Læsetid: 3 min.

Erfaringens stemme

Et spøgelse går gennem rocken. Det ligner til forveksling folk over 50, der bare bliver bedre og bedre. Uha uha dada
7. oktober 2005

Nogle 15-årige mener, at folk på 25 på det nærmeste står på gravens rand, og mange på 25 finder, at folk på 50 burde udrangeres og det i en fart. Mens mange over 50 mener, at folk under 30 burde have deres hoveder eksamineret og det, der er værre! Sådan ruller aldersfascismen rask gennem land og by og stiller sig i vejen for allehånde skønne/nyttige/indsigtsfulde etc. udvekslinger generationerne imellem. Men sådan er det ikke inden for (populær)musikken, vel? I denne, den mest demokratiske af alle kunstarter, er der satenedeme plads til alle, ikke sandt?

Nej, sådan spiller klaveret ikke. Forleden havde jeg det uheld at møde en 25-årig mand, som var af den overbevisning, at al musik, der var over 10 år gammel, simpelthen burde forbydes. Han var - som det så smukt hedder - skamløst neofil og af den bizarre overbevisning, at alt nyt var godt nyt og gammelt nyt det modsatte. Jamen, hva' mæ' John Coltrane? Ud med ham, lød svaret. Og Ludwig van Beethoven? Kassér svinet! The Beatles, så? Ud med badevandet med den firebande. Skal vi så aldrig mere synge Det var en lørdag aften? Nej, nej og atter nej, lød det ubøjelige svar. Osv. Interessant, men selvfølgelig fuldstændig dødfødt diskussion. Jeg vil sige til egen ros, at jeg hverken bed på krogen eller lod mig unødigt provokere, før min diskussionspartner fremsatte følgende nonsensudsagn: "Folk burde holde op med at lave musik, når de er over 40, for så gentager de som regel sig selv." Da, kære læser, smadrede jeg den unge mands hoved med et rustent jernrør og fik det straks meget bedre! Prøv det, prøv det!!

Nej, spøg til side og hofter fat: Det seneste 10-år har en række veteraner meldt sig på banen med fornyet kraft og åbenlys intensiveret kunstnerisk styrke. Senest vor egen Anne Linnet, der trods sine 'kun' 52 år virkelig taler med erfaringens stemme på sit seneste opus, det på alle leder og kanter fremragende Her hos mig. Men Linnet er kun toppen af et isbjerg, og vi nævner i flæng en flok, der med døden åndende sig i nakken har taget skeen i den anden hånd: Bob Dylan, Kim Larsen, Dolly Parton, Rolling Stones, Patti Smith, Peter Belli, Emmylou Harris, Neil Young, Paul McCartney, Merle Haggard, Donovan, John Cale, Willie Nelson og Ricki Lee Jones har alle udgivet karrierehøjdepunkter inden for de sidste par år, mens salig Johnny Cash rent ud peakede i sine sidste leveår. Mens folk som Nick Cave og PJ Harvey bare holder niveauet og folk som Steve Earle, Lou Reed og David Bowie i det mindste gør en indsats for at forblive interessante. Og en Iggy Pop kan trods sine 58 år stadig blæse hvem som helst af en scene!

Nu ved jeg godt, hvad De tænker: Er ham Lynggaard ikke bare selv et gammelt røvhul? Jow da. Og tak for'et! Hellere gammel, klog, smuk og velpræserveret end lige lovlig erfaringslet og klar til at lukke hvad som helst ud af galdespalten. Men hvad der er mere interessant, er egentlig, hvad det er, vi hermed ser og oplever og erfarer inden for rocken og dens mange underdepartementer. Nemlig at der føjes en lang række facetter og nuancer til et udtryk og en form, der ned gennem årene har fået udsagt en del om både, hvad det vil sige at være young, dumb and full of cum og/eller på en gang begavet, velformuleret og ungdommeligt magtesløs. Alt sammen mægtig spændende og fascinerende og legitimt, idet vi alle på et givet tidspunkt nok har løbet rundt med sæden dryppende ud af ørerne og vilde planer om det totale verdensherredømme. Men personligt finder jeg det mere end spændende, at høre folk, der har spillet og sunget hele deres liv, kommunikere fra en helt ny position, vi kunne kalde 'med det ene ben i graven'. Eller som salig Jerry Garcia kaldte et af sine mange fritidsprojekter: Old And In The Way ...

Og selv om det heldigvis myldrer frem med talent og musikken under ingen omstændigheder kan klare sig uden vækstlag, unge løver og stormløb mod bastionerne, vil vi herfra med et fromt blik og foldede hænder udbryde et stilfærdigt og forhåbentlig ikke alt for anmassende "hurra" for de gamle røvhuller, der nægter at lægge sig til at dø, men i stedet møder alderdommens trængsler og glæder samt mediesamfundets stadige acceleration med en stribe erfaringsmættede sange, der vitterlig kan en masse. Det var så dagens lektion, så tænd du bare for MTV igen, unge ven ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu