Læsetid: 3 min.

Enkeltstart gennem gotiske højdedrag

Både cykling og dystre hemmeligheder spiller en vigtig rolle i Vagn Remmes iltre, voldsomme romandebut. Trådet er stærkt og ujævnt
25. januar 2007

Halvt en rytmisk og frådende sprogmaskine, halvt en dyster, kulørt og ret fortænkt fortælling: Sådan falder delene i Vagn Remmes roman Arvingen, der udkommer i morgen og er forfatterens debut på et større forlag.

Det med delene skal tages ret bogstaveligt. For mens bogens start og slutning fortæller - på ikke helt straight vis, og det vender vi tilbage til - om den unge mand Lars Junget, der pludselig arver et hus fra en far, han ikke anede, han havde, ja, så skrider den lange midterdel ud i en hypnotisk puls. Gennem sidelange sætninger følger vi Lars, der cykler mod Prag for at finde sin forsvundne søster. Ordenes fremdrift falder på eksemplarisk vis sammen med vor hovedpersons langsomme tråd gennem Centraleuropa, resultatet er en svimlende oplevelse:

"- han pruster og stønner, kroppen kan ikke finde ro, det hele er i opløsning, fedtet flyder rundt i ham, lungerne udvider alveolerne, hjertet kæmper omkranset af fedt, Lars' hjerte er i knibe, og uden for Lars begynder regnen så småt, først som en duft, en sød tordenduft, der får Lars' øjne til at udvide sig, søge efter læ, men der er ikke læ her, her er ingen huse, et lukket militæranlæg, indhegnet, sammenfaldent, tilgroet, anløbent, og pludselig kan Lars ikke finde mening i det, hvad laver han her, men kroppen kører videre, hængende over styret, skæv i skuldrene og med øjnene op mod himmelen -"

Og så videre, knap 80 sider ud i et, fortalt af et 'vi' med himmelsk overblik. Det er snart morsomt, snart smerteligt, snart regelret smukt, men først og fremmest er det i sjælden grad medrivende. Alene for det stykke hæver Arvingen sig et godt stykke over de fleste yngre romaner.

Det gotiske vokabular

Resten af bogen er noget mere svingende. Det starter ellers godt og mærkeligt med Lars som en bogstavelig talt enøjet og noget krakilsk jegfortæller med blackouts og raserianfald. Uvist af hvilken grund er han blevet ansat på et reklamebureau; dér er der balstyrige, forpustede dialoger og ansatserne til et ordentligt fortællemæssigt drive.

Derefter vokser de gotiske sætstykker frem. Advokaten, som står for arvesagen, er mystisk; i huset er der en aflåst kælder; en hemmelig dagbog, som Lars imidlertid aldrig får læst, skulle afsløre en frygtelig hemmelighed. Lykkelig incest, selvmord, jalousimord og- ja, snart sagt hvad som helst dukker op fra fortidens hængedynd.

Det lyder meget voldsomt, men virker, når man læser det, en smule forudsigeligt. Eller i al fald stillestående: Som om bogens narrative fremdrift hæmmes, des mere romanen får form af et mysterium, vor hovedperson skal forsøge at løse. Der er også et par dystre fugle og en træls forfatter, der pludselig interesserer sig for Lars' historie.

Nå ja, der er energi nok i sproget, også i disse dele. Værre er det, at Arvingen selv ikke ved, hvad den skal med alle sine begivenheder og sit gotiske udtrækkeri. Som en art nødløsning slutter den af med et par outrerede, fortælletekniske kolbøtter - således at start og slutning falder sammen - hvilket jo nok fører til momentan forvirring og bladren frem og tilbage, men mest til irritation.

Undervejs henviser Remme også til et hemmeligt, men afgørende kapitel 11. Det må være op til læsere i det østjyske at afgøre, hvorvidt dette kapitel faktisk befinder sig på Brabrand bibliotek, sådan som en afsluttende note erklærer. For denne anmelder er den slags mest af alt tegn på en narrativ hittepåsomhed, der har mistet sin retningssans og nu kører - for at blive i cyklistmetaforen - på frihjul. Ærgerligt nok.

Inden Arvingen har Vagn Remme bl. a. udgivet novellesamlingen Øresundsvej og kortromanen Rotterdam - en feberskrivelse på eget forlag. Det er da også koblingen mellem krop, sprog og febervildelse, der er den egentlige styrke i hans nye bog. Det gælder både for den fænomenale midterdel og i resten af bogens spekulative og dystert-kulørte ramasjang. Og det er, når alt kommer til alt, nok.

* Vagn Remme: 'Arvingen'. 216 sider, 199 kr. Forlaget Athene. Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu