Læsetid: 4 min.

'Enhver er her alene'

17 års debat og skandaler er forbi. Den 10. maj åbner Holocaust-mindesmærket for Europas myrdede jøder
7. maj 2005

BERLIN - 2.711 firkantede søjler af mørkegråt beton står som en bølgende kornmark ved Brandenburger Tor. Tilsammen udgør søjlerne Mindesmærket for Europas myrdede jøder - efter 17 års debat, skænderier, skandaler og byggeri er det endelig klar til den officielle indvielse 10. maj.

Mindesmærket, der fylder 19.000 kvadratmeter midt i Berlin og har kostet 200 millioner kr., er skabt af den amerikansk-jødiske arkitekt Peter Eisenman. Med sit værk vil han vise, at der "intet mål, ingen ende, ingen vej ind eller ud er af erindringen."

Under mindesmærket er der indrettet et informationscentrum, hvor gæsterne kan studere 15 jødiske familiers skæbne under nazismen og Anden Verdenskrig.

Mindesmærket er ikke indhegnet - det står under publikums og politiets beskyttelse.

At mindesmærket overhovedet blev bygget skyldes først og fremmest den stridbare tyske tv-journalist og samfundsdebattør Lea Rosh, der trommede en initiativgruppe sammen og 30. januar 1989 offentliggjorde et opråb.

Opråbet, trykt i avisen Frankfurter Rundschau, gjorde opmærksom på det skandaløse i, at "der endnu ikke på tysk jord, i gerningsmændenes land, er et centralt mindesmærke for det enestående folkemord, og intet mindesmærke for ofrene."

En bredt sammensat gruppe af prominente og kulturpersonligheder havde skrevet under - blandt dem tidligere kansler Willy Brandt, forfatteren Günter Grass, rockmusikeren Udo Lindenberg og satirikeren Dieter Hildebrand.

En kvart jøde

Lea Rosh var allerede før hendes idé om et holocaust-mindesmærke en omstridt figur i tysk kulturliv. Det blev lagt hende til last, at hun havde skiftet navn fra Edith Renate Ursula Rohs til det mere jødisk-klingende Lea Rosh - foragteligt kaldte man hende 'kvart-jøde'.

Når hun blev spurgt, hvad der berettigede hende til at tage ordet på ofrenes vegne, svarede hun med modspørgsmålet "hvem ellers?".

Hun blev tillagt både hovmod og en profilneurose, mindesmærket kaldte man 'rigssørgeområde' - en hentydning til nazisternes gigantiske rigspartiområde i Nürnberg, hvor NSDAP hvert år afholdt store, kultiske parader.

Fra starten var tankerne om et Holocaust-mindesmærke omstridt, men med den tyske genforening mærkede kansler Helmut Kohl behovet for en klar antifascistisk markering af det moderne Tyskland. Samtidig stod en mulig byggegrund nær Brandenburger Tor til rådighed, efter at Muren og dødsstriben gennem Berlin blev sløjfet.

Hvordan skulle mindesmærket se ud? En idé-konkurrence fik 1.200 forslag til indretningen, vinderen var en hældende betonplade så stor som fire fodboldbaner med millioner af Holocaust-ofres navne mejslet ind i.

Helmut Kohl fandt ideen komplet uacceptabel, og en ny idé-konkurrence blev udskrevet blandt 25 indbudte kunstnere.

Vinderen blev denne gang arkitekten Peter Eisenman fra New York. Han foreslog en samling af gravsøjler på arealet. Kohl mukkede igen.

Efter Kohls valgnederlag i 1998 foreslog den socialdemokratiske kulturminister Michael Naumann, at der i stedet skulle bygges et Holocaust-Museum, og kansler Schröder kom til at sige, at han foretrak et monument, hvor man godt kunne lide at komme.

Forfatteren Martin Walser gik i sin berømte fredspristale i Frankfurt samme år løs på både mindesmærke og den tyske skyld efter Anden Verdenskrig:

"I diskussionen om Holocaust-mindesmærket i Berlin, vil eftertiden engang kunne studere, hvad folk, som føler sig ansvarlige for andres samvittighed, kan anrette. Betoneringen af hovedstadens centrum med en fodboldbane stort mareridt. Skammens monumentalisering."

Heller ikke blandt de tyske jøder var der entydig begejstring for projektet. Debatten blussede igen. Året efter vedtog Forbundsdagen bygningen af Eisenmans forslag, byggesummen skulle det offentlige betale.

En fortabt følelse

Afstemningen betød langt fra, at vanskelighederne ophørte og protesterne forstummede. Først måtte arbejdet med mindesmærket stoppes på grund af brud på EU's licitationsregler, så kom Lea Rosh under alvorlig kritik for sit indsamlingsinitiativ, hvor hun på store plakater forsøgte at få samlet økonomisk støtte til projektet med det provokatorisk mente - men ganske forfejlede - slogan "Holocaust har aldrig fundet sted".

Forrige år kom det frem, at monumentets gravsøjler var behandlet med kemikalier leveret af Degussa, der under krigen via et datterselskab havde produceret Zyklon B, giften der blev anvendt til gasningen af jøder.

Lea Rosh fyrede Degussa som leverandør, og byggeriet lå stille i ugevis, mens man diskuterede, om alt skulle rives ned og anlægsarbejdet begynde forfra. I stedet blev Degussa taget til nåde - ikke mindst på grund af den sum virksomheden vitterligt har ydet til erstatningsfonden for nazisternes tvangsarbejdere.

Kort efter var Peter Eisenman nær blevet fyret som arkitekt, fordi han havde genfortalt en racistisk bemærkning, som hans tandlæge i New York havde fremsat.

Skandaler omkring mindesmærket har der været nok af, først nu kommer rosen og de positive nyheder. Inden den officielle åbning har flere journalister fået lov at vandre ind i mindesmærket:

"Vi begiver os på vej. Udefra ser det ganske harmløst ud. I kanten er søjlerne lave, som om de inviterer til picnic. (...) Men jo længere vi bevæger os ind på området, jo uhyggeligere bliver det. Jorden er ujævn. Sejlt op og ned går det. Snart hører man larmen fra gaden dumpt og meget fjernt. Betonsøjlerne synes at vokse, stadigt højere, til 4,70 meter. Man føler sig lille, fortabt og samtidig presset, for gangene er kun 95 centimeter brede. To mennesker kan ikke gå ved siden af hinanden, enhver er her alene," skrev Anja Lösel fra ugemagasinet Stern.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu