FØRST OPLØSTE præsident Chirac Nationalforsamlingen, så "opløste" han premierminister Alain Juppé mellem de to valgrunder, og slutresultatet blev en opløsning af det franske højre, der stod uden ledelse og uden politik overfor et kampdygtigt Socialistparti. Dette vandt måske navnlig som følge af regeringens fallit, men også takket være en dynamisk og velgennemført kampagne, en (efter omstændighederne) klar politik og en seriøs og troværdig leder, Lionel Jospin.
Chirac satsede med sit fremskyndede ekspresvalg på en uforberedt opposition, men endte med at stå over for en velorganiseret modpart, mens hans egne tropper faldt fra hinanden.
Chiracs manøvre er så mislykket, at den næsten kalder på medfølelse.
Det var uundgåeligt, at han straks efter første runde blev offer for spydige kommentarer om selvmål, boomerang og "den der graver en grav for andre...".
Endnu en ironisk konstatering:
Hvad der aldrig lykkedes for det franske venstres store strateg fra 1958 til 1995, François Mitterrand, er lykkedes for Chirac - nemlig at reducere det parlamentariske højre til det laveste stemmeniveau i den Femte Republiks historie.
EFTER VALGET står Chirac som en svækket præsident med betydeligt formindsket autoritet og prestige - i det franske højre, i nationen og over for udlandet. Spørgsmålet om hans tilbagetræden er kun teoretisk og moralsk, men bør alligevel ikke forbigås i tavshed.
I de fleste parlamentariske demokratier har regeringschefen ret til at udskrive valg, når han eller hun finder det taktisk opportunt.
Chirac har nu som den første franske præsident tiltaget sig den samme ret, men uden den samme forpligtelse, nemlig til at træde tilbage i tilfælde af nederlag. Forfatningsmæssigt har han ret til at blive, men kravet om hans tilbagetræden i tilfælde af nederlag er på forhånd blevet rejst fra mange sider.
Sagt på en anden måde har Chirac bedt om et tillidsvotum fra vælgerne, og han har i stedet modtaget et mistillidsvotum.
Han har selv tidligere ved talrige lejligheder utvetydigt erklæret, at en præsident bør træde tilbage, hvis han taber et parlamentsvalg.
Men det var dengang, præsidenten hed Mitterrand, og disse udtalelser kan - med vort nuværende kendskab til Chirac - i sig selv tages som en garanti for, at han ikke træder tilbage...
OMTRENT DET eneste man ved med sikkerhed efter venstres valgsejr er, at Frankrig går ind i en ny periode med cohabitation (deling af magten mellem en præsident og en regering af modsat partifarve) - og at Europa står højt på dagsordenen i det kommende år som følge af køreplanen for euro'ens oprettelse.
Et parløb mellem Chirac og Jospin aftegner sig ikke på forhånd som dramatisk, konfliktfyldt eller truende for Europas fremtid.
Deres opfattelser i den europæiske politik er ikke uforenelige. De har begge fra begyndelsen sagt ja, men et "kritisk ja" til Maastricht.
Det er Jospins fortjeneste, at de ønsker, der længe har udgjort en skjult sokkel i den franske Europa-politik, er blevet udkrystalliseret i socialisternes partiprogram i kort formulerede betingelser, og at en fransk konsensus nu synes at falde på plads omkring denne politik.
Det betyder, at Frankrig vil presse på for en kursændring til fordel for vækst, beskæftigelse og et "socialt Europa", politisk indflydelse på den europæiske centralbank, en smidig fortolkning af af Maastricht-kriterierne og en valutapolitik, der ikke ofrer Europas konkurrenceevne til fordel for en "hård" euro.
Da der samtidig er tegn på en vis opblødning af den tyske Maastricht-politik under indtryk af stejlt voksende arbejdsløshed, finansproblemer og truende socialt uvejr, indvarsler de franske ønsker om en kursændring ikke nødvendigvis et frontalt sammenstød med Tyskland.
Hvis der kan drages en lære af begivenhederne i Frankrig - og af de mange valg, der i rækkefølge har fordømt alle regeringer siden 1983 - er det, at den Europa-orienterede politik i det lange løb ikke kan gennemføres med foragt for sociale hensyn, på ryggen af de arbejdsløse og hen over hovedet på folket.
Regeringen Juppé blev takket være sine metoder, sin teknokratiske tone og sin manglende vilje til dialog et symbol på en efterhånden forhadt politik.
Det er lykkedes Jospin at fremtræde som en anti-Juppé i næsten enhver henseende.
Men valgsejren finder sted på en dyster baggrund, og der er ingen hurtige løsninger.
Det er allerede blevet forudsagt, at "hvedebrødsdagene bliver korte". Det ligger i luften, at valgresultatet også denne gang først og fremmest er et nej til den siddende regering.
Den sobre Jospin ved det uden tvivl.
En glædelig begivenhed, men ikke nogen fest.
B.V. (Børge Visby)
