Afrikanerne i Tyrkiet lever på mange måder som tyrkerne i Europa. De samler sig i ghettoer og lever uden synderlig kontakt med det øvrige samfund. De har svært ved at finde arbejde og lever en skyggetilværelse. Mange af dem opholder sig - i modsætning til tyrkerne i Europa - ulovligt i landet og bliver alene af den grund skubbet ud på kanten af samfundet. Det kan imidlertid ikke alene forklare den racisme, som afrikanerne mødes med i Tyrkiet.
Afrikanske flygtninge melder om racisme fra for eksempel politi, hospitaler og almindelige civile tyrkere. Et af de groveste eksempler fandt sted i december, hvor politiet kørte rundt på gaderne i Istanbuls ghettoer og indsamlede unge, afrikanske mænd, som de derefter gav et ultimatum: 'Enten anholder vi dig, ellers også arbejder du gratis for os'.
Politiet skulle have indsamlet en masse tunge jerngitre, der havde været brugt under pavens besøg, og det gad de ikke gøre selv. I stedet blev de afrikanske flygtninge sat i sving uden at få hverken penge eller mad for sliddet.
Andre eksempler fra politiet handler om, at afrikanere rutinemæssigt masseanholdes, uden at deres identitet tjekkes på forhånd; derfor bliver også lovlige afrikansk-udseende gæster tilbageholdt. I et grelt eksempel fra et tyrkisk hospital blev en afrikansk flygtning med koldbrand sat til at vente på hospitalsgangen i tre dage, før han kom under behandling.
Man skal givetvis tage historier om racisme på offentlige tyrkiske hospitaler med forbehold, for dårlig behandling er ikke kun noget, der rammer afrikanere. Dårlig behandling får alle, uanset hudfarve. Men der er trods alt grænser.
Stor uvidenhed
Blandt almindelige tyrkere mødes afrikanerne med mistro og fordomme, der trives godt i et miljø af generel uvidenhed både om afrikanere og det afrikanske kontinent. Selv om Tyrkiet har en fortid som både kolonimagt og slavehandlernation, har det ikke efterladt afrikanske mindretal i det moderne Tyrkiet. Landet har heller ikke tidligere været mål for flygtninge fra Afrika, så det er først inden for de senere år, hvor Tyrkiet med sin økonomiske fremgang og modernisering er blevet attraktiv for mennesker på jagt efter et bedre liv, at landet har oplevet en større tilgang af afrikanere.
I sin bog Embracing the Infidel skriver den amerikansk-iranske forfatter og professor i international politisk økonomi Bahzad Yaghmaian om de afrikanske flygtninge i Tyrkiet:
"Uden for Tarlabasi(-ghettoen, red.) mødte afrikanerne en anden verden. De blev lagt mærke til og hvisket om. Deres sorte hud skilte sig ud. Mange tyrkere havde kun set sorte i Hollywood-film og amerikanske tv-programmer. At se dem i deres egne gader var forstyrrende."
Samme sted kan man også læse horrible udsagn fra højtuddannede tyrkere.
"75 procent af dem (afrikanerne, red.) er narkohandlere og alfonser," siger for eksempel en økonomiprofessor ved et af Tyrkiets mest prestigefyldte universiteter til Yaghmaian. I modsætning til afrikanere er der gennem tiden kommet mange indvandrere fra Mellemøsten, Iran og Centralasien, men de stikker ikke så meget ud i de tyrkiske gadebilleder, da de både kulturelt, religiøst og etnisk har store ligheder med tyrkerne selv. Og så har de ofte også lettere ved at lære sproget.
Ingen problemer
Den tyrkiske stat ignorerer, at der skulle være problemer med racisme i det tyrkiske samfund, og den holdning afspejler sig på universiteter og i det tyrkiske civilsamfund. Trods utallige opkald til universiteter og forskningscentre er det ikke lykkedes Information at finde nogen, der specifikt beskæftiger sig med racismespørgsmål, og der er ikke en eneste NGO, der arbejder målrettet med problematikken. Der findes flere, der tager sig af andre flygtningerelaterede spørgsmål, men nogen systematisk dokumentation og konfrontation af racisme-problemet findes ikke.
Den tyrkiske racisme finder givetvis næring i den altdominerende statsideologi, kemalismen, der fra skolealderen indprenter tyrkerne, at de er noget særligt, og hvor Atatürk-slogans som 'En tyrk er hele verden værd' og 'Hvilken glæde det er, at sige, at jeg er tyrkisk' er udenadslære.
En anden og måske endnu vigtigere næringskilde er de tyrkiske medier, der ikke gør sig nogen anstrengelser for at nuancere billedet af Afrika. Mange tyrkere har tv som deres vigtigste informationskilde, så når tv-stationerne fokuserer ensidigt på de afrikanske elendigheder, er det ikke usædvanligt, at det så er det eneste billede af Afrika, tyrkerne sidder tilbage med. Det er den forklaring, 'Simon', der for seks år siden flygtede fra Nigeria til Istanbul, er nået frem til:
"Tyrkerne er uvidende om Afrika. Afrikanerne ses som en sulten menneskemængde, der lider under hungersnød, og som er kommet til Tyrkiet for at stjæle mad fra tyrkerne. De bliver også set som beskidte og primitive stammefolk, der lever i junglen, eller som voldelige narkohandlere og bandemedlemmer, sådan som de bliver fremstillet i de fleste amerikanske film."
Det kurdiske mindretal i Tyrkiet har i årtier været udsat for racisme fra både etniske tyrkere og tyrkiske myndigheder, men det er en helt anden historie.
