Læsetid: 2 min.

Enhedslisten på vej til at blive voksen

17 år efter stiftelsen er Enhedslisten for alvor ved at vokse sammen til et helt parti. Nu er målet at blive et stort parti
15. maj 2006

"Vi skal beslutte, at vi vil være store. Når vi beslutter, at vi vil være store, sætter vi os et strategisk mål, og så kan vi også nå det." Denne opsang fra Rune Lund, der er en af de tre, der blev nyvalgt til Enhedslistens folketingsgruppe i fjor, er typisk for stemningen på det årsmøde, som partiet i bededagsferien holdt i Den Grå Hal i Christiania.

Enhedslisten mærker medvind, og samtidig er partiet ved at nå igennem puberteten.

Partiet blev stiftet i 1989 som et fornuftsægteskab af tre venstrefløjspartier, der hver for sig ikke havde en snebolds chance i helvede for at komme i Folketinget. Hensigten var at stoppe stemmespildet, der sikrede borgerligt flertal i Folketinget, selv om vælgerflertallet stemte modsat.

Det var en svær fødsel, for i snesevis af år op til stiftelsen havde de mest indædte og forbitrede slagsmål i dansk politik stået netop mellem de små bevægelser yderst på venstrefløjen.

Denne arv bragte Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejder Parti med sig ind i Enhedslisten, og det prægede partiets indre liv og debatten på landsmøderne i en årrække.

Fortidens spøgelser er ved at blive båret til graven, viste årsmødet i Christiania, der var det 17. i rækken. Tidligere tiders hårde og indædte tone i debatterne og fraktionsmøder i hjørnerne er afløst af en fordragelig tone - også når hovedbestyrelsen skulle have smæk, fordi den ikke nåede alt det, den skulle.

Ny generation

Fordrageligheden er hjulpet på vej af, at en ny generation fylder godt i forsamlingen. Den har ikke fortiden med i rygsækken. Og så skader det bestemt ikke, at Enhedslisten har haft succes i to valgkampe, at medlemstallet på et år næsten er fordoblet, og at meningsmålinger tyder på fortsat medvind hos vælgerne.

Det er dét, der giver appetit på mere. Enhedslisten er ved at få fodfæste i fagbevægelsen og satser på et gennembrud, når fagbevægelsen i de fem største byer på onsdag demonstrerer mod nedskæringer i velfærden. EU-modstand og kamp mod krigen i Irak er andre mærkesager, hvor Enhedslisten fornemmer, at folkestemningen er med venstrefløjen og mod regeringen.

Men helt sluppet fortiden har Enhedslisten ikke. Traditionel retorik om klassekamp og arbejderklasse præger stadig vedtagelserne, og et landsmødeflertal strittede imod et forslag om at skifte beskrivelsen af partiet som et socialistisk parti ud med ordene 'Et rødt og grønt parti'. Et massivt flertal slog samtidig fast, at Enhedslisten er et revolutionært parti - men et parti, der vil gennemføre revolutionen uden brug af våbenmagt.

Advarsel til opposition

Med adresse til omverdenen uden for Den Grå Hal sendte Enhedslisten gentagne advarsler til de øvrige oppositionspartier mod at indgå aftaler med regeringen om velfærd og mediepolitik.

"Partierne mod Anders Fogh Rasmussen og Dansk Folkepartis indflydelse skal forberede sig på valget allerede nu. Det er ikke bogstavleg, men klare og tydelige politiske forskelle, der afgør det næste valg," hedder det i et åbent brev, som gruppeformand Line Barfod og finansordfører Frank Aaen har sendt til Socialdemokraterne, de radikale og SF.ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu