Læsetid: 6 min.

Enmands-tænketanken Milton Friedman

En økonomisk superstar, Milton Friedman, døde i sidste uge. Lars Christensen, der har skrevet den eneste dansksprogede biografi om ham, holdt mandag forelæsning om den kontroversielle nobelprismodtager hos tænketanken CEPOS og beskriver i denne kronik hans bedrifter på den monetære verdensscene
23. november 2006

I sidste uge døde nobelpristageren og økonomen Milton Friedman 94 år gammel. Friedman var uden tvivl en af det 20. århundredes mest kontroversielle og samtidig mest indflydelsesrige økonomer og samfundsdebattører. Friedmans dybe skepsis over for statens evne til at regulere økonomien og samfundslivet genfindes overalt i såvel hans økonomisk-videnskabelige arbejder som i hans bidrag til samfundsdebatten. Hvis de liberale vinde, der har blæst over den vestlige verden i de seneste 20-30 år, skal identificeres med nogen enkeltperson, så er det Milton Friedman.

I 1932 blev Friedman optaget på det berømte økonomiske fakultet ved universitet i Chicago. Det var her, Friedman lagde fundamentet til sin akademiske karriere, ligesom det også var her, han mødte sin fremtidige kone Rose Director. Rose fik stor indflydelse på Milton Friedmans tænkning. Således spillede Rose en central rolle i Miltons transformation fra tilhænger af moderat statslig intervention i økonomien til klassisk liberal tilhænger af det frie marked.

Milton og Rose skrev sammen bestselleren Free to choose, der udkom i 1980 og siden er solgt i mere end en halv million eksemplarer. Free to choose skabte en enorm debat og blev fulgt op af en tv-serie i 10 afsnit med Friedman som vært. Bogen og tv-serien er et opgør med efterkrigstidens voldsomme udbygning af den offentlige sektor i den vestlige verden og samtidig en liberal vision for indretningen af samfundet.

Friedman grundlagde sit syn på verden på universitet i Chicago. Her blev han introduceret til en række af datidens største og mest indflydelsesrige amerikanske økonomer. Blandt andet Henry Schultz, og var det netop Schultz, der skaffede Friedman et års ophold på Columbia universitet i 1933-34. Efter opholdet på Columbia returnerede Friedman i 1934 til universitetet i Chicago.

Flydende kurser

I 1950 vendte han sammen med familien næsen mod Europa for et kortvarigt, men betydningsfuldt ophold. Han blev tilknyttet U.S. Economic Cooperation Administration (ECA). ECA havde til formål at overvåge den amerikanske støtte til genopbygningen af Europa efter Anden Verdenskrig - den såkaldte Marshall-plan. Friedmans opgave var at studere Schuman-planen, som var en forløber for det europæiske fællesmarked. I den forbindelse skrev Friedman et memorandum, hvor den overordnede konklusion var, at frihandel mellem de europæiske stater bedst kunne fremmes gennem et system med frit flydende valutakurser. Dette var et markant opgør med datidens ortodoksi, der tilsagde, at faste valutakurser var at foretrække. Friedman indvendte, at faste valutakurser vil føre til store 'balanceproblemer' - arbejdsløshed og betalingsbalanceunderskud - idet priser og lønninger er ufleksible, blandt andet som følge af statslig regulering. I den situation ville økonomierne ikke tilpas hurtigt kunne tilpasse sig økonomiske chok.

Friedmans memorandum lagde grunden til artiklen 'The Case for Flexible Exchange Rates' fra 1953. Denne artikel er i dag obligatorisk stof for enhver, der vil kende den historiske debat om valutakurssystemer. Friedman fastholdte sin kritik af faste valutakurser, og hans argumenter for flydende valutakurser gjorde ham til en markant kritiker af den fælles europæiske valuta, euroen.

Friedmans forskning indenfor forbrugsteorien ledte til bogen A Theory of the Consumption Function, som udkom i 1957. Han har selv betegnet bogen som sit bedste bidrag til økonomisk teori. Friedmans forbrugsteori, som formuleres i bogen, var da også en af hovedbegrundelserne for, at han i 1976 blev tildelt Nobelprisen i økonomi.

Monetarismen

I løbet af 1950'erne holdt Friedman en række indlæg på diverse amerikanske uddannelsesinstitutioner om forskellige samfundsmæssige problemstillinger. I 1962 udgav han sammen med Rose bogen Capitalism and Freedom, som var en sammenskrivning af de offentlige indlæg, han holdt i løbet af 50'erne. I bogen formulerede Friedman en række konkrete politikforslag, blandt andet afskaffelse af værnepligten i USA, negativ indkomstskat, en reform af det amerikanske uddannelsessystem baseret på et princip om, at den statslige støtte skulle følge den enkelte elev og ikke den enkelte skole og en privatisering af det offentlige pensionssystem. På den måde fungerede han hele sit liv som en enmandstænketank, der spyttede anvendelsesorienterede politikforslag ud med en klar liberal profil.

Ligeledes i løbet af 1950'erne var Friedmans interesse gradvist skiftet fra forbrugsteorien til pengeteorien, og pengeteorien forblev hans akademiske hovedinteresse i de følgende tre årtier. Hans interesse for pengepolitik og hans bidrag indenfor pengeteori er kernen i den økonomiske skole, han var med til at grundlægge - nemlig monetarismen. Monetarismen kom i 1950'erne og tre årtier frem til at stå som den vigtigste opposition til den dominerende keynesianske tankegang.

Monetarismens hovedteser er, at fluktuationer i den økonomiske udvikling primært er et resultat af bevægelser i pengemængden, og at inflation er et resultat af en for ekspansiv pengepolitik - eller som Friedman igen og igen har udtrykt det: "Inflation is always and everywhere a monetary phenomenon."

Friedman var præsident for den amerikanske økonomforening (AEA) i 1967-1968. Hans presidential address fra 1967 til AEA er et skelsættende bidrag til den økonomiske fagvidenskab. Talen, 'The Role of Monetary Policy' er et markant opgør med den daværende dominerende tankegang, at man ved hjælp af den økonomiske politik aktivt kan styre konjunkturudviklingen. Hans opgør med den aktivistiske økonomiske politik er kendetegnende for hans monetaristiske synspunkter - regeringer og centralbanker kan bedst fremme den økonomiske velstand ved at holde fingrene fra økonomien og ved at sikre en lav inflation gennem en stram pengepolitik. Alle forsøg på aktivt at stimulere den økonomiske vækst vil blot destabilisere den økonomiske udvikling og øge inflationen. Det er i høj grad den dominerende tankegang blandt de fleste centralbanker i verden i dag, men i slutningen af 1960'erne var det yderst kontroversielt.

'The Role of Monetary Policy' var på mange måder med til at ophøje Friedman til en økonomisk superstar. Det skyldes, at han (indirekte) i talen forudsagde 1970'ernes stagflation - det vil sige stigende inflation og stigende arbejdsløshed på samme tid. Opfattelsen blandt økonomer i 1960'erne var ellers, at sammenhængen mellem inflation og arbejdsløshed er negativ, altså at man enten måtte vælge høj ledighed og lav inflation eller modsat lav ledighed og høj inflation. 'The Role of Monetary Policy' markerer et markant opgør med denne tankegang.

Mødet med Pinochet

Højdepunktet på Friedmans karriere kom i 1976, da han blev tildelt Nobelprisen i økonomi. I dag er det svært at finde nogen økonom, der vil hævde, at Nobelprisen ikke var fuldt fortjent, men i 1976 var det enormt kontroversielt. Kontroverserne drejede sig overhovedet ikke om økonomi - i hvert fald ikke på nogen direkte måde. Det drejede sig derimod om Chile. Således blev Friedman blevet beskyldt for at have været rådgiver for Pinochets militærdiktatur. Det er imidlertid noget af en overdrivelse. Sandheden er snarere, at den eneste kontakt Friedman havde med regimet var i forbindelse med et besøg i marts 1975. Friedman var inviteret til Chile af en privat chilensk bank for at holde indlæg om, hvordan han så på Chiles økonomiske problemer. I den forbindelse havde Milton Friedman også et møde med Pinochet. Det var sandsynligvis den eneste kontakt, han havde med regimet. At gøre ham til rådgiver for Pinochet-regimet synes derfor at være noget af en overdrivelse. På samme måde som det ville være en overdrivelse at gøre ham til rådgiver for det kommunistiske regime i Kina - selvom han også har holdt taler i Kina.

Nobelpris-kontroversen illustrerer i høj grad, i hvilket omfang Friedman altid har været i stand til at skabe debat, og han var bestemt heller ikke været bange for selv aktivt at tage del i debatten. Hans engagement i samfundsdebatten kom blandt andet kommet til udtryk i hans politiske bøger og tidsskriftsartikler.

I 1977 gik Friedman på pension fra universitetet i Chicago, og han afsluttede samtidig en stor akademisk karriere. Han bevarede dog han sit politiske engagement, og han var blandt andet aktiv i kampen for en liberalisering af den amerikanske narkotikalovgivning, og så sent som for få uger siden skrev han således et indlæg i Wall Street Journal, der stærkt kritiserede myndighederne i Hong Kong for at have opgivet årtiers succesfuld laissez faire-politik. Med Milton Friedmans død har verden ikke bare mistet en stor økonom, men også en frihedskæmper. Hans indflydelse har været enorm, og det vil den fortsat være i mange år fremover.

Lars Christensen er cand. polit. og forfatter af bogen 'Milton Friedman' (DJØF, 2002)

Kronikken i morgen: Det store Blop
af Martin Fluri

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu