Læsetid: 4 min.

Enkeltbillet til Wei

18. november 1997

Hvis man vil sige, det man mener, eller sige sandheden sådan som man ser den, har man kun to muligheder i Kina: Enten at blive i fængslet til man dør eller forlade landet.
Han Dongfang

WEEKENDEN BØD på en god og en dårlig nyhed om samme emne. Den gode nyhed var, at Wei Jingsheng, en af Kinas fremmeste systemkritikere lørdag blev løsladt efter at have henslæbt over 17 år af sit liv i fængsel. Den dårlige var, at han allerede dagen efter blev sat på et fly til Detroit. Her blev han straks indlagt på et hospital og behandlet for forhøjet blodtryk, hjerteproblemer og andre dårligdomme efter de mange år i fængsel, men et faktum er det, at Wei nu er en fri mand, men i tvangseksil i USA.
Første reaktion var naturligt nok glæde. Efter års internationalt pres, anført af især eksilkinesiske grupper i USA, lykkedes det åbenbart at trænge gennem Zhongnanhais tykke mure og få budskabet igennem til de kinesiske ledere, som bor der. "Det er bevis på, at den kinesiske regering rent faktisk reagerer på internationalt pres," sagde eksempelvis lederen af menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch/Asia, Mike Jendrzejczyk.
Også den amerikanske præsident Bill Clinton udtrykte glæde over Weis løsladelse og ankomst til USA. Forud for og under topmødet mellem Clinton og den kinesiske præsident Jiang Zemin pressede amerikanerne på for kinesiske indrømmelser i form af løsladelse af en eller flere politiske fanger. I weekenden kvitterede Jiang Zemin så med at levere 'varen', endda ved at løslade Wei Jingsheng, den mest kendte kinesiske systemkritiker her i Vesten. Forventningen er nu, at Kina i den kommende tid vil løslade flere systemkritikere, måske endda Wang Dan, der også ligger højt på den amerikanske ønskeliste.
Som en venlig gestus over for Clinton, der fluks kan sendte budskabet videre til en skeptisk amerikansk kongres og offentlighed - se så, den konstruktive dialog med Kina virker skam.

HERFRA KAN VI i første omgang godt tilslutte os glæden over Weis løsladelse. Manden er i to omgange blevet buret inde alene på grund af sin overbevisning om, at Kina har brug for en femte modernisering, demokrati, som ledsager til landets øvrige reformer, der indtil nu udelukkende har været af økonomisk karakter.
Men dernæst er det nødvendigt at notere sig den dystre baggrund for løsladelsen. Kina har muligvis givet efter for internationalt pres, men det sker på en måde, der desværre alt for længe har været kendetegnende for ledelsen i Beijing: Man slår en handel af, og varen er levende mennesker.
Netop Wei Jingsheng har allerede én gang tidligere fået denne uskønne politik at mærke, da han i 1993 blev løsladt et halvt år før, hans dom på 15 års fængsel udløb. De kinesiske ledere havde dengang sat næserne op efter, at Kina skulle blive udpeget som vært for de Olympiske Lege, og ved at løslade Wei forsøgte man at give den internationale opinion et skub i den rigtige retning. Da det ikke lykkedes, og Wei Jingsheng oven i købet benyttede den nyvundne frihed til at kritisere alt og alle inden for det kinesiske et-parti-styre, røg han få måneder senere tilbage i fængsel igen. Dommen lød på 14 års fængsel.
I weekenden blev Wei Jingsheng så trukket frem igen, løsladt af "helbredsmæssige årsager", men denne gang ser det ud til, at den kinesiske ledelse har taget ved lære af Weis korte optræden i 1993 og har valgt at sende ham ud af landet - udstyret med en enkeltbillet til USA.
Med denne manøvre vinder Jiang Zemin meget og taber kun lidt. Han har tilsyneladende givet efter for internationalt pres og viser, at han er en mand, som Vesten kan tale til en vis form for fornuft. Jiang udsætter sig ganske vist for kritik internt i partiledelsen, men ved at ekspedere Wei Jingsheng videre til USA, undgår han dels, at Wei skulle dø i fangenskab og dermed blive en martyr for kinesiske demokratiforkæmpere. Dels kan han pege på de gode erfaringer med netop den metode - løsladelse og tvangseksil i USA. Den har indtil nu mest resulteret i en eksilkinesisk lobbygruppe, der måske nok bliver hørt i Vesten, men hvis stemme yderst sjældent når frem til Kina.

YDERLIGERE LØSLADELSER af kinesiske systemkritikere i den kommende tid vil formentlig følge samme mønster. Afgang til USA, kammerat, hvor en kort berømmelse og derefter den store glemsel venter. Wei Jingsheng var opmærksom på faren ved at blive smidt ud af Kina, og han modsatte sig derfor til det sidste en løsladelse under de betingelser.
Men som også fagforeningsaktivisten Han Dongfang, der nu lever i eksil i Hong Kong, har måttet sande, er betingelserne for at tale frit i dagens Kina ikke gode, eller rettere ikke til stede. Valget står ganske enkelt mellem fængsel med risiko for efterhånden at bukke under for de barske forhold - eller eksil.
Der er naturligvis en tredje mulighed, en mulighed som langt størstedelen af Kinas befolkning har valgt eller er blevet påtvunget, nemlig tavsheden. Wei Jingsheng fravalgte for længe siden denne tredje model efter sin tid som rødgardist under Mao Zedongs rabiate Kulturrevolution. Han begyndte at råbe højt under Deng Xiaopings begyndende forår i slutningen af 1970'erne, og han fortsatte sin kritik under et kort tøbrud i 1993, denne gang under Jiang Zemin.
Alle tre ledere, sidstnævnte inklusive, har ladet kinesiske borgere, der har tilladt sig at kritisere systemet, betale en høj pris, og Wei Jingsheng er ingen undtagelse. Han er nu en fri mand, men ikke så fri, at han kan leve i sit eget land. Kina har mistet endnu en kritisk røst, fordi landet stadig regeres af svage ledere, der ikke tør lytte til den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu