Læsetid: 4 min.

En ensom præsident

9. marts 1998

BILLEDET VI FÅR af præsident Bill Clinton i Det Hvide Hus er af en enlig skikkelse, en mand med menneskelige fejl som alle andre, hvis småsynder konstant bliver hængt ud til tørre. En sagesløs leder, som hver dag fornedres af blodhundene i medierne og hvis fornemme hoved den ondsindede anklager Kenneth Starr vil servere på et fad i Kongressen. Alt dette for et 18 måneders ubetydeligt sidespring med Monica...
Er historien vitterligt så simpel? Set fra det Ovale Kontor er svaret bekræftende. Ja, lige fra denne præsident blev sværget ind i januar 1993 har Clinton-haderne fra Arkansas i samspil med USA's ekstreme højrefløj bragt løgnehistorier om præsidenten, hans sexliv og obskure finanser til torvs.
Hver gang har ambitiøse journalister samarbejdet villigt med konspirationsteoretikerne i håb om at grave en ny Watergate-skandale frem. Hver gang har sporet været falskt, påpeger præsidentens forsvarere.
Set fra den uafhængige anklager Kenneth Starrs kontorlokaler i Little Rock og Washington er historien en ganske anden.
Lige fra sin første dag på jobbet i 1994 er hans arbejde med at rede trådene ud i ejendomshandelen Whitewater, i Vince Fosters død, i Hillarys fyring af tolv medarbejdere fra kabinettets rejsekontor og i Det Hvide Hus' besiddelse af FBI-dokumenter om politiske modstandere blevet obstrueret af præsidenten og hans håndlangere.
Kun efter lang tids tovtrækkeri har de udleveret relevant materiale, vidner er blevet belønnet for at holde munden lukket, og præsidenten har spundet et væv af småløgne og undvigelser omkring sin personlige rolle og sit ansvar. På det seneste er Starr og hans medarbejdere endda blevet udsat for en hetz i pressen, inspireret af Det Hvide Hus.

POLITIKERNE og den offentlige mening i USA er fanget i feltet midt imellem disse to synspunkter. Eftersom de ikke sidder inde med alle relevante kendsgerninger til at bedømme præsidentens ansvar, har de fleste valgt at holde sig for næsen og håbe på, at uvejret driver over.
Samme type reaktion har vi set i forbindelse med den nu seks uger gamle affære om Monica Lewinskys påståede stævnemøder med Clinton i Det Ovale Kontor.
Et solidt flertal af amerikanerne foretrækker at beholde Clinton i Det Hvide Hus, så de vælger at se den anden vej. Det samme kan siges om demokrater og republikanere. Ingen ønsker en gentagelse af Watergate, hvor Richard Nixon måtte trække sig tilbage under trussel om en rigsretssag.
Den offentlige mening vil imidlertid ikke komme til at spille den store rolle, når særanklager Kenneth Starr en skønne dag lægger sine beviser frem i Monica-affæren og Kongressen skal tage stilling til, om Bill Clinton har løjet under ed, om han har opfordret andre til at lyve under ed og som belønning skaffet dem et arbejde.
Hvis Starrs beviser mod forventning er uigendrivelige, vil politikerne i Kongressen måske få mareridt om natten og vride hænder om dagen, men i sidste instans kan de blive tvunget til at stemme efter deres samvittighed og efter nationens bedste. Ingen står over loven, end ikke De Forenede Staters præsident.

Mange vil mene, at det grænser til det komiske, hvis Clinton må træde tilbage før udgangen på sin embedsperiode, blot fordi han har været sin hustru utro. Hvis seksuel omgang med en underordnet var årsagen, ville man rigtignok kunne hævde, at et eller andet er riv-rav-ruskende galt med det politiske liv i USA.
Men netop den ene ting vil Clinton ikke blive sigtet for. Anklagerne kan blive meget alvorlige og berøre alle skandaler fra Whitewater frem til Monica-gate. Præsidenten risikerer at blive anklaget for at have løjet under ed og for at have hindret rettens gang, altså misbrug af sit embede.
Efter halvanden måned med massiv presseomtale er amerikanerne dødtrætte af Bill & Monica, men historien vil ikke gå væk.
Den står på forsiden af aviserne dag ind og dag ud. Retsmaskineriet ført an af Starr går sin tunge gang og sætter nærmest en ære i at overhøre den offentlige mening og tilsidesætte nationens forhåndenværende interesser til fordel for et ophøjet princip - at alle står lige over for loven.
Det er i hvert fald, hvad Starr og hans forsvarere vil have os til at tro, heriblandt fire tidligere justitsministre, som kom ham til undsætning med en støtteerklæring i sidste uge.
Undersøgelserne er ikke politisk motiverede, hævdes det. Søndagsskolelæreren Starr skal ikke have fået moralske opstød over Clintons ekskapader. Han forsøger ene og alene at blotlægge kriminel adfærd - et mønster af løgne og vildledelser.

Præsidenten føler sig omringet. Han ser sammensværgelser over alt. Han kan ikke tale frit med sine medarbejdere, kun med Hillary og sine advokater.
Vennerne holder sig på afstand af frygt for at blive indkaldt som vidner, hvis Clinton i et privat øjeblik bander og svovler over sin skæbne og måske ubemærket lader et guldkorn om Monica falde. Kun få byder sig til. En af dem er Jesse Jackson, som er blevet Clinton-familiens spirituelle rådgiver i denne vanskelige tid.
Alle ønsker en ende på Monica-gate, men en befriende udgang på denne politiske thriller anes endnu ikke. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu