Læsetid: 5 min.

'Enten er kronen for stærk, eller Egon for svag -'

Efter en pladepause på 14 år er Niels Hausgaard tilbage med en stribe af de ætsende, morsomme, gribende og uundværlige viser, hans renomme hviler på
20. januar 2006

Indimellem kan vi godt glemme, at Niels Hausgaard ikke blot er visekunstner, men ligefrem først og fremmest visekunstner. Og det er så især Hausgaards egen skyld. For når vi sætter os til rette på vores dertil indrettede til en af hans koncerter på enten et spillested eller foran det tv, der så sikkert som amen i kirken transmitterer hans shows, er musikken ofte næsten et biprodukt i en underspillet sorthumoristisk talestrøm med en konstant satirisk undertone, der uden blusel skyder med skarpt mod høj og lav, bare de repræsenterer noget, der er dumt nok. Og i disse tider, hvor regering samt støtteparti med skyklapper på prøver at føre de mange f'er, de er blevet valgt på - flertalsdiktatur, forbrugsfest, friværdi, fremmedhad, fordomsfuldhed, fordummelse, forargelse, fordømmelse, forbud og fængsel - ud i livet, udgør Hausgaards monologer faktisk lige dele lise og helle i den fagre neoliberalistiske og ligusterfascistiske verden, hvor de såkaldt borgerlige værdier atter får en fair chance for at spille fallit.

Men derfor kan lytteren godt få et chok, når han i ny og næ når frem til at få fyret en af sine beske viser af, for de er som helhed ikke for tøsedrenge.

Jeg husker dengang, han ad omveje nåede frem til den grumme 'Grise-Lise' (tror jeg den hed), en hårrejsende skildring af mobning i sin mest modbydelige form (som om mobning kunne gradbøjes, men nok om det). Pludselig sad min hustru dér og græd! Som om man ikke har bøvl nok i forvejen. Nej, ærlig talt, så snakker vi en del om, at sangtekster også gerne må handle om noget. Det gør Hausgaards, så det hviner i nervebanerne. Og sjældent noget rigtig rart; der er således ikke ret mange sange om tæt og tryg tosomhed (eller deres modsætning, altså ensom-og-forladt-repertoiret; og skriver han endelig en sådan, gør den som tommelfingerregel nas!), stemningsfyldt månelys, globale teenagere på træk eller brandskægge ture i byen med vennerne at finde på hans repertoire. Og gud-ske-tak-og-lov for det, for den slags sangtekster kan man efterhånden fodre grise med. Og sidstnævnte lever ifølge dagbladene p.t. af kasseret slik og sligt fra forbrugersamfundets yderste revler og bugnende overskudslagre, så dårlige sangtekster er de sikkert gerne foruden.

Holdning og indhold

Hausgaard er, hvad vi kan kalde samtidsobservatør. Med mere end en snert af samfundsrevser, selv om han sjældent hæver sig op i en alvidende position, men nøjes med at give stemme til forskellige typer. De mennesker, han betragter og fremstiller i sine tekster, stammer vel fra Vendsyssel og omegn (han benytter stadig dialekt, om end ikke i så udstrakt grad som i sin storhedstid), men de kunne reelt komme fra en hvilken som helst tænkelig provins, reel, imaginær eller mental.

Det er stemmer fra det folkedyb, som DF påstår at repræsentere, han har fat i. Nogle er storskrydende og selvtilfredse, andre oppe at køre på tidsånd og tendenser, nogle har det rent ud forfærdeligt, og en del er simpelt hen dybt ude at skide.

Det er sange af den type, der er generel enighed blandt danske sangskrivere om, at 'man' ikke længere kan eller bør eller vil skrive: Sange med en holdning, et indhold og et budskab. Og så kan det heller ikke skjules, at han med et desavoueret udtryk må kaldes 'venstreorienteret'. Og står ved det.

Det gør ham til en problematisk størrelse. For somme, i hvert fald. Han har i sine shows de seneste par år ikke kunne holde sin kæft med hensyn til den alt omsiggribende ligusterfascisme, som den har udmøntet sig i DF og så videre ud til højre af.

Det har medført de sædvanlige trusler, om at sådan nogen som ham nok skal få sin bekomst. I det Ny Gammeldanmark er der som bekendt ikke plads til dissidenter. Og det kan han selvfølgelig ikke nære sig for at synge om på sin ny cd, den første i 14 år, Flyv så! Som nu på sange som 'Kykliky' og den decideret onde 'Som grise'. Og den superliberale 'selfmade man' får én på sinkadusen i 'Blå bog'.

Mens mødet mellem det højborgerlige og resterne af det, vi engang kaldte 'arbejderklassen' rammende skildres i 'Min brors kæreste'. Og så er der ikke færre end tre sange om, hvordan det gik drømmen fra '68 og især dem, der drømte den: 'Habitter', 'Che Guevara' (hvor plakaten af Che hen ad vejen udskiftes med en reproduktion af Monet) og, bedst i den kategori, 'Undskyld', med linjerne: "Vi dræemt om-å skaeb-e samfund, hvæen de svagest osse talt mæ./ Ja, det var hielt hen i veere, det sier vi klået i da./ Men det var intj for, vi vil øeleej noet, vi væest intj bijjer./ Så derfor stoer vi her å seer ujskyld, vi vil aldrig jøer-e mier -"

Nødvendig sang

Og endelig en enkelt om dem, der ikke er plads til i det neoliberale paradis, den triste historie om "Egon" ud fra devicen "at så stærk som kronen er, så kan Egon ikke betale sig-" Ulighed gør som bekendt de stærke endnu stærkere - og det har de åbenbart behov for, de svagpissere!

Det er så pladens måske mest nødvendige sange. For ophavsmanden, men os andre med. Det er dagsaktuelt og langt fra irrelevant. Ind i mellem rammer de hovedet lige på sømmet og andre gange rammer de en smule ved siden af. Nogle gange lykkes de og andre gange ikke, men pladen indeholder kun en eneste decideret kikser og det er den om amatørmaleren 'Betty Mørch Hansen'. Hende har jeg mere ondt af end Hausgaard har.

Der kan komme noget både voldsomt ordrigt og programagtigt over Hausgaards 'protestsange', der ikke altid er helt på linje med hans satiriske monologer, som vi kender dem fra hans shows.

De tavse menneskebørn

For Hausgaards bedste sange er som altid dem, hvor han giver stemme til de tavse menneskebørn. Dér har jeg altid synes, han var noget nær suveræn. Skyggeeksistenserne besidder han stor føling overfor og en mindst lige så stor og troværdig solidaritet med. Og de udgør godt en tredjedel af pladens 15 sange, og det er dem, der virkelig trækker tænder ud. Hårdest og mest gribende er skilsmissesangen 'Bette Annie', der uden brug af voldsomme virkemidler fremstiller den mest nøgne forladthed, der tænkes kan.

Og 'Sommerflirt' skildrer det øjeblik, hvor de involverede indser, at pågældende forhold ikke kommer en millimeter videre. Og vaneægteskabet indkredses smertefuldt på 'Godt de er gift'. De gamle og glemte besynges på 'Gammel Lene'. Og jalousiens latterlighed samt dens svulmende kraft får sit besyv med i den vemodige 'Jeg trækker det tilbage'. Der stråler Hausgaards talent og det er sange, der kan tåle at blive hørt rigtig mange gange.

På godt og ondt

Melodisk taler vi viser på godt og ondt. Ikke ligefrem uforglemmelige melodier, måske, men gode nok på deres egen selvudslettende måde. Akkompagnementet er diskret og kompetent, men ind i mellem også opfindsomt og meddigtende. Alt i alt, Hausgaard som vi kender ham. Efter 14 år tilbage i plademanegen. Vi har aldrig haft så meget brug for ham som nu. Så tag godt imod Flyv så! Den kan meget.

Niels Hausgaard: Flyv så! (RecArt Music). Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her