Læsetid: 3 min.

Alle entreprenørens mænd

Narcissismen fejler ikke noget i amerikansk r&b og hiphop, men få matcher P. Diddy, der har hentet en hær af hjælpere ind for at booste egoet på sit nye album. Sleepy Brown har heldigvis mere travlt med at slynge honning af soul
14. oktober 2006

Siden Motown-bossen Berry Gordy Jr. fandt på at bygge musik i en proces, der var inspireret af bilfabrikkernes samlebånd, har musik-industrien ikke været den samme. Hos Motown blev musikerne skolet i takt og tone, dans og håndtering af berømmelse, her blev klassikere som 'Stop! In The Name of Love' og 'You Can't Hurry Love' skrevet, indspillet og produceret. Besjælet industri. Og det sker den dag i dag med skiftende held: Håbefuldt talent bæres stadig i nøje tilrettelagt servering frem på sølvfade af professionelle iscenesættere.

Men i mellemtiden er der også sket noget andet: I dag vil produceren, manden der styrer samlebåndet, også være stjerne. Pharrell fra The Neptunes er blevet det; det er Kanye West også, og P. Diddy (tidligere Puff Daddy, oprindelig Sean Combs) har været det længe.

I Diddys tilfælde ville jeg så ønske at han havde fået lidt Motown-skoling i, hvordan man trækker vejret på berømmelsens tinder uden at tro sig beruset af eget geni, i stedet for svimmel af tynd luft. 'King of all kings', 'Boss of all bosses', 'The great visionary', lyder de narcissistiske tirader i denne ombæring, der hedder Press Play.

Nu er newyorker-stjernen selvfølgelig heller ikke hr. ingenting. Han var 90'ernes kommercielt mest succesfulde hiphop-producer og -entreprenør, han var mastermind bag klassikere som Mary J. Bliges What's The 411? og Notorious B.I.G.'s Ready To Die. Og siden fik han selv millionsucces som rapper og frontfigur i 1997, nogle måneder efter at vennen B.I.G. var blevet skuddræbt.

Ferm businessmand

Siden har han præsteret flere hits og også politisager, og han er en ualmindelig ferm businessmand, der råder over to tøjmærker, et filmproduktionsselskab og et par restauranter. Rich kid toys, der fjerner fokus fra musikken. Men den slags har man jo også folk til oppe i de højere luftlag. Så på P. Diddys nye album finder man kun et reelt nummer produceret af stjernen selv (og et enkelt samarbejde), og der bruger han den altmodisch strategi, som både gjorde ham berømt og berygtet, nemlig at basere et track heftigt på en altoverskyggende og letgenkendelig sampling. I dag er det Tears For Fears' 'Head Over Heels', i 1997 var det Polices 'Every Breath You Take'.

Så når Diddy rapper, at han er fremtiden, så er det i hvert fald rent musikalsk kun i kraft af de mange producere, der er blevet hentet ind ved at vifte med det helt store checkhæfte: Godt prøvede stjerner som Timbaland, The Neptunes, Kanye West. Mens der leveres forfriskninger fra mindre kendte knapbetvingere: Danja syer nogle frækt electro-stramme størrelser til egoet str XXXL, og Mario Winans stabler 80'er-velourblød synth, Prince-fraseringer og kække tromme-patterns i opfindsomme lag-kager omkring Diddy.

Den lidt snøvlet rappende hovedperson overlader også gerne mikrofonen til imposante fødselshjælpere som Christina Aguilera, Mary J. Blige, Ciara, Big Boi fra Outkast. Og tag ikke fejl: Press Play er et topunderholdende, men også kvalitativt ujævnt album; på alle leder megalomant, ja, selv cd-skiven er ved at briste med 19 tracks og over 79 minutters spilletid - og det kaster nogle ukristelig labre skæringer af sig skræddersyet til maksimal udnyttelse på iTunes. Det sker bare lige så ofte med Diddy som brand frem for egentlig hovedperson. "I like it when you say my name", rapper han hen over en sampling af publikumsråb, som er tilklippet, så den antager karakter af velsmurt trykkemaskine - pladekøberne reduceret til stempler i en pengepresse?

Smidig tenor

Atlanta-sangeren og -produceren Sleepy Brown synger til gengæld både "It's me" og "I'm soul", og, ja, han har ret i begge dele. Vi får masseret både hans ego og vore ører. Fra højtalerne flyder en smidig tenor, og en honning slynget af soul og af og til pisket op med funkens letbenede svirp flyder. Og det er især sydstatsmanden selv og hans hævdvundne producer-crew Organized Noize, der er oppe at ringe på sange som sukkertoppen 'I'm Soul', reggae/screw-sjæleren 'Oh Hoh Hum' og den repetitive solskinsnarkotika på 'Me, My Baby & My Cadillac'. En slags dirty south-udgave af Curtis Mayfield og Marvin Gaye. Og selv om Mr. Brown også er en ujævn affære, så er det en fryd at høre selvsikker enkelhed og velsmurt soulsang efter at have overværet P. Diddys hektiske samlebåndsproduktioner. På Mr. Brown sørger Hr. Brown i stedet for be-sjæling, mine damer og herrer, besjæling.

*P. Diddy: Press Play (Bad Boy Records/Warner). Udkommer mandag

*Sleepy Brown: Mr. Brown (Virgin Records/EMI Capitol)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her