøre som man vil
mufti Gomaa følte presset fra et kulturliv, som selv føler sig presset. Han valgte at bløde op. På tv i slutningen af marts erklærede han, at der i islamisk retstænkning er to skoler på dette punkt, en dominerende som forbyder skulpturerne, og en mindretals position, der tillader dem. Denne uenighed betyder, at de troende ikke skal holdes fast på en bestemt tolkning. Han gik endda så vidt som at sige, at han selv var for en tilladelse, da den bedst var i overensstemmelse med virkeligheden idag, og ikke ville så splid mellem muslimerne.
Senere har han dog i avisen al-Ahram understreget, at hans holdning er, at der er et religiøst forbud. Folk kan så gøre, som de vil, men de risikerer altså Guds straf i sidste ende. Og det faktum, at kunstnerne ikke er bange for den straf, er ifølge Gomaa det virkelige problem. Når hans kritikere peger på, at man på islamiske museer kan se små skulpturer som går tilbage til flere af de berømteste islamiske dynastier, vil muftien omvendt pege på, at det netop var forbudet mod billeder og skulpturer af mennesker, der ledte islamisk kunst ind i dens særlige formsprog: kalligrafien, arabesken og poesien.
Kulturkamp, ja, men før vi kommer alt for godt i gang, er det nok lige på sin plads at oplyse om noget for den, der aldrig har været i Kairo. Statuer i hjemmet er langt mere almindelige end i Danmark. Som et utal af antikvitetsbutikker i centrum kan bevidne, har det egyptiske bourgeoisi gennem generationer haft en stærk forkærlighed for papirpressere i form af dyr, mandshøje kandelabre båret af sorte slaver, hyrdescener i porcelæn og konsoller og borde med udskårne figuriner. Det har der altid været sheikher, der tordnede imod. Men folk var ligeglade, og det er der mange, der stadigvæk er. Antikvitetshandlerne skal nok få solgt deres skatte. Og ingen drømmer om at sprænge faraoniske statuer i luften, heller ikke muftien.
Tværtimod har han travlt med at lave undtagelser: Børns skulpturer er undtaget, og det er også skulpturer til undervisningsformål, eller skulpturer af nationens store mænd. Forbudet gælder alene skulpturer, der kun skal pynte. Alt med en nytte er tilladt.
En fornærmelse
Her er der en interessant udvikling. For 100 år siden, da den omtalte modernist Muhammed Abduh var statens mufti, var problemet ikke det private, men det offentlige. I klassisk islamisk jura er skellet mellem privat og offentligt centralt, og hvor der er klare regler for, hvad man må gøre offentligt, er juraen meget klar med, at man kan leve på en anden måde privat, uden at nogen skal blande sig. De osmanniske sultaner, som regerede i det daværende indtil 1920'erne, havde store privatsamlinger af kunst og skulpturer. Men på offentlige pladser satte de allerhøjst et klokketårn op. I Egypten var man tidligere ude med statuer i det offentligt: Her begyndte herskerne at opstille statuer (af sig selv og familien) fra 1870'erne og frem. Den udvikling indtrådte i Tyrkiet først med osmannernes afløser, Atatürk. Han sagde ligeud, at der var en fornærmelse af muslimerne at forvente, at de ikke kunne se en sten eller statue uden straks at gå i gang med at dyrke den. En udmærket formulering, var det ikke lige for den detalje, at Atatürk selv havde travlt med at opstille statuer af sig selv over hele Tyrkiet, netop som led i en politisk kult.
Så slaget om statuerne stod for godt 100 år siden. I dag er billeder og statuer af mennesker og dyr omtrent lige så udbredte i de fleste muslimske stater, som de er i andre lande. De store nationale helte i kampen mod kolonialismen har alle deres statuer i Kairo og Alexandrien, og det er næppe noget man skal lægge sig ud med. Det anerkender den egyptiske mufti.
Tilbage bliver så pludseligt privatsfæren, som kan islamiseres. Men argumentet for at skelne mellem offentligt og privat er slet ikke det samme som i den klassiske islamiske jura, hvor det offentlige rum skulle holdes rent for smuds og ugudelighed. Nu er det det private rum som skal holdes rent. I det offentlige rum applicerer man derimod modernisternes nøglebegreber om, at alt, hvad der er i almenvellets interesse, også er islamisk tilladt. Og at små skader mod religionen er tilladt, hvis de forhindrer større skader. Så jo, skulpturer til undervisning, til oplysning og til opbyggelse. Men hvis man har dem derhjemme for udsmykningens skyld, skal man ikke regne med at få besøg af englene.
Det Dansk-Egyptiske Dialogcenter i Kairo kan man finde under: www.dedi.org.eg
