Læsetid: 4 min.

Enstrenget

1. december 2001

»Umiddelbart er kvoteordninger for fisk, så dansk kultur må klare sig på kvalitet.«
Daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, Morgenavisen Jyllands-Posten, den 3. marts 2001

Den 27. juni 1972 var der et langhåret leben foran Radiohuset. Sammenslutningen DANSK BEAT havde indkaldt til protestmøde og en halv times sultestrejke. Bag versalerne gemte sig ’Dansk Andels National Sammenslutning af Kunstnere til Bevarelse af Egentlige Anderledes Toner’. Og blandt kunstnerne var Sebastian, Gasolin’, Tøger Olesen (!), Povl Dissing, Alrune Rod, Jørn Mader (!!) og Jan Monrad. Den brogede flok spillede og sang for at holde sulten fra døren, og gjorde samtidig opmærksom på et andet musikmiljø end det, der kom på Dansktoppen eller gennem nåleøjet hos den også dengang internationalt orienterede Jørgen Mylius. Bagefter var der frokost.
Hele dagen i går, tre årtier senere, havde DR så sat musikstyringssystemerne på stand by og ryddet radioprogramfladerne for andet end dansk musik. Anledningen var komponistrettighedsorganisationen KODA’s 75 års fødselsdag, for, som radiodirektør Leif Lønsmann siger i en officiel udtalelse: »Radioen er blevet et uundværligt massemedie, ikke mindst takket være musikken. Og musikken har fået direkte adgang til millioner af lyttere gennem æteren. Radioen gjorde ikke musikerne arbejdsløse. Tværtimod er det i dag sådan, at musik, som spilles i radioen, sælger bedre og dermed øger musikernes indtægter.«
Det musikpolitisk udskældte DR-Radio’s fokusering på dansk musik er både dygtig markedsstrategi (som følges op af arrangementet P3-Prisen på onsdag – »en hyldest til dansk musik«) og samtidig led i en såkaldt Spil Dansk-dag, iscenesat af KODA og kunstnerorganisationerne, som, helt i tråd med radiodirektøren, motiverede dagen således: »Det har sin begrænsning at dele sprog og marked med kun fem millioner mennesker. Kunstnerne får ikke et kæmpe beløb for et hit, som de så lever af resten af livet. Det er hårdt slid, og de løbende indtægter kommer igennem den ophavsret, som kunstnere har til sit værk. Derfor: Spilles dansk musik, støtter man også dansk musik.«

NÅr man er færdig med at undre sig over, at en uafhængig virksomhed som DR i den grad er blevet rendt over ende af musiklobbyisterne, at man lader sig indrullere som instrument i en arbejdskamp, er det tid til – igen – at dvæle ved dette forkætrede begreb, dansk musik. Siden P3 blev omlagt i 1992 har organisationerne været ude med riven og hørerøret, og skiftende kanalchefer har løbet spidsrod for at (bort)forklare, hvorfor der ikke spilles mere dansk i en licensfinansieret radio. Musikerne og deres talsmænd har altid haft fat i den lange, principielle ende, og så sent som i marts i år luftede Leif Lønsmann besværgelsen om 30 procent dansk musik på P3 og 50 procent ditto på P4. Men han var dog ikke mindre realpolitisk end at han samtidig, til Jyllands-
Posten, udtalte: »For mig er der to succeskriterier. DR skal spille meget dansk musik og meget varieret.«
Det er nemlig den modsætning, der er arbejdsvilkårene på P3 og P4, plus den kendsgerning, at P3 af overlevelsesgrunde de senere år har forynget sig med værter, fortrinsvis rekrutteret fra lokalstationer som Voice, hvor dansk rock kun bliver spillet, hvis nogen synes, den er god nok. Og det store spørgsmål for eksperterne i P3 og P4’s playlistudvalg er desuden, hvor de finder al den gode, danske musik, som organisationsfolkene pr. automatik hævder eksisterer. Anmelderne kan sjældnere og sjældnere finde den, og pladekøberne heller ikke. Resultatet bliver især på P4 hurtig en smule monomant. Der sidder man tit som lytter og længes efter at høre et engelsk nummer i stedet for de gennemsnitlige lokalprodukter, der får spilletid, bare fordi de er nye og på dansk. Karen Busck er således et af de mest spillede navne på den kanal. Skarp forfulgt af Rollo & King ...

Dermed går de rent ind i hjertet hos de toneangivende i musiker- og komponistorganisationerne, som aldrig rigtig har anerkendt, at rocken og poppens hovedsprog er og bliver engelsk. Og som derfor stadig mundhugges med DR’s statistikere om, hvornår en sang er dansk. Er Michael Learns To Rock fra Århus mindre danske end Kim Larsen, og hvad så, når han synger på engelsk? For slet ikke tale om, hvis sangen er indspillet i et udenlandsk studie. Netop i det lys fremstår debatten om mere dansk musik i DR som det, den også er – udtryk for en provinsiel kulturpolitik, som den nu forhenværende. kulturminister i sin tid tilkendegav sin mening om. Man udvikler ikke kunst ved at hegne den ind. Og selv om det lyder som et paradoks, kan musikstyring godt foregå uden forbud. God musik sprænger grænser og genrer. Og fortæller sin egen historie om vor tid. Og for en sikkerheds skyld: Det er der stadig en del dansk musik, der gør.
Men ved at fokusere så enstrenget på kvantitet skyder organisationerne sig selv i foden. I stedet burde de, sammen med DR, lægge pres på pladeselskaberne for at fremme de »egentlige anderledes toner,« som vi hverken kunne få nok af i 1972 eller nu.

tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu