Erasmus Montanus er Holberg i hans mest skole-mestermoralske hjørne; sammenbidt langer han ud efter nybagte akademikerspirer og forstokket-formuldede bondehjerner i en punchserie, der er lige så lang, som den er grundig, og skåner få undervejs.
Der er så meget mavesyre i professor Holbergs blæk og så meget lede ved samtid, kolleger, egne personer og egen pointe, at stykket tilbagevendende har svært ved at leve op til sin genrebetegnelse som komedie. Pointen, hvor en uvidende majoritet tryner en mere oplyst minoritet, smager kun besk.
Vi repeterer lige: bondesønnen Rasmus Berg, der har været et år i København og studeret på Frue Plads, returnerer til sine duperede forældre som en forandret mand. Nu Erasmus Montanus og svært verbalt krigslysten, på latin, selvfølgelig.
Den halvstuderede Per Degn sættes let til vægs, men omgivelserne evner ikke at gennemskue forløbet og en eksplosiv blanding af misforståelser, skuffelse, jalousi og arrogance bliver stadig varmere. Til sidst står svigerfar Erasmus med tændstikken: indrøm, at jorden er flad, Rasmus Berg (dvs. at du er en hoven skid), eller Lisbed får sig en anden mand.
Erasmus nægter, men fanges belejligt via et dramaturgisk nødgreb i en syllogisme, magen til dem, han selv brillerer med, og trues med vold. Resultat: kapitulation og bryllup.
Uddød Holberg-tradition
Christoffer Berdal har sammensmeltet lillebror Jeppe og den indgribende løjtnant og tilskåret scenerne med fin scenisk tæft, men serverer menagen ret så kontant. Uden blink i øjet, distance eller - som vi før har været forkælet med i Grønnegården - nutidig ironi.
Kristian Halken tilståes som Erasmus' far Jeppe et stort skvæt henrivende forventningsfuld enfold, men samme milde øjne hviler kun kort på mor Nille og slet ikke på svigerfamilien. Ditte Gråbøls Nille står lammefromt model til sønnens berømte logikforvridning - en sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten - og har sine gyldne fem sekunder, da panikken griber hende: lykkes 'forvandlingen' tilbage til Nille. Men resten af figuren er uinteressant, udvandet, overleveret Holberg-tradition ligesom Claus Flygares og Gitte Siems svigermekanikker - bogstaveligt talt.
Første akt, der lægger op til hovedpersonens entre, er pænt sagt ikke det sjoveste, der er foregået i Grønnegårdsteatrets tid.
Kontra Holberg live
En anden Berdal viser sig med brødrene Berg, både med rollebesætningen og valget af spillestil. Med Lars Mikkelsen og Laus Høybye kommer der liv på scenen og ikke uddød, men stædigt reproduceret Holberg-tradition.
Høybye smider om sig med vitalitet, vims nysgerrighed og naturlige replikker, mens Mikkelsens nærvær kupper Grønnegården øjeblikkeligt fra hans veltimede entré, der frækt leger med publikum. Omsider ilt til det gamle stykke.
Alene med stregtegningen af Mikkelsen, svajende lang som en sabel, antyder Berdal, at også fysisk kan denne mand blive en torn i øjet på omgivelserne. Mikkelsens Erasmus-udgave lægger vægt på desperationen over omgivelsernes idioti, følelsen af isolation, fremmedgørelse og mareridt. Figuren bliver faktisk for nobel. For at få matematikken til at gå op mangler denne elegantier strengt taget en god dosis studentikos hovenhed, men sådan er valget altså faldet ud.
Brødrene Berg er absolut opsætningens redningskrans, sekunderet af Jens Jacob Tychsens godt forsumpede Per Degn, grovkomisk, men med genialske detaljer. Signe Egholm Olsen er blevet til ren påklædningsdukke som Lisbed, trehundrede procent skønjomfru i spil og majet besynderligt ud som finsk-svensk midsommerbrud i de sidste scener. Peter Jorde stiller det lidt op, der nu er muligt, med uriasposten som ridefoged.
Kort sagt, en uhomogen halvanden time knækket af friluftsspil, voldspil - kald det, hvad De vil.
*
